ExpandingOurHorizon

Følg rejsen til alle verdens lande med børn og bliv inspireret til selv at komme afsted ved at læse med eller booke et foredrag.

ExpandingOurHorizon

Mest berejste danske kvinde.

“At rejse er at leve”, skrev H.C.Andersen. Det udtryk har altid betydet meget for mig, og jeg er altid i gang med at planlægge næste rejse.

Når jeg rejser, har jeg alle sanser åbne og udvider min horisont.

Hvad ligger der bag at blive den mest berejste danske kvinde – målt i antal besøgte lande – tilmed med børn

Jeg er cand.scient.pol. og har været ansat i Udenrigsministeriet og Eksportrådet i knap 20 år. Det afspejler sig i mit fokus, ift. de samfund jeg rejser i. Handel, økonomi, samtidshistorie, kvindernes vilkår mm. fylder og giver en vinkel på mine rejseoplevelser og beretninger.

Livsdrømmen om at rejse til alle verdens land – den koster og er det værd – og har givet skift i rejsetempo

Mit rejseliv har haft faser og temposkift, ligesom mit liv i øvrigt. Som barn rejste jeg flere gange årligt med mine forældre i Norden og Europa, og besøgte blandt andet historiske steder, der omhandler 1. og 2. verdenskrig. Min nysgerrighed blev til et ønske om at gøre en forskel og sidenhen til mit valg af internationale relationer som emne for studier og senere job. Rejsemålene blev udvidet til at omfatte hele verden. Det var ikke helt nok at rejse, så studier og job i Udenrigsministeriet/Danida/Eksportrådet har taget mig ud i verden og i længere perioder til UK, Rusland, USA, Belgien, Estland og Sverige. Ved siden af mine private rejser har jeg i alt studeret og arbejdet i udlandet i knap 8 år. Det har givet god tid til fordybelse i de lande, hvor jeg har arbejdet og studeret, og selvfølgelig også i lande, jeg er vedblevet at vende tilbage til på rejser.

Udlængslen steg undervejs for mig. Desværre ikke for mine børns far. Jeg ville gerne omprioritere til færre udgifter til bil, hus, tøj og rødvin til rejser. gerne rejser med lavere budget. Alt sammen for at komme mere ud i verden. Så selv om vi vedblev at rejse langt mere og længere væk end gennemsnittet, så kom vores forskellige ønsker til et brud. Det er det ubetinget sværeste, jeg har gjort, at skulle omlægge livsstil, men det lykkedes, og så var jeg sat fri til at rejse mere, som jeg drømte om. Objektivt set, har jeg haft færre penge siden, for jeg har jo kun haft een indkomst, og har villet have tre børn og nu unge voksne med så meget som muligt, men forskellen lå i prioriteringen. Så jeg satte tempoet så meget op, som reaktion på, at nu var det endelig muligt. Her turde jeg endelig sige drømmen højt, at rejse til alle verdens lande. På det tidspunkt have jeg være skilt nogle år, og jeg stod i den Dominikanske Republik, der var land nr 100, under en status af Christofer Columbus med en lokal cigar i den ene hånd og en lokal rom i den anden. Drømmen havde været der i årevis allerede, for den spænding og adrenalin, der er ved at ankomme til et nyt sted er noget særligt, og min erfaring dengang som nu er, at eventyret er i alle verdens lande.

Med planen om at besøge alle lande, helst blive den første danske kvinde til at gøre det, og dele oplevelserne så meget som overhovedet muligt med mine børn, så blev det en enormt meget sværere og dyrere projektplan, end hvis jeg havde sagt, at jeg gerne selv ville gøre det, mens jeg lever og bare selv rejse. Det er ellers svært nok i sig selv. Nu måtte det ret hårdt arbejde til og en prioritering af job der giver så god løn, som jeg nu kan tjene, samtidig med ekstrajob, prioritering af at holde udgifterne nede hjemme, og så ellers udnytte alle skoleferier, forlængede weekender etc. Det betød også, at jeg har måttet være pragmatisk og rejse i kortere tid på ex rejser gennem Vestafrika og Mellemamerika end jeg foretrækker, så bucket-listen over steder, jeg gerne vil fordybe mig i, rækker til flere liv frem.

Fordybelse og møder med kvinder:

Det jeg elsker allermest er at blive inviteret hjem. At have tid og fortrolighed til at spejle mig i kvinder i andre lande, og lade dem gøre det samme. Det bedste er, når de kan have glæde af min erfaring som erhvervsrådgiver og bestyrelsesmedlem, for så kan jeg bidrage med at udvikle deres forretning. Det kan også være ved at være en lidt tidstypisk feministisk dansk kvinde, som støtter dem i deres ambitioner og planer. Det er absolut det bedste øjeblikke. Jeg vælger kvindelige guider/drivere/fixere i verdens mindst besøgte og mest farlige lande, og siger stort set altid JA til alle nye muligheder og invitationer, særlig til besøg hjemme og dybe samtaler. I og med de fleste fixere er mænd, så er det reelt mindst lige så ofte dem, jeg sparrer med. De er så også altid glade for at tage mig og børnene med hjem til deres familier.

I 2022 blev jeg nomineret som året med purposeful traveler for det engagement af NomadMania. Selve engagementet går helt tilbage fra jer som 19-årig blev en del af Dansk Kvindesamfund og i nogle år var med i bestyrelsen der.

Rejser med børn:

At rejse med børn er som at rejse med en hundehvalp, det er en utrolig icebreaker. Jeg har venner, der rejser med malergrejer, musikinstrumenter og cykler, og der er alt sammen perfekt til at skabe kontakt rundt om i verden.

Jeg har valgt at vise mine børn verden og dele min kærlighed, nysgerrighed og glæde ved andre lande og civilisationer med dem.

Mine tre børn er mellem 16 og 23 år gamle og ser sig selv som globetrottere. De har gået på international skole i Stockholm med venner fra det meste af verden og ved derfor også, hvad de får ud af at kunne tale andre sprog. Vi har bla. læst kinesisk sammen i et par år. De ældste har valgt et gymnasium med et Global Citizen Programme. Alle tre dykker og står på ski. De er også medlemmer af De Berejstes Klub og har været i 85 til 130 lande hver især (pr. 1.9.2024).

Der ligger en reel investering i børnene som mennesker og en livsprioritering bag dette ift. brug af tid og penge.

Rejser alene med børnene, efter jeg blev skilt:

I efteråret 2015 rejste jeg for første gang alene med alle tre børn. Blot en tur til Porto, men nok til de tog ansvar for at finde AirBnB og til at give plads til hinandens rejseønsker. Porto er i øvrigt et godt sted i at snakke om de store opdagelsesrejsende. Siden da har jeg rejst alene med dem i Cambodia, Laos, Marokko, Hviderusland, Moldova, Transnistrien, Namibia, Botswana, Zimbabwe, Zambia, Ækvatorialguinea, Syrien, Somaliland, Sierra Leone, Mauretanien, Burundi, Bolivia, Paraguay, Uruguay, Sri Lanka, Maldiverne, Iran, Balkan, Gambia, Senegal m.fl. De har nu rejst med forældre. De har rejst med mig og mine veninder, med bedsteforældre og med egne venner. De er erfarne, nysgerrige og hensynsfulde rejsende.

Rejse med lokalt tøj på:

Mine døtre og jeg eksperimenterer lidt med det med tøjet. Når vi får syet lokalt tøj i landsbyen i Bangladesh, så åbner det en masse døre og giver goodwill for at værdsætte og anerkende den lokale kultur. Vi kan komme ind til kvinderne og deres fællesskaber i familierne og hjemmene, og det kan vi gøre op og ned socialt i samfundet. Tilsvarende giver det at være vesteuropæisk, høj, have en vis alder og være ‘kunden’ en vis autoritet, der giver friheden, som mænd har i de samfund, vi rejser i. Det er en helt særlig del af læringen at kunne bevæge sig vægtløs rundt i en anden kultur. De fleste mandlige rejsende, rejser mest i udstyr fra outdoor butikker, og det er også blandt mit foretrukne, fordi det er så praktisk. Det giver dog mest adgang ind blandt mændene, så det at variere med lokale kvinders klæder afhængigs af kulturen og stedet, giver meget ekstra.

Prisen for at forfølge målet så kompromisløst:

Prisen er blevet høj de sidste to år. Nordkorea er det eneste land, jeg endnu ikke har besøgt. De ser ud til at forblive lukkede i 5 år fra starten af pandemien, og er det eneste land i verden, der endnu ikke er åbnet. Jeg er endt med at måtte sige job op i Forsvarskommandoen, som jeg ellers holdt af, fordi det blev vurderet som uforeneligt, og det dermed blev livsdrømmen overfor jobbet.

Covid gjorde det svært at rejse, og krævede mange kortere rejser til 1-2 lande af gangen. Det blev for kompliceret og risikabelt at rejse mellem flere lande, pga risikoen for at strande, og pga den ekstra tid til at isolere sig før og efter hver rejse, for ikke at bringe andre i risiko. Det gav ekstraomkostninger i form af tests og rejsemønstre med at flyve frem og tilbage, der er dyrere og mindre bæredygtige, end de længere rejser på landjorden med tid til at møde mennesker, som jeg foretrækker. Heldigvis er det igen muligt, og jeg nyder det.

Hvad så bagefter, hvis det lykkes at rejse til alle lande?

Jeg stopper ikke med at rejse. Jeg glæder mig til at rejse med fokus på mennesker, festivaller, kvinder, stammer, verdensarv og alt muligt forskelligt, som jeg bliver nysgerrig på. Bucketlisten er lang og rummer både fordybelse, eventyr, meningsfulde møder med kvinder og at komme endnu mere ud i krogene af verden.

Rejser skaber fred.

Jeg er fortsat overbevidst om, at rejser vi, så møder vi hjælpsomme mennesker, hvor vi spejler os i hinanden. Det giver nuancer. Det gør det både sværere at lave fjendebilleder og umenneskeliggøre hinanden, og det gør det lettere at komme hinanden i møde og finde fælles løsninger på de globale problemer med befolkningantallet der stiger, biodiversiteten der falder og klimaet, krig/fred, adgang til vand, kvinder vilkår etc.

Fotoalbum, blog og instagram:

En af mine store glæder er at lave fotoalbum fra rejserne. Tidligere var det scrapbøger med fotos og postkort klistret ind. Siden blev det til album lavet i iPhoto på en Mac. Nu er min hjemmeside og instagram kommet til. Jeg sætter mine historier om mennesker og samfund højere end fotoets tekniske kvalitet.

https://www.instagram.com/expandingourhorizon/

Netværk for berejste:

Danmarks eneste rejsecafé, Cafe Globen https://cafegloben.dk, i Thuresensgade i KBH har betydet, at jeg fortsat lærer skønne mennesker at kende med samme vilje og lyst til at rejse. Jeg er blevet inspireret til nye rejsemål, og er begyndt at holde foredrag og skrive om mine rejser. Det sted vil jeg gerne anbefale til alle med udlængsel. Jeg er selv blandt foredragsholderne, blandt dem som booker foredrag og markedsfører dem på facebook, instagram, web og i nyhedsbrev, samt aktivt medlem af bestyrelsen. Det er også et godt sted af være frivillig bartender, at være gæst og at være anpartshaver og dermed for et mindre beløb medejer og støtte.

Jeg nyder at skrive rejseberetninger i rejsemagasinet Globen og for POV International. Jeg har også delt inspiration og forhåbentlig givet andre mod på at gøre noget tilsvarende

Da jeg altid har sat pris på at netværke og har initieret og faciliteret internationale netværk, siden jeg havde første udstationering i Tallinn, har jeg også meldt mig ind De berejstes klub https://deberejstesklub.dk, svenske Club100. https://www.club100.eu/ , i Travellers Century Club https://travelerscenturyclub.org/ og er blandt andet at finde som bestyrelsesleder for executive committee i det internationale rejsefællesskab Nomad Mania. https://nomadmania.com/profile/19151