Til et løb i Nordkorea blev hun den første danske kvinde, der nåede en helt unik milepæl
I flere år har Mette Ehlers Mikkelsen kæmpet for at besøge det eneste land, hun manglede, for at have besøgt dem alle.
Udarbejdet af TV 2 Kosmopol
Mette har en regel om, at hun minimum skal være i et land i 24 timer, når hun besøger det. Foto: Privatfoto
8. apr kl. 21.10
Af Kamille Agerley TV 2 Kosmopol
Mette Ehlers Mikkelsen er netop ankommet til et vandrerhjem i Kinas hovedstad Beijing, da TV 2 Kosmopol får fat på hende.
Kort tid inden var hun i Nordkorea, som var det eneste af de 193 FN-lande, som hun manglede at besøge.
Mette Ehlers Mikkelsen fra København er nu den første danske kvinde, der har besøgt alle verdens lande.
– Jeg er simpelthen så glad og – helt udansk – er jeg virkelig stolt, siger hun på en knitrende telefonforbindelse.
I flere år har Mette Ehlers Mikkelsen kun manglet ét enkelt land, for at være Danmarks mest berejste kvinde, og nu har hun i helt bogstavelig forstand passeret målstregen.
– Jeg er meget lettet, og jeg var meget lettet, da jeg kom ud af Nordkorea, siger hun.
Slutspurten blev et maratonløb
For tre år siden manglede Mette Ehlers Mikkelsen kun ganske få lande for at have besøgt alle 193. I takt med at de sidste lande åbnede grænserne igen efter coronapandemien, stod hun i en situation, hvor hun pludselig kun manglede at besøge Nordkorea.
Et land, der forsat var lukket for turister efter pandemien, og i forvejen begrænsede antallet af turister.
– I november 2022 åbnede Eritrea, omkring påsken 2023 åbnede Turkmenistan, så jeg tænkte, at nu ville Nordkorea også åbne. Og så skete der overhovedet ingenting. De åbnede bare ikke, siger Mette Ehlers Mikkelsen.
Tre planlagte ture blev til tre mislykkede forsøg, før Mette Ehlers Mikkelsen kom til Nordkorea.
Nordkorea er så langt ude af min kontrol. Vi skulle krydse grænsen torsdag, og onsdag blev det aflyst Mette Ehlers Mikkelsen
Det er knap en måned siden, at hun for fjerde gang fik mulighed for at komme afsted.
Denne gang skulle det lykkes.
Det krævede dog, at hun snørede løbeskoene.
For hvis hun ville til Nordkorea, skulle hun deltage i Pyongyang Marathon den 6. april.
– Jeg er ikke nogen maratonløber, jeg er faktisk slet ikke nogen løber, siger Mette Ehlers Mikkelsen og griner.
Heldigvis kunne hun både melde sig til at løbe enten 5 kilometer eller 10 kilometer. Kvinden, der ikke havde nogen løbeerfaring, meldte sig, sammen med sin 22-årige datter Lærke Ehlers Mikkelsen, til at løbe 10 kilometer. Og på to uger skulle hun træne op til at løbe 10 kilometer.
Da Mette havde været i 100 lande, besluttede hun sig for, at hun ville besøge dem alle. Det er otte år siden. Foto: Privatfoto
Ti semi-frie kilometer i Pyongyang
Det lykkedes.
Mette Ehlers Mikkelsen formåede at komme ind i Nordkorea og ovenikøbet klarede hun også at gennemføre de 10 kilometer.
– Det var så syret at få lov til at løbe semi-frit gennem Pyongyang. Jeg løb forbi kommunistiske plakater, soldater og politi, og en kopi af triumfbuen. Vi stoppede op og tog billeder af os selv og hinanden. Det var, relativt set, enormt frit, siger Mette Ehler Mikkelsen.
På en time og tyve minutter gennemførte Mette Ehlers Mikkelsen løbet.
– Jeg fik virkelig fornemmelsen af at komme i mål, helt bogstaveligt, siger hun.
– Jeg har tvivlet på, om det overhovedet ville ske. Jeg har virkelig skullet finde noget indre ro og holde fast i, at det var det værd, siger hun.
Når man har været i alle verden lande, møder man også lande i krig, som ikke har demokrati, eller måske ikke har ligestilling mellem mænd og kvinder. Men det er også en del af at rejse, mener Mette. Foto: Privatfoto
Tre nederlag
Første gang der opstod en mulighed for, at Mette Ehlers Mikkelsen kunne rejse til det lukkede land, var i starten af 2024 med en svensk rejseklub.
– Jeg blev nødt til at prøve, det var min livsdrøm. Vi skulle afsted i midten af februar, og turen blev aflyst den 5. februar. Jeg var så skuffet, siger hun.
Mette Ehlers Mikkelsen var konstant i venteposition og stod klar til at tage af sted, hvis grænserne skulle åbne.
En ny mulighed opstod i februar i år, men efter flere måneders planlægning, blev det igen aflyst.
Jeg synes godt, man må være ambitiøs. For mig betyder det noget at være den første danske kvinde, der har besøgt alle lande Mette Ehlers Mikkelsen
Kort tid efter fik hun mulighed for at besøge byen Rason, der, som det eneste sted i Nordkorea, blev åbnet op for turister.
– Vi planlagde det, så jeg kunne være der den 8. marts på kvindernes internationale kampdag. Jeg ville gerne være der den dag. Det ville passe godt til mig og til hele projektet.
Sammen med sin datter tog Mette Ehlers Mikkelsen til Kina ved den grænse, de skulle krydse for at komme ind i Nordkorea.
– Men Nordkorea er så langt ude af min kontrol. Vi skulle krydse grænsen torsdag, og onsdag blev det aflyst. Grænsen havde været åben i to uger, siger hun.
– Så stod vi der og kunne ikke komme ind og kiggede rigtig skuffede på hinanden.
Hun rejste med sin datter rundt i Kina, og de nåede knap hjem før muligheden, som endelig fik dem over den nordkoreanske grænse, opstod.
Mette og datteren Lærke på 22 år, der var med i Nordkorea. Lærke har været i 135 lande. Mettes søn har været i 85 lande, og hendes anden datter har været i 90. Foto: Nynne Frost Andersen / TV 2 Kosmopol
Rejsen er ikke slut
Mette Ehlers Mikkelsen står nu endelig med titlen som den første danske kvinde, der har besøgt alle verdens lande.
Undervejs har hun til tider dog frygtet, at det ikke ville ske.
Hverken at besøge alle verdens lande eller opnå titlen som den første danske kvinde, der har gjort det.
– Det har også føltes, som om at jeg har været fanget i mit eget projekt. Jeg har været i gang i mange år, og jeg har ikke vidst, om det ville lykkes.
Og netop derfor betyder den prangende titel meget for hende.
– Jeg synes godt, man må være ambitiøs. For mig betyder det noget at være den første danske kvinde, der har besøgt alle lande. Jeg kan vise kvinder, at de godt kan – og mødre at de godt må. Og så synes jeg, at det er sejt.
Og selvom Mette Ehlers Mikkelsen nu har besøgt alle verdens lande, er hun langt fra færdig med at se verden.
– Jeg bliver ved med at rejse, og jeg skal altid rejse, siger hun, før langdistanceinterviewet fra den anden side af jorden afbrydes.