Algeriet med Nicolai og Lærke. Dybt nede i Sahara ørkenen med tuaregerne- det blå nomadfolk

Tuaregerne Hussein og Muhammed tager imod os i Djanet lufthavn i deres traditionelle blå dragter og hovedtørklæder. Husseins træk er som mennesker, jeg har mødt i Sudan og på Afrikas Horn, mens Muhammed mere ligner mennesker syd for Sahara. Vi taler fransk med Hussein og engelsk med Muhammed.

Tuaregerne var 5 mio ved sidste folkeoptælling fortæller de os. Det er nogle år siden. De er fordelt over Algeriet, Libyen, Niger, Mali og Burkina Faso. De kan ikke længere rejse som nomader mellem landene. Det er ikke kolonimagternes skyld længere. Nu er de andre grænsestridigheder og sikkerhedsrisici, der er på spil.

Vi besøger en nomadelandsby. De bor i telte, og det ser ud som om, de flytter ofte, men de har faktisk boet her i 20 år viser det sig. Det er sket slet ikke en kultur med hjemmet som omdrejningspunkt som i Danmark. Familien fylder til gengæld mere end individdet ift. i Danmark.

To af kvinderne har navne, som også fungerer hos os. Sara. Minna. Min farmor hed Minna. Det smiler vi alle lidt af, mens vi snakker om det. Vi leger med børnene. Snakker med kvinderne. Desværre hsr vi brug for tolk, så Muhammed må hjælpe. Tuaregernes sprog er berbernes, samlebetegnelsen for de oprindelige folk her. Obs. Fønikerne og Romerne var her før Araberne. Araberne er så blevet her.

Byerne vi har oplevet har været i Ennebaba landsbyen og zouken i Djanet. Selv om den var beskeden kunne Lærke købe en billig oplader til iPhone (!) og sølvhåndværkeren Sallou får os til at bruge alle turens lommepenge, for han laver bogmærker til vores boglade familie.
Sallous ringe og øreringe er et mix af ibenholt / træ og sølv, ligesom en ring, jeg købte i Dakhla / Vestsahara / Marokko. Nu sidder de ved siden af hinanden på mine hænder og giver rejsen perspektiv, fordi de maskuline temperamenter her i Algeriet ikke har lagt den sag til side. Ligesom de ikke er nær en tilgivelse af Franskmændene, selv om mange er immigreret dertil.

Taher er musiker og taler tysk. Abdoul er Husseins fætter. Fætter, det er de vist alle i Mellemøsten 😉

Samtalerne om bålet handler om livet. Alt det almentmenneskelige. Om islam i forskellige lande. Om kvinders liv og frihed i forskellige lande. Om stjernehimlen, for den navigerer nomaderne efter i ørkenen. Den skal man kende fir

Vi er fløjet indenrigs i Algeriet helt ned i det sydøstlige hjørne ind mod Libyen og Niger. Algeriet er Afrikas største land og afstandene kan sammenlignes fra Danmarks 42.000 m2 til 1 mio. m2. lige et sted, hvor man kører rundt med mindre man har månedsvis til et roadtrip.

Her er der dobbelt så mange soldater som indbyggere. Militærtjenesten er to år og obligatorisk for alle mænd. Den er frivillig for kvinder. 1/2 år er træning og resten vagttjeneste feks stationeret hernede og langs grænserne til Mali og Marokko.
Det er orange og støder helt op til det røde område iflg. Rejsevejledningen.