Algeriet: Algier med mine to ældste børn Lærke og Nicolai og med Nouha.

Algier med Lærke, Nicolai og Nouha. Algeriet er et af de lande, jeg bare måtte tilbage til og opleve meget mere af. Det er fordelen nu ved at have rejst i 192/193, at jeg så kan forny min bucketliste. Det her er også et af de lande, jeg har besøgt alt for kort tid, fordi det alt andet lige kræver kompromiser at prøve at rejse til alle lande, samtidig med at jeg har haft tre job for at betale det, og tage børnene med, og især fordi jeg gerne vil være den første danske kvinde, der gør det, og derfor har skullet nå det, inden der gik for lang tid. Der er altid kompromiser i livet. Denne livsdrøm kræver en del af dem, men vel ikke flere end børn eller ægteskab.

Hermed er så også en del af svaret på et spørgsmål, jeg får ofte, nemlig hvad jeg vil, når jeg forhåbentlig får besøgt Nordkorea og dermed alle lande. Svaret er selvfølgelig fortsat at rejse, og mon ikke jeg kan gå i dybden med oplevelser, når det bliver en anden type kompromiser. Jeg rejste trods alt også 45 år, før jeg formulerede målet om at rejse til alle lande. Og rejste i etaper som svarer til livets etaper.

Det er tankevækkende at være her i Algeriet igen seks år senere og nu med Nicolai Ehlers Mikkelsen og Lærke Helene Ehlers Mikkelsen

Vi hygger meget med Nouha, der er uddannet i statskundskab og internationale relationer på universitetet, og samtalerne er til gensidig glæde.

Vi får grinet lidt med børnene og mødre. Med en sød og gæstfri ældre mand.

Aldrig før eller siden får I set så mange vægmalerier med fodbold som tema fra mig side. End ikke fra Liverpool. Jeg skal lige afkode farver og det lidt voldsomme. Det er bare fodbold. Der er kamp i aften, og Algeriet vandt over Benin og kvalificerede til African Cup, der finder sted hvert andet år.

Fodbold og vilde katte er her meget af. Og myntete. Og god mad i tahin. Limonade. Lokal pizza som streetfood.

Berberne er fem lokale oprindelige stammer. Jeg forbliver fascineret og positivt stemt. Det mindede mig om fine møder med kulturen i Libyen og Marokko. Et halstørklæde, jeg tidligere har fået er nu suppleret med mere med tegnene. I kirken Notre Dame du Afrique står teksten på fransk, arabisk og berbernes sprog og velsigner både kristne og muslimer. Synagogen er dog blevet en moske. På gader kan man se ældre skilte om, at man er på vej ind i muslimske eller jødiske nabolag og ikke skal gå derind, hvis man er det modsatte. Vi føler et stik af letteste over, at det ikke galdt de kristne.

Her er bygget en moske så stor, at den er højere end nogen anden. Her er det vigtigst, den er højere end den i Marokko. Helt ligegyldigt for os med konkurrencen med nabolandet. Så meget desto mere som den er i guld og bygget af kineserne for 2 mia usd. Tankevækkende og lidt bekymrende.

De gamle huse fra fransk kolonitid 1830- er smukke, men forfaldne. Det er synd, uanset hvorfor. Det er ikke til at bygge sådan længere, for det er alt for dyrt med de svungne smedejerns balloner og detaljerne. Franskmændene gjorde sig umage. Uanset at algierene hellere ville have frihed end fine huse.

Indiens præsident er på besøg, og vi må vente nogle gange, før vi kan opleve museet og monumentet. De taler investeringer. Den nye verdensorden med det globale syd, og som alt for få danskere endnu har fået øjnene op for. Jeg er stille taknemmelig for, at hun er en kvinde og optræder i farvestrålende sari.

Zouken er rar at shoppe i, for ingen river i os eller forhandler højlydt. Det passer os afdæmpede skandinaver godt. Zouken ligger ved en tyrkisk bygget moske i centrum, der har været kirke en periode. Med historierne om massakrer med blodet løbende helt ned til Martyrpladsen, så er tilgivelse ikke nær.

Vi nyder at være sammen og opleve og udvide horisonten igen.