Bangladesh: Vi bryder udgangsforbuddet og søger i sikkerhed i en landsby hos Milons familie.
Sidste nyt: premierministeren er gået af. Folk her i landsbyen fester. Militæret tager over. Dem vi møder tror på militæret kan skabe ro hurtigt og lave et demokratisk valg om et år.
// Er der andre i Bangladesh ? Så har vi fundet i sikkerhed hjemme hos vores lokale guide / fixer i landsbyen Horshi / Sukhoier / regionen Pakundia. Vi giver gerne en kop te her og måske lidt fred til andre lidt strandede rejsende her under udgangsforbud, demonstrationer og voldelige sammenstød med mange døde.
Vi ser sikkert lettede ud på billederne her, for vi startede morgenen med at bryde udgangsforbuddet med shoot at sight.
Her to korte situationsbeskrivelser fra to tidspunkter i dag.
Min datter og jeg flytter os lige nu fra screemangal green lead guest House til
Til min guide/ fixers hjem
Barbari family House
Vi er kørt her kl 04.30 lokal tid mhp at når frem kl 8 og dermed inden de slås i gaderne igen – vi forventer at få lov at køre igennem politi/ militærs checkpoint på trods af udgangsforbud pga vi er udlændinge. Så vi hsr chauffør og guide foran og guidens ven har jeg sat midt på bagsædet, så politiet/ militær ikke ser en bil i høj fart med to unge mænd på forsædet. Men i stedet ser to blonde
kvinder på bagsædet.
Så ser vi derfra, om vi evakuerer og flyver hjem tidligere, eller om vi bliver her – som det ser ud nu, tror jeg desværre ikke, at det bliver roligt igen indenfor en uges tid, som er den tid, vi har tilbage af vores rejse rundt i alle fire hjørner
—-
Vi ankom i guidens hus i landsbyen efter 4 nervepirrende timer i bil
Der er masser af sammenstød rundt i hele landet
Vest for stedet her, er en politistation angrebet af vrede mennesker, som synes politiet følger regeringen illegitime ønsker og befalinger imod befolkningen. 13 politifolk blev dræbt.
Vi kørte 04.30 for at komme igennem de to byer undervejs inden folk står op og urolighederne starter igen. En væltet udbrændt bil og en væltet bus, samt lidt politi og flere ambulancer blev det til. I går aften passerede vi en gruppe rasende unge mænd på motorcykler – 1-2-3 på hver. Det hele er letantændeligt overalt.
Udgangsforbuddet er der endnu. Fra kl 18 i går aftes og uden sluttidspunkt. De fleste er derfor hjemme fra skole olign, men da det er Bangladesh, som normalt er overfyldt i trafikken og overbefolket ift at kunne brødføde befolkningen på det oversvømmede areal, hvor floder vælger ud i havet og monsoonregnen vælter ned… tjah, så er det stadig med liv på gaderne, som vi som danskere synes må være en helt almindelig dag uden udgangsforbud. Perspektivet er forskelligt. De tager også lidt løsere på udgangsforbud olign, og de fleste er fattige og daglejere, bageren mm skal jo overleve, så de var igang fra morgenstunden.
Vi satsede på, at vi ville få lov at passere med Lærke og mig på bagsædet, fordi vi er udlændinge. Os vil man trods alt gerne passe på, og konflikten handler ikke om os. Endelig en konflikt som hvide vesteuropæere ikke har fået skylden for.
Vi er sikre nok her i landsbyen. Nu nyder vi lige det lokale liv og så ser vi an, om vi kan komme videre rundt til de to vestlige regioner af landet, sådan som vi havde planlagt.
—-
Premierministeren er lige gået af. Militæret tager over. De studerende fester i gaden i landsbyen. De synes hverken om den nuværende regering eller oppositionen og håber militæret laver demokratisk valg om et år. De tror også på at der bliver ro hurtigt nu. Lad os håbe det
Ham her ville gerne med til en by nogle timer væk og er ven af Milon, som vi rejste sammen med. Jeg sagde ja med den betingelse, at han satte sig sammen med Lærke og jeg på bagsædet. Så lignede det mindre en oprets bil med tre mænd foran, og mere at de var ved at køre os til lufthavnen for at forlade landet i sikkerhed .
