ALLE lande i Afrika – Eritrea!

Så har jeg besøgt ALLE lande i Afrika. Ella og jeg har nydt at rejse sammen. Meget passende for det fascinerende Afrikanske kontinent med hele 54 lande, så var Eritrea en vidunderlig oplevelse og helt sin egen. Faktisk så meget, at deres mål fortsat er at være så selvforsynende, at de er immune overfor sanktioner. Isolation og mangel på parlamentarisme går dog også hånd i hånd med fattigdom.

Vi har haft 6 fulde rejsedage i Eritrea og 1 transportdag hver vej. Lidt mindre end planlagt pga det mest håbløse visaforløb. Men det lykkedes. Som landets legendariske fixer, Tekeste, siger: All is well, that ends well. Tekeste er det sødeste og mest ydmyge menneske. Vi har snakket og danset, og jeg vil elske at besøge ham igen, lige så meget som at besøge landet igen. Nu er han også udstyret med print fra rejsenetværket NomadMania, så han kan hjælpe verdens mest berejste med at opleve det, NomadMania anbefaler i Eritrea. Anbefalingerne passer særligt til de rejsende, der er nysgerrige på, at der kan vente spændende oplevelser i alle lande.

Vi tog til den modernistiske hovedstad Asmara med huse fra Eritrea var en italiensk koloni. Til kystbyen Massawa, der blev bombet for 32 år siden og ikke er genopbygget på trods af, at landets import og eksport går igennem byen. Herfra sejlede vi ud til øer og snorklede. Endelig kørte vi sydpå for at klatre ned i en kløft til kalkmalerier fra 9.000 før vores tidsregning.

Jeg elskede, som altid, The Dark Side, som gravpladsen for gamle rustne tanks i Asmara. Krigskirkegårdene. Mindesmærket i Massawa med tanks til minde om de døde i et stort slag. Ruinen af et Sovietisk Fly med CCCP skrevet på skroget og under vingerne. Det og WTF: Bowle i Eritrea. Snorkle i Eritrea. Klatre i Eritrea. Ed Sheran i Eritrea.

Kystbyen Massawa ligger ud til Det Røde Hav. Vi er kørt hertil fra hovedstaden Asmara i halsbrækkende tempo ad snoede bjergveje uden et eneste rækværk til at tage lidt for, hvis vi skrider ud i et sving, eller hvis to lastbiler kommer for tæt på hinanden. Vi møder mange lastbiler på de snævre bjergveje, og endnu flere i byen, for Massawa er handelknudepunktet, hvor Lastbiler med containere sejles ind og ud.

Vi spiser udendørs hver aften på noget der ligner en parkeringsplads for containere, hvor et stykke er afgrænset med lyskæder. Sidder man midt i, når støvet fra lastbilerne ikke ind til os, selv om de cirkler langsomt rundt om os.

Herfra sælges guld. Og importeres cement fra Indien, selvom her er sand og vand nok. Her er eksport af kamelhanner som fra Somaliland. Ingen hunkameler eller hungeder eksporteres for at undgå, sted arabiske lande begynder at holde dem selv.

Det er ikke mange varer og få penge.

Guldminen har canadierne ejet 60 % af, men deres del er solgt til kineserne, der nu henter kinesiske arbejdere ind og tilbyder deres vanlige forretningsmodel.

Maden er glimrende uanset støv og begrænset import. Det er entraja-pandekager med stærkt krydret kød, bønner, grønt og røde og gule saucer, som jeg genkender fra Etiopien. Ella er ikke imponeret af den svampede konsistens og syrlige smag. Men kød, tortillaer og fisk er glimrende. Det samme er udvalget af italiensk mad som pizza og pasta. Tiden som italiensk koloni har her sat fine kulinariske spor.

Kaffen er som i Etiopien. Stærk. Ristet specielt. Serveret i bittesmå kopper fra en lille rund kande med lang hals. Filteret er tørrede græsstrå stukket ned i halsen på kanden. Kaffen serveres med små popcorn. Et rent udstyrsstykke på flere restauranter, hvor det lavet seperat af kvinder i nationaldragter.

Efter morgenkaffe sejler vi næste dag til et par af de små øer ud for kysten, hvor det er muligt at snorkle i Det Røde Hav med rustfarvede koraler og godt med små revfisk. Ella og jeg er enige om, at det at snorkle i Eritrea godt på komme på vores WTF liste. Vi sejler med Guivo, der ejer Las Guivo Tours. Med er også en kvinde, der tydeligvis ikke er sejlkyndig. Hun er med, fordi hun laver maden og brødføder tre børn mellem 4 og 10 år, erfarer jeg på hjemturen, selvom de to brølende motorer gør det svært at høre hinanden.

Da vi kører tilbage over bjergene fra Massawa ved kysten til Asmara i 2.000 meters højde, er der igen udsigt til de mange terrasser med landbrug, der gør det muligt at dyrke jorden i det bjergrige land. Alle skolebørn i bestemte klasser bygger videre på terrasserne hver sommer i deres skoleferie. Helt i tråd med socialismen og uafhængighedstrangen som ideologi.

De har ret fremsynede bygget 788 dæmninger siden uafhængigheden fra Etiopien i 1993. 788 ! Vi er altså ikke i et nomade samfund, der lader ørken være ørken, som så mange andre steder i arabisk Nordafrika.

Jeg møder en dansker, Christian, der lige har rådgivet landbrugsministeriet nogle måneder og har en Danida baggrund. Han bor i DK og synes det er kedelig st være pensionist. Han er gift og har to børn med en eritreaner i Danmark. De har lige købt hus i Eritrea – til danske priser – gys. Jeg håber, han får lyst st dukke op i Café Globen. Det er Christian, der fortæller, at appelsinerne mm på markederne er dyrket i det tørre land med hjælp fra bla terrasserne, dæmningerne mm. Desuden fortæller han os, at der er 1.000 cyklister med tilladelse til at cykle racerløb. Det forklarer de mange racerepå bjergvejeme. De vinder både cykling og også lidt løb her.

Et andet møde er med Luwan. Hun arbejder i Kino. En af de legendariske biografer, italienerne byggede i 1920-30erne. Den står stadig med fremviseren i cafeen og rødt plys på stolene. Luwan er 27 år, uddannet indenfor noget med dyr og har været værnepligtig. Da hun fortæller om værnepligt lyser hun lige så meget op som når hun fortæller om Kino.

Værnepligt er ét år og for både alle mænd og alle kvinder, fortalte Luwam, og brugte en del tid på at uddybe, hvorfor det var så sjovt og lidt som højskole. Der havde både været skydetræning, disciplin, musik i og dans. Her ryster man tydeligvis alle de 9 stammers unge sammen og forebygger dermed borgerkrig hhv sikrer sammenhold ift Etiopien.

Det er smart og ekstra nødvendig, hvis de skal holde fast i uafhængigheden, hvor emigration ikke er en mulighed for de unge. Kontante pengesedler må ikke tages ud af landet, og sedlerne med unge kvinder fra de forskellige stammer vises ligheder mere end forskellighed og fokus på skole, landbrug, handel og byggeri.

Der er forskel på de progressive unge i Asmara og de unge i landsbyerne. Det er der jo også i Danmark. Her står de unge drenge og venter ved markedet på at transportere varer hjem på sorte cykler med lad. Kamelerne venter på samme opgaver. De unge piger sælger grøntsager sammen med deres mødre under paraplyer til at skygge for solen. Landsby holdt marked til tonerne af Ed Sherans Shape of You. Nogle unge mænd spillede den fra en butik, og de synes, det var lidt sjovt, vi sang med og smådansede mellem tomater, chilier, appelsiner, bananer og kartofler. For tre dollars fik vi to bananer og seks appelsiner til den videre tur.

Sydpå blev landskabet gennemskåret af kløfter. Vi fandt ud af, at hernede var der hulemalerier fra 9.000 fvt. Klatrende mere end hikende nåede vi derned og blev belønnet af tegninger af kameler, giraffer, antiloper og en enkelt løve. Her har altså været langt grønnere tidligere. Belønningen var også et adrenalin rush. Vi havde ikke lige rækværk, og der var stejlt. Stoltheden og lettelsen bagefter er altid god. … og solskoldningen næsten obligatorisk efter mødet med middagssolen.

Det er anden gang på en måned, jeg har vandret til hulemalerier i Østafrika og har nu haft alle tre elskede store børn med. Ella her i Eritrea, og Lærke og Nicolai sidste måned i Somaliland. Der er meget at være både begejstret og taknemmelig for.

Med lidt EriTV, æggesandwich, spagetti med chili-tomatsovs og te på steder langs vejen med lokale rejsende, så var det hver gang godt at lille tilbage til Asmara.

Asmara er en skøn by. Sikker at gå rundt i selv om vi er to vesteuropæiske kvinder. Også om aftenen. Vi har ikke konstant nogen til at prøve at sælge os noget. Eller tigge. Det er en lettelse. Derfor få vi også set ganske meget af byen. Hele byen er Unesco Verdensarv pga den forfaldne men dog bevarede italienske arkitektur fra 1920-30erne. Her er biograferne Kino og Odeon. Operaen. Posthuset.

En benzin station formet som et fly med navnet Fiat er vartegnet. Tomt og forfaldent. Ellas ansigtsudtryk var målløst, da hun så det som det allerførste og fik at vide at den tomme tankstation er den arkitektoniske måske vigtigste bygning. Forventningerne til rejse dykkede kortvarigt.

De kom bestemt op igen ved hovedstadens skønneste WTF aktivitet. Bowling.

Vi fik simpelthen bowlet i en gammel sportshal. Nu er der også billiard, der spilles af de gamle mænd, og eSport med FIFA, der spilles af børnene. Ella og jeg kunne ikke lade være med at gå op i at få væltet alle keglerne. Vi rejste i en gruppe på denne tur, så der var nogen at spille med.

Kulturelt og historisk byder Asmara på en stor italiensk kirkegård med både italienske familiegravsteder, eritreanere og krigskirkegårde. Der er en koptisk kirke, en græsk ortodoks og en moske. Kvartererne med ambassader er klassiske i deres stil.

Asmara kan også nydes med cafeer med italiensk is, kager og god kaffe. Gode restauranter med italiensk og lokal mad. Mellem strømafbrydelserne, lykkedes vi med vinsmagning og smagning af ost og honning vin. Det hele fordøjet med dans sammen med Tekeste og en del lokale, der fik det mere live musik og selskab på dansegulvet for en aften.

Her er det ikke oplagt med lokalt tøj på samme måde som det gav mening i Somaliland. Slet ikke fordi vi denne gang var i en gruppe Vesteuropæere.

Det var et skønt afbræk at opleve varmen og naturen i Eritrea uden internet. Omend det ikke var et afbræk fra bureaukrati med de mange tilladelser, man skal have i Eritrea. For at forlade byen. For at sejle. For at køre bil over bjergene. For at besøge kalkmalerierne. Alt i fem eksemplarer i papir. Fotokopieret på kopimaskiner, der måske virker, hvis der altså er strøm. Det var ekstra tankevækkende, fordi det står i så skærende kontrast til, at jeg digitaliserer toldvæsenet med handel og kontrol i fokus i Danmark og EU. Her er Eritrea 50 år bagud uden tegn på andet end at sakke mere bagud. Men kan man få den tilladelse, der går forud for alle de andre, nemlig visa, så er landet i den grad et besøg værd.