Børn på udflugt til Somaliland

Somaliland har langt flere dansk- og svensktalende, end jeg havde forestillet mig. Det er somaliere, der er vendt hjem fra Danmark og Sverige, ligesom endnu flere fra UK, hvilket er naturligt, da det er den tidligere kolonimagt. Jeg har snakket med de sejeste, veluddannede unge kvinder, der hver dag skubber grænserne for, hvad kvinder kan tillade sig i det muslimske Somaliland. Jeg har mødt ældre kvinder, der forsørger 9 børn og 4 børnebørn med en lille butik med lidt varer, og en café, der serverer te med sukker og varm kamelmælk og qat til forbipasserende bilister, der har det ok med tæpper på jorden og et par plasticstole. Jeg har rejst med mine to ældste børn, og det har været en skøn fælles oplevelse, som altid. Samtidig er vi i den grad blevet hjertevarmt modtaget som familie af både børn, unge og ældre.

Deka er blot 23 år og allerede stifter af Heartbeat Healthcare Centre i Hargeisha. Hun er uddannet psykolog og gør nu en indsats for at få psykiske lidelser anerkendt som noget man søger hjælp for. Her giver tidligere borgerkrig og konflikter ellers rigelige udfordringer. Qat giver skizofreni blandt mændene, der holdes på hospital, indtil det værste går over, og så fortsætter de med qat hjemme hos familien. Eller de prøver med en iman til at uddrive vrangforestillingerne. Hun har såmænd også både tandlæge og et apotek i sundhedscentret. De forhandler endnu ikke Novo Nordisk trods diabetes eksplosion i landet, så der er en forretningsmulighed. Her er virkelig en mønsterbryder, der kan støttes og laves forretning med. Vi sparede om mulighederne i et par timer i dag, og hun fik en del kontakter med på vejen. Hun skriver hoyoo til mig nu. Det betyder mor eller en ældre respekteret person, forklarer hun.

Lidt mindre hjælp havde de stærke overklassekvinder brug for. Vi mødte intet mindre end tre, der alle havde været flygtet med deres forældre fra borgerkrigen, og havde boet i Danmark og Sverige og derudover UK og USA. De fortalte om deres valg med at vende tilbage og arbejde i Somaliland over vandpibe på en restaurant, hvor man såmænd havde fem store velnærede unge hanløver og en kælen og lidt småtyk leopard. Det var den familie, der stadig har medlemmer boende i Danmark, der driver restauranten. De lignede mest kvinder i Dubai, og presser hver især den mere konservative, ældre del af Somalilands befolkning for at give kvinder mere respekt og frihed til at være mindre tildækkede, arbejde og selv vælge om de ønsker ægteskab og børn.

Det samme med stærke @queensrawelo, der er flyttet til Mogadishu for at finde sine rødder i Somalia, ved at arbejde for Norge. Hun er smuk, veluddannet og selvsikker og har job som udsendt med britisk statsborgerskab. Vi mødtes ved Las Geel, hulemalerierne. Den eftertanke, stedet gav, havde gjort indtryk på hende, og hun sammenlignede vores rejse gennem 4 generationer af kvinder med sin egen rejse i sporene på sin mor og mormors historie, og var bare begejstret for at møde kvinder, der tager friheden og nomadelivet til sig.

Suad er 28 år, smuk og hårdarbejdende. Fuldtidsstudie på MBA, job i studenterforeningen på universitetet, og rådgiver for iværksættere. Hun er også vendt hjem og presser sig selv for at sikre sin fremtid, hvilket indebærer at styre at være mindre tildækket, studere og arbejde. Som de andre fire ønsker hun ikke børn, og hun er (endnu) ikke gift, for det er endnu en måde at forebygge et begrænset liv med mand og børn. Så længe det er nødvendigt at vælge, er der noget galt. Hvor var det skønt at kunne snakke med hver af dem og støtte lidt op om den forskel de gør. Det at støtte den lokale kultur ved at fastholde begrænsninger for de kvinder her, er totalt misforstået politisk korrekthed og konfliktskyhed.

Kvinderne på markederne inde i Hargeisha arbejdede for føden. Muna havde været syg. Hun havde stadig nålen til droppet i hånden, men havde det bedre og var tilbage i den lille butik med stoffer, hvor vi købte stof og fik syet kjoler. 19 usd for stof til tre kjoler incl en lille hue. 3,6 usd for at sy de tre kjoler incl tørklæder. Vi holdt af at støtte forretningen. Det gjorde vi også hos hende der solgte frugt. Solgte te. Solgte grene til at tygge i for at holde tænderne rene. Samt selvfølgelig de ældre kvinder, der veksler kontanter på det eneste penge-marked, jeg har hørt om. Bunker af kontanter ligger frit fremme i trillebøre og på små træborde uden at blive stjålet midt i byen på gader uden asfalt. Regeringen er vist bag seddelpressen, og de lokale er sikre på, at hvis nogen stjæler her, så vil de blive fundet og straffet. Her er heller ingen kultur for at stjæle, fastholder de.

I en helt anden del af landet og samfundet mødte jeg ældre kvinder uden boglig uddannelse med 5-10-15 børn. De knoklede på kamel og gedemarkedet, og kom ind fra landet for at sælge dyrene og deres mælk. Her var det, at vi klædte os lokalt og tildækket den direkte vej til deres hjerter, for de så det som vores respekt for dem og deres kultur og religion. Jeg havde ikke fået skubbet mere til deres verdensbillede uden tørklæde, måtte jeg erkende. Tværtimod. Med tørklæde tog de kontakt, spurgte, fortalte og lyttede. Alene det, at jeg kan rejse verden rundt med mine børn som fraskilt / kvinde og selv arbejde og forsørge os. Det alene er en passende forstyrrelse. Næste gang vil de forhåbentlig tænke, at jeg da var ok, og give vesteuropæere en chance.

Muunisa fra Djibouti på kamelmarkedet var min favorit. Den omfangsrige bedstemor på 45 år med 9 børn og 4 børnebørn var også ret sej. Hun var tydeligt familiens samlingspunkt og overhoved og pushede godt med kath i kunderne.

Fast Track Security. Det er vejen frem at have en soldat med. Vores var søde og stille Aynlee ‘Adi’. Han kendte alle vagter ved politicheckpoints. Vi havde tilladelse til at køre i dem alle, men med Aynlee til at vinke og råbe venlige hilsner, så gled vi glat igennem. Selv der hvor jeg så gerne ville ind i næste Nomad Mania region i bjergene, og vi derfor kørte videre og vinkede og smilede uden at få tjekket tilladelserne. Så fik jeg besøgte næste by, Dubur, hvor højdepunktet var en hel flok religiøse pakistanere, der holdt til i moskeen for at lære fra sig om deres version af islam. De hverken gav hånd eller tilbød et toilet, men var alligevel overraskede over at jeg ikke lige havde backpacket rundt i Pakistan alene eller med børn. Jeg bed mig i tungen.

I bjergene var der i byen Sheek adskillige universiteter og andre skoler. Det viste sig at være UKs fortjeneste for de har sendt mange til London for at studere og havde startet uddannelsesinstitutionerne her. Det gav mange en chance selv om ikke har råd til at studere i Etiopien, Indien, eller sågar UK. Minderne fra briternes ledelse fra desuden ruinerne af guvernørens hus med tilhørende tennisbane og ruinerne af et lille fort. I Hargeisha besøgte vi den kirkegård for faldne for Commenwealth fra både 1. Og 1. Verdenskrig, som briterne har anlagt. Som altid fon respekt for hinduen, muslimerne og i det hele taget den enkelte, som altid får skrift med om regiment, rang, opgave og religion og nationalitet via skrift mm på gravstenene.

Havnebyen Berbera rummer enormt potentiale, hvis de kan sikre freden. Her bygges en endnu større industrihavn end den i Djibouti, der ellers er den største i regionen nu. Der er fiskerestauranter, hvor nye kokke, der ikke tørsteger fisk til ukendelighed ville være en klar forbedring. Først og fremmest kan man bade i 30 grader varm vand uden understrøm fra en kilometerlang sandstrand helt uden hoteller. Der var ingen engang ret meget plastic på den offentlige strand udenfor centrum. Vi startede med en morgen svømmetur.

Selve byen er den reneste i regionen. Borgmesteren er valgt på at få alle ud og rydde op hver aften. Man skal dog nok lige vide, hvor meget affald der kan ligge i en afrikansk provinsby, før man værdsætter, at her kun er støvet på de smalle jordveje rundt i bymidten. Opmærksomheden trækkes af ruinerne af 3-400 (?) år gamle huse, der åbenbart er ejet af diasporaen, dvs somaliere bosiddende i udlandet, og derfor ikke lige skal bruges. Dem der fortsat bor i byen tiltrækker også vores opmærksomhed ved at kalde på os eller Guleed og spørge til os. Hvor vi kommer fra. Er vi familie. Er vi turister og ikke fra en NGO. Hvorfor vi har tørklæde på. Ofte et tak fordi Lærke og jeg har tørklæde på.

Vi misunder Nicolai, og alle andre mandlige rejsende, hvor let det er at pakke, og ikke mindst hvor lidt opmærksomhed deres påklædning, seksualitet og familiestatus tiltrækker. Jeg er så glad for oplevelserne, det lokale tøj giver, samtidig er jeg bedre tilpas og mindre sårbar i mit eget rejsetøj. I Somaliland ville jeg også have mindet flere om kvinders rettigheder i Vesten, så det er lidt et både / og.

BBCs broacasting startede her i havnebyen Berbera. Guleed fortæller stolt, at de broadcastede herfra før end fra London. Vi undlader at faktatjekke, som vi står der i aftenens tusmørke på torvet og ser på en cementdims, der ligner foden af et fyrtårn malet i rød hvid og grøn som Somalilands flag og stadig med et par højtalere på toppen. Omkring os sidder mænd på cafeer på lave træstole flikket sammen af gammel træ med remme. Kvinderne sidder foran hvert sit hus med børne legende rundt om sig. Ofte er de flere sammen. Roen er faldet over dem. De drikker te med varm gedemælk og sukker. Det eneste broadcasting der fylder gaderne med støj er som sædvanlig imamernes råben eller nærmest hylen fra minareterne, tilsat store TV fra før fladskærmenes indtog. TVene står i hjemmelavede sammenflikkede trækasser på ca 1 m høje træben udenfor caféerne. De kan aflåses om natten, og der kan virkelig ikke være meget regn, når de kan holde til at stå udenfor med elinstallationer og utætte trækasser. TVerne virker dog fint og sender et besynderlig lydtæppe ud i gaderne fra imamers prædiken, Bollywood, reklamer og Tom&Jerry. Vi slog os naturligvis ned ved Tom&Jerry og slog en sludder af med en venlig ældre mand, mens Guleed vil slået to af dagens fem bønner af i eet hug. For en gangs skyld nogenlunde effektivt. Han beder trolig, og er en af de få fixere, der har ladet mig vente flere gange daglig på at han skulle bede. Den anden var Ben i Niger. Jeg er jo ikke kendt for den store tålmodighed eller religiøsitet, så jeg glipper altid lige med øjnene, når jeg skal vænne mig til det.

En fra turismeministeriet kom hen og spurgte venligt til vores oplevelser på torvet. Her tog jeg nu ikke lige hverken imamer eller andet op, men roste vist mere sikkerheden og den rene by. Jeg ser nu ikke lige for mig, at en embedsmand fra et turistministeriet skulle gå rundt i et lands by nr 2 på torvet for at udspørge de få besøgende i et af verdens mindst besøgte lande om deres oplevelse. Uanset hvem han var, så fik vi endnu engang øvet vores høflige Salam A Leikum, Leikum Salam, samt Skalavar og tak / Maha Sanid.

Vi tog forbi Las Geels. Et 12.000 år gammelt lærred med kalkmalerier i en række grotter i bjergene midt i ørkenen. Her er kvæg, hunde, og sågar hvide elefanter og giraffer. Her er mennesker, der danser. Her er kvæg der parrer sig, og kvæg der er drægtigt. Meget enkelt og konkret. Smukt sted med udsigt, varme, brise, vilde krydderurter og sågar enkelte blomster mellem sand og kaktus. Små gnavere levede i bjergene, mens falde og svaler fløj over dem og os. I ørkenen omkring mødte vi skildpadder og hjorte. Vagterne bor i området med deres familier. Det er tydelig nomader, der bor lidt fast. Husene er lavet af grene med gammelt stof trukket ud over. Der er vel plads til to madresser, men de rummer forældre og 10 børn. Hus med køkken og folk er omkranset med tornekrone, der peger udad. De skal holde hyæner væk, for de tager gederne om natten. Her virker virkelig fattigt. Vores vagt vil da også gerne have penge. Han tigger hos Nicolai, som jo er manden i selskabet. Men da han så får lokal valuta fremfor dollars takker han nej, og min empati fordufter.

Skildpadderne går langsomt over vejen. Flere gange stoppede vi for at bære dem sikkert over. De bliver ofte 150 år og kan blive op til 300. Det sker jo bare ikke, hvis der kommer mere trafik på vejene.

Gederne æder alt, som de gør allesteder. De er heldigvis forbudt i byen, og man må kun spise dem, der lever på landet. Dem er der mindre tester i fra plastic, affald mm, og der er mindre fedt på dem. Det er nu ellers lidt svært at tro på, at de ikke spiser de geder, der bor på vores små restauranter langs vejene. De æder troligt alle de papirsservietter som gæsterne smider på gulvet. Vores ellers søde vagt Aynlee tænker ikke over det. Han tørrer sig omhyggelig om munden med tre servietter. En af gangen. For så at smide dem på jorden lige foran sig een ad gangen. Papirkurven var så stor som en vasketøjskurv og stod blot to meter væk og påkaldte sig opmærksomhed med mintgrønt plastic. Det gjorde ingen indtryk på de andre gæster, der alle var somaliske mænd.

Kamelerne er gående landbrug og rigdom. De gør ikke meget væsen af sig, men er mange penge værd og eksporteres. Så nomaderne behøver faktisk ikke dyrke jorden, der får lov at ligge som ørken med grønne tornebuske, selv om her er vand nok til at gøre Israel kunsten efter med drypvanding og landbrug. Kamelerne især og til dels gederne er forklaringen på, at landet er langt rigere, end vi tror ved første øjekast. Man kan overleve som nomade ved at sælge et par i ny og næ. Nogle har mange og er rige. Det er også forklaringen på de høje priser på jord, trods de store områder, der for os at se, ligger uopdyrkede hen.

Somaliland er ikke Somalia. Det er det iflg FN, De Berejstes Klub mfl. men heldigvis bærer Somaliland præg af den uddannelse, som briterne har investeret i dem, og af de ressourcestærke, der er vendt hjem fra Vesten. Det burde mange flere gøre. De er deres lands bedste ressourcer.

I 1991 tog en somalisk general ikke bare den somaliske del af Etiopien, han blev også grådig og fortsatte lod Addis Ababa. Det skulle han ikke have gjort. USA, UK og Rusland var for en gangs skyld enige om at få ham hjem til sig selv, og han mistede mere end det vundne. Landet røg ud i en borgerkrig for at få ham fjernet.

I 1991 opløstes USSR heldigvis. De baltiske lande fik feks endelig den uafhængighed de ønskede. Vesten begyndte at tro på en verdensorden uden Kold Krig. Clinton blev valgt som præsident og i 1993 gik man så ind i Mogadishu med amerikanske, pakistanske og malaysiske tropper i et håb om at stoppe borgerkrigen. Det blev en tragedie. Filmen Black Hack Down skulle både være realistisk og rædselsvækkende. Nederlaget i Mogadishu er en del af (den komplekse) forklaring på, hvorfor FN ikke forebyggede eller standsede folkemordet i Rwanda kort efter. Man havde ikke mod på flere rædsler uden udsigt til løsning blandt warlords og stammer i Østafrika.

Somalia har nærmest siden været sunket ned i en intern konflikt, som både har givet plads til pirateri, kidnapninger og Al Shabaab, den selvudnævnte arm af Al-Quaida.

Siden 1991 har Somaliland været selvudnævnt uafhængig. Det er godt for dem. Grænsen er bevogtet. Det samme er vi og alle andre besøgende. Det forekommer yderst fornuftigt i mine øjne. Sådan lidt værdi for pengene. En soldat koster ikke meget her. Det koster derimod uforudsigelige summer i mistede indtægter fra handel og lidt fra turisme, hvis man mister udlændinge. Især hvis de kidnappes af islamiske ekstremister. Samtidig tjener soldaterne lidt ekstra på drikkepenge, og sikrer lidt smidighed gennem de mange polititjekpoints.

Tilbage står vi med minder om endnu en dejlig rejse sammen, der har udvidet vores horisont. Vi håber, vi har rørt hjerne og hjerter hos de mennesker, vi har mødt, som de har rørt vores. Mest af alt ønsker jeg en ny generation af kvinder med uddannelse og mod, der kan flytte deres mødres liv med 10 børn. Det er klart muligt her, for de kan huske tiden før borgerkrig mm, hvor de gik i vestligt tøj, og fordi en række af de ressourcestærke vender hjem fra Vesten, bla. fra Danmark og Sverige.