Interview i VanløseLiv: Mette har vasket hår i ko-pis og snart har hun besøgt alle verdens lande: De her tre lande skal du besøge
Mette Ehlers Mikkelsen er Danmarks mest berejste kvinde – og så bor hun i Vanløse! Vanløses lokale avis VanløseLiv har interviewet mig om mine rejser, nu hvor en af Danmarks mest berejste familier er flyttet til Vanløse. Tag med på rejserne og få 3 anbefalinger med her:
Mette har vasket hår i ko-pis og snart har hun besøgt alle verdens lande: De her tre lande skal du besøge
Man behøver ikke at være Bettina Aller og have en kæmpe pose penge for at kunne gøre det her, fortæller Mette Ehlers Mikkelsen, der mangler få lande for at have besøgt alle lande i verden.
Mette Ehlers Mikkelsen er Danmarks mest berejste kvinde. I hvert fald hvis du spørger De Berejstes Klub.
Og hvis du tror, at Mette besøger lækre hoteller og drikker drinks ved poolen, så skal du tro om igen.
– Man behøver ikke at være Bettina Aller og have en kæmpe pose penge for at kunne gøre det her, fortæller Mette Ehlers Mikkelsen, der gik med drømmen om at besøge alle verdens lande i årevis.
Og da hun blev skilt, sprang hun ud i sit livs rejse-eventyr.
– Jeg har rejst meget med mine forældre som barn og ung, og siden har jeg arbejdsmæssigt altid haft det internationale og de muligheder, der er der, i sigte, fortæller Mette Ehler Mikkelsen, der beskriver sig selv som en kosmopolit, der har benyttet alle muligheder for at rejse. Selv da hun var studerende.
– Jeg har endda stået på ski i Uralbjergene og kaldt det et studieprojekt, siger Mette Ehlers Mikkelsen og griner.
Beslutningen
Da Mette besøgte land nummer 100, fejrede hun det i den Dominikanske Republik med en cigar og et glas lokal rom foran statuen af Christoffer Columbus. Hun tænkte:
– Det kunne være sjovt at besøge alle verdens lande. Og det var muligt, da hun allerede var over halvvejs, hvorefter hun researchede lidt og fandt De Berejstes Klub og andre netværk, der gav hende de værktøjer, hun havde brug for for at kunne gennemføre sine rejser.
– Selvom jeg er en meget erfaren rejsende, er der mange steder, jeg ikke havde været, og De Berejstes Klub består af folk, der rejser meget og giver sine erfaringer videre til hinanden om alt, såsom en lokal rejsearrangør, man kan stole på, fortæller Mette, der kun har haft positive oplevelser på sine rejser.
Også selvom hun – som hun selv siger – er en høj lyshåret kvinde, der skiller sig ud.
Mettes formål med at rejse er få kontakt med lokalsamfundene. Derfor er hun ikke som mange andre i transit i de “farligere” lande.
For Mette Ehlers Mikkelsen betyder det nemlig noget, at hun møder de lokale.
– Det er lige meget med de her rejser, hvis jeg ikke møder de lokale, da det er i mødet, jeg oplever kulturen, siger hun.
Derfor er hotel-kæder med swimming pool og drinks i baren om aftenen ikke noget, hun benytter.
– Pengene, jeg bruger på mine rejser, går til de lokale. Såsom det lille familieejede hotel og den lokale guide, da mit aftryk er givende og værdifuldt for mig, siger hun og fortæller, at hun elsker mødet med kvinder, der ligesom hende selv har børn og job. Kvinder, som ønsker et bedre liv.
Hvor mange lande er der i verdenen
Ifølge De Berejstes Klub er der 195 lande i verdenen. FN godkender 193. Danmark og De Berejstes Klub anerkender desuden Taiwan og Kosovo som lande.
– Johannes Møllehave har engang sagt, at det skal mærkes, at vi lever. Og det forsøger jeg til fulde.
Hvad er det vildeste, du har oplevet?
– Skal det være vanvittigt i forhold til kulturforskelle, kan jeg nævne, da jeg var i Saudi-Arabien, der lige havde åbnet op for turister og derfor sagde: – I behøver ikke have tørklæde på.
– Så stod jeg der med mit store lyse hår og min datter Lærke med sit lange røde hår, blandt alle de indpakkede kvinder.
– Noget andet kan være alle de møder, jeg har haft med kvinder på de gamle handelsveje og pilgrimsruter i Vestafrika.
– Her mødte jeg Saida, der var blevet skilt og var flyttet tilbage til landsbyen langt inde i ørkenen i Mauritanien. Her havde hun startet et lille hotel op for 18 år siden. Et hotel, der var startet med telte. Hun dyrkede nu grøntsager, hvor hun havde ansat alle landsbyens kvinder for ikke at gøre mændene sure eller (for) misundelige. Hun var meget inspirerende, og ligesom jeg en voksen fraskilt kvinde med store børn, der havde det formål med livet at få det bedste ud af det.
Vaskede hår i ko-pis
– Noget andet kunne være at lave noget så skørt som at vaske hår i ko-pis, siger hun og griner.
Ko-pis?
– Ja, i Sydsudan vaskede jeg hår i ko-pis hos en stamme. Mændene i stammen bruger ko-pis til at få gult hår, og synes det er flot. Jeg rejste sammen med nogle yngre globetrottere, og det gav rimelig meget streetcredit, fordi de ikke turde. I og med at jeg jo er mor og har skiftet bleer, så tænkte jeg:
– Herre gud, jeg kan bare vaske håret bagefter, siger Mette Ehlers Mikkelsen og forklarer, at mange af dem, hun møder på sine rejser, er yngre folk, der rejser ret kompromisløst.
– De rejser alene, har ingen børn, og så bruger de alt, hvad de ejer på at rejse. Jeg er et andet sted i livet, fortæller Mette Ehlers Mikkelsen, der arbejder ekstra og har bestyrelses- og censorjob for at finansiere rejserne.
Hvor skal du hen næste gang?
– Iran, og det er nok det land, jeg glæder mig allermest til, fordi det har så gammel en kultur, der minder om Silkevejen. En kultur med rig arkitektur og smukke blå og sandfarvede bygninger, fortæller Mette Ehlers Mikkelsen, der har haft sine børn med på flere af sine rejser.
– Mine børn elsker det, og de er blevet en del af rejserne, og rejserne en del af dem. Min ældste datter er bidt af at rejse, og at hun i øjeblikket er i Asien.
Jeg har givet min kærlighed til at rejse videre til mine børn. Lært dem at verdenen er et sikkert sted at være.
METTE EHLERS MIKKELSEN
Da Mette blev skilt for seks år siden, fik hun mulighed for at prioritere anderledes.
– Så var det ikke biler, tøj og hus, der fyldte mere, og derefter har jeg konsekvent og benhårdt arbejdet for at kunne rejse og ikke mindst tage mine børn med. Og det er lykkedes i en grad, som jeg ikke havde turde tro. Og mest af alt.
Mette holder en kort pause.
– Jeg har givet min kærlighed til at rejse videre til mine børn. Lært dem, at verdenen er et sikkert sted at være. De har lært, at folk er venlige og gæstfrie. At verdenen er meget mere sikker, end man ser i nyhederne, og den forståelse er en af de største gaver, jeg som rollemodel kan give.
Når du har nået alle 195 lande, hvad skal du så?
– Så er det Antarktis, og så har jeg også oplevet eventyr på alle kontinenter, svarer Mette Ehlers Mikkelsen og griner.
Og derefter?
– Jeg bliver ved. Jeg skal være meget syg for ikke at rejse, men når jeg er færdig med mit mål, så bliver det endnu mere eventyrligt.
Eventyrligt?
– Jeg skal genbesøge de fede steder og opleve særlige festivaller for nomader i Niger og Mongoliet og besøge flere fjerne stammefolk i Sydamerika og Afrika. For bare fordi man har været i et land, har man ikke været alle steder, siger hun og slår fast, at det hele går op i en højere helhed for hende, når hun både kan inspirere andre til at turde verden og samtidig bruge sine erfaringer i sit arbejde med international handel, sikkerhed samt kvinder og bæredygtighed.
Tror du, at du når alle 195 lande?
– Projektet er, at jeg når alle lande, og det er svært i sig selv, da der er visa, og der er lukkede lande, og alt muligt der kan gå galt i den sammenhæng. Jeg mangler dog kun syv lande, og det er inden for rækkevidde nu.
Hvis du skulle anbefale tre lande, der ikke lige er på de flestes to go liste, hvilke skulle det så være?
– Hvis du kan lide Prag, så er Tallinn næste rejsemål. Landet, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen i 1219. Derudover er Estland er et lille smukt land. Både den gamle Hansastad Tallinn og naturen, svarer Mette, og fortsætter.
– Kulturelt er de tæt på os, og vi anerkendte dem sammen med Island som de første, da de løsrev sig fra Sovjetunionen. Og de har lige så meget brug for os nu som Ukraine.
– Hvis du har en kærlighed for Thailand, så er Vietnam næste rejsemål. Dernæst Laos og Cambodia. Sydøstasien har de venligste mennesker, den bedste mad og højest værdi for pengene. Børnefamilier oplever, at børn er velkomne, og man kan sikkert sende sin unge voksne afsted med rygsæk. For de historisk interesserede er der minder fra Vietnamkrigen. Danmark har støttet med bistandshjælp, og man kan stadig se danske færger fra Vognmandsruten i Mekongdeltaget i Syd ved byen Can Tho.
Tredje og sidste anbefaling er at tage på safari i Afrika. Det er en af de største naturoplevelser i verden, du kan opleve, da der er elefanter og giraffer. De fleste kender Kenya og Tanzania i nord. Færre er opmærksomme på, at man også kan opleve safari i Uganda med træklatrende løver og strabadserende hikes til bjerggorillaer. Længst mod syd i Kruger Nationalpark i Sydafrika kan man få lov at tage mindre børn med, hvis de kan holde sig i bilen og være rimelig stille. I Sydafrika kan man også besøge flodheste i Wetlands syd for Kruger og vil man gerne lidt tættere på dyrene, er der mulighed for at bo i de private ranches og tage på safari her. Mine børn taler stadig om at klappe en gepard, lege med løveunger og ride på en struds, siger Mette afsluttende.
Mette Ehlers Mikkelsen
Mette Ehlers Mikkelsen bor i Vanløse med sine 3 børn og sin kæreste.
De er en af Danmarks mest berejste familier. Ella er 14 år og har besøgt 83 lande. Lærke er 19 år og er med 105 besøgte lande den mest berejste af de tre, for hun har haft orlov i studierne for at rejse med Mette det seneste år. Nicolai er 20 år og er flyttet hjemmefra, men rejser stadig med og har besøgt 80 lande.
Jakob og Mette har mødt hinanden i De Berejstes Klub. Han er også blandt Danmarks mest berejste og har besøgt 153 forskellige lande.
Du kan lade dig inspirere til selv at rejse alene og som familie med børn i alle aldre af Mette på www.expandingourhorizon.dk og instagram Expandingourhorizon.