På rejse med Nicolai i Sierra Leone

På rejse med Nicolai i Sierra Leone. Det har været en stroppetur med lokale KeKe/ TukTuker og deletaxis med os som 2 ud af 9 passagerer rundt i landet og samtidig en rejse med stor varme og respekt for en del af de mennesker, vi har været så heldige at møde.

Rejsens mål var at nå Gola Rainforest National Park i det sydøstlige Sierra Leone ind mod grænsen til Liberia. Vi nåede det og hikede gennem regnskoven til den åbnede sig med sollys over lysning med sorte klipper og udsigt så langt øjet rakte hen over den udstrakte regnskov med kun regnskovens lydtæppe af cikader, aber og fugle. I hovedkvarteret for nationalpark projektet havde de fået 2 chimpanseunger ind. De havde været kæledyr og søgte kontakt med mennesker og legede med hinanden, mens de ventede på at komme til Tacugama Sanctuary. Det er stedet i Freetown, hvor chimpanser kommer til efter handel.

Regnskoven er ude i diamantområdet. Det sidste hjælper ikke på sikkerheden i et land der er et ad verdens absolut fattigste og berygtet for : Ebola – bushmeat – 10 års borgerkrig hvor de huggede hænder og fødder af hinanden – bloddiamanter – rydning af regnskov – inflation – omskæring af kvinder…

Vi er selvfølgelig også i Freetown, hovedstaden med navn for de frigivne slaver, der er givet til af briterne. Gadebilledet fyldes af mange i rullestole pga polio, der tigger aggressivt, og de endnu flere der vil veksle lige nu, hvor SL har skåret 3 0’er af valutaerne, og USD er på sit højeste og veksles til samme kurs som euro. Valutauro føjer smerte til fattige familieøkonomien, hvor maden allerede er steget til det dobbelte på 1/2 år, og prisen for de tålelige privatskoler stiger, for dem der minder om en lavere middelklasse.

Nicolai føjer Sierra Leone til rækken af ekstraordinære fødselsdage sammen – spise fårehjerne i Albanien (17), og Moskva på vej ombord på den transmongolske jernbane (18). Jeg nyder ubeskrivelig at rejse med ham igen og have tid og anledning til at lytte.

De små chimpanseunger er søde og legesyge. Vi gør som de lokale ved regnskovsprojektet. Nærmer os forsigtig og bidrager til de er glade og trygge og adspredte. De er afleveret fra et privat hjem, hvor de har været holdt som kæledyr. De har vist haft det godt alt andet lige. De har fået mad og er trygge ved mennesker og opsøger selskab og leg. Den ene er lidt snottet, så vi håber, de skynder sig fra Kenema til Freetown med de små. Vi har nemlig været der, og i Tacaguma Chimpanzee Sanctuary er de virkelig idealistiske og passer godt på chimpanserne. Så godt at vi som besøgende kun må stå på ganske lang afstand.

Vi besøgte Sanctuary’et allerede den første dag. Da vi kom ind med en af dyrepasserne var vi os to og en enkelt lokal familie. Det så ikke ud til, at der ville komme flere hele den dag.

Vi var i byen og havde netop passeret den amerikanske ambassade. Men samtidig var vi inde i regnskoven. Byen Freetown udvides nemlig op af bjergsiderne og dermed ind i regnskoven, i takt med at der kommer stadig flere mennesker. Det med at der bliver flere mennesker, og at det er et problem er noget der end ikke tales om, og spørger man, så er svaret af et ærligt hjerte og ganske undrende, at det kan der ikke laves om på (nogensinde).

Chimpanserne har ikke alle gode oplevelser med mennesker. Ikke fordi de er bevidste om, at vi rydder deres regnskov. Men fordi de har været holdt som kæledyr. Det virker kun som en god idé, når de er helt små, men en udvokset chimpanse er 5 gange stærkere end et menneske. 5 gange stærkere end en stærk mand. Alligevel er det stadig almindelig at holde dem som kæledyr, og britisk og EU finansierede NGOer laver informationskampagner for at gøre opmærksom på, at det er en dårlig idé. Derfor lader man ikke besøgende interagere med dem. De kommer ikke ud og leve vildt igen, for de har ikke færdighederne, men træner i stedet på pæle med reb imellem i at balancere og klatre i træer. En enkelt ung han er agressiv og kaster sten mod menneskene.

Han samler en sten op, vejer den i højre hånd og tager så et lille tilløb, drejer rund om sig selv og slynger som en diskoskaster stenen op mod nettet der redder en enkelt besøgende på balkonen 5 meter væk fra at blive ramt. Den unge chimpanse er mellemlederen med ambitioner om at rykke fra at være nr. 2 i flokkens hieraki til nr. 1.

Pludselig skriger og brøler alle chimpanserne. Alle i fokken sidder på hver sin pæl og brøler. Det ser spøjst ud. Dyrepasserne kommer til, men kan tilsyneladende hverken berolige dem eller finde ud af, om de har set en slange.

I næste indhegning bor flokken af dem, som kan bo i skoven selv, hvor de bygger reder i træerne for natten. Denne gang kommer de, når John kalder. Men næste gang kommer de nok ikke, for han havde ingen peanuts med.

De små chimpanser kan vi kun se, hvis vi klatrer op af en 70 fod høj vindeltrappe, der er nødtørftigt boret ind i et af junglens kæmpetrær. De skulle have givet mig en kikkert, for at de havde givet mening.

Ærligt, så er det ren feelgood med referencer til Jane Goddals forskning og glæden ved at støtte en god sag. Men landet har presset sine chimpanser så meget med at spise dem og holde dem som kæledyr, at der langt endnu. I den anden ende af kontinuummet står de do-good-kompromisløse naturbevarelses NGO-ansatte fra UK, der endnu har ungdommens idealisme helt udenpå tøjet. Endelig er her ingen turismeindustri. Alle rejsende skal være her på arbejde med minedrift, diplomati eller udviklingsorganisationer. Det er så der, de relativt få dyr her i Tacaguma Sanctuary beskyttes så meget, at det ikke er den store oplevelse at besøge dem.

Vil man gerne opleve chimpanser, så er det franske projekt i Cameroon langt bedre, hvor man får lov at være med til at fodre reddede chimpanser på små øer i floden ved at kaste mangoer og bananer ind til dem. Eller abeskoven i Bangui i Gambia, hvor mindre aber kan finde på at komme hen for at blive fodret med peanuts og bananer, mens man går gennem deres skov. Eller gorilla treck i Uganda/ Rwanda / DRC. Selve projektet er fint at støtte hjemmefra ligesom det i Cameroon, og her er klart værd at tage hen, hvis man gerne vil opleve Sierra Leone.

Gola Nationalparken er skøn. Man skal abstrahere fra finansministerens oliepalmeplantage, og skovrydninger til huse og rismarker, så kommer man efter 2 timers kørsel fra Kenema endelig til nationalparken. Lidt pudsigt kan man ikke køre så langt ind i selve parken. Der er en Camp med plads til 20 (flere) og derfra står den på hiking. En skøn skov at hike i med stilhed der kun brydes af cikader, fugle og aber. Med store sten. Højder og dermed udsigt. Og med varme og luftfugtighed uden at det bliver for meget. Her er godt for krop og sjæl. Det er 6 uger siden den seneste rejsende har skrevet sig ind i gæstebogen, og den skal man skrive i. Da skoven åbner sig, lyset kommer os i møde og vi træder ud på rene sorte klipper til en fabelagtig udsigt over regnskov i dale og over bjerge så langt øjet rækker, udbryder jeg ‘det er ligesom i Jumanjii’. Well, jeg har børn, så det blev referencen. Det var så smukt, og var hele rejsen værd.

Selve rejsen var også noget af en rodet omgang at komme rundt. Da vi ankom måtte vi igennem det sædvanlige Vestafrikanske kaos med covidvaccinations-dokumentation, et covidskema vi ikke ikke skulle udfylde og så alligevel skulle udfylde, visa, simkort og vekslen med 13.500 Leone til 1 USD. Det var lufthavnen. På vejen retur var der igen lige samme unødvendige digitale selvangivelse. Men man må give dem, at ALLE var søde både ved ankomst og afrejse. Smil og hjælpsomhed. ‘Prøv at sige dit navn’, ‘skal du til Danmark’ og ‘rejser du med din mor ? Ihhh, hvor er det fantastisk’ og min favorit i Security Departure ‘din mor er smoking (hot) – jeg er også din søn, for vi er alle de samme, uanset farve. Dernæst til en bus til en båd, hvor vi i mørket skulle sejle over til hovedstaden. De slukkede motoren flere gange, hvor vi lå og huggede i bølgerne. Nede i båden var der mørkt og godt med dieseldampe.

Det sidste stykke blev en tur i en af de små gule trehjulede knallerter med bagsæde. KeKe hedder de i Sierra Leone. TukTuk hedder de i Asien. Allerede ved båden havde jeg måtte betale, for de havde ikke hørt om aftalen med Alf på hotellet, og Saio tog allerede ugens første forhandling med transporten, fordi taxien ville have for meget. Saio sparede endda den ene keke væk, da han så, hvor lidt bagage vi rejste med.

Resten af rejsen fulgtes vi med Saio gennem forhandlinger med taxi, delebiler og keke’er i uendelige timer. Det betød så også, at vi har oplevet lange rejser gennem landet og landsbyer. Med og uden rejsefæller i bilerne. Med stop hos lokale producenter og forhandlere af palmeolie og de nye manuelt drevne maskiner til at presse olien ud af frøene, så man trods alt ikke skal træde på dem, som man også gjorde på druerne i vinproduktionen i gamle dage.

Vi køber mad til regnskoven i et lille supermarked et sted. I en endnu mindre landsby, støtter vi kvinden Benji ved at handle lidt, bla slikkepinde. Nicolai deler en pose slikkepinde ud og omringes straks af fremstrakte børnehænder. Stemningen er god. Kvinderne der sælger grøntsager smiler til mig, mens deres børn henter slikkepinde hos Nicolai. Han har lidt overload af mennesker bagefter, men det var en god oplevelse. Sådan går det ind og ud af butikker som Benjiis med fugtigt cement med grønne og sorte mosplamagef, fordi alt er vådt her, og bygninger står halvfærdige i årevis og suger fugt, inden de måske bygges færdige med maling og tag. En kvinde er ved at friturestege pølser og kyllingestykker i en voklignende gryde. Den står på Jorden. Udenom løber to høns. Den ene har mistet næsten alle fjer og er både mager, senet og nøgen. Den var end ikke røget til slagteriet med de kornfede danske eksportkyllinger. Chaufførerne er mest pressede i Freetown. Her kører bilerne stædigt mellem boderne på markedet. Da nogle endda kører mod en ensretning, så kører en familiefar faktisk i os. Nicolai og jeg blev i bilen og låste dørene, mens en ophedet debat gik igang bag os. Dette er en rejse, hvor selve rejsen er målet.

3 gode mænd: Saio Kamara. Han havde kørt den yngste i Norden til at rejse til alle lande, Henrik Jeppesen, fra Sierra Leone til Guinea. Henrik satte os i kontakt med hinanden. I hele 2 år havde vi skrevet sammen, inden jeg kommer til Sierra Leone. Undervejs vinder han vores tillid fuldstændig og er så ordentlig til at passe på os, finde løsninger og forhandle for at holde priserne nede i nærheden af de lokale. Han vil virkelig gerne præsentere sot land ordentlig. Tager det op, når vi igen mødes som en mulighed for ekstra 10 usd. Saios søn studerer jura for at tale folks sag. Den værdi har han med hjemmefra. Vi når også at besøge hans yngste datter Eva hjemme og møde morens familie. Vi er kommet så godt ud af det. Jeg ser såmænd tårer på hans kinder ved afskeden. Ham anbefaler jeg gerne til andre rejsende.

Bockarie Koloromae er vores guide til regnskoven. Han har tre børn og vil gerne forsørge dem og lære endnu mere. Inden længe er han på Goodreads med Nicolai for at få bogtips.

Niawama er Bockaries landsby langt inde i skoven. Det er en del af Joru Chiefdom, der er det af de 7 høvdingsledede områder, som vi besøger, der hvor vi begiver os ind. Han er kontaktperson til dem. Joru er den primære landsby eller hovedkvarteret som Bockarie kalder landsbyen. Gaura hedder høvdingen.

Alf den professionelle hotelchef fra The Gambia, der har lidt af en ledelsesopgave her med at få en basal forståelse for rejsendes ønsker trænet ind i de lokale medarbejdere. Han forsørger fire børn med en effektiv udgave af flere job, der matcher mig ved at drive et hotel, eje et andet og handle palmeolie ved siden af, når han kører hjem til familien. Med job bag sig i 12 lande i Afrika med hoteldrift, så får vi nogle gode snakke om ledelse og forretningsudvikling.

Det var spændende at opleve hotellets personale i Freetown, for de er mest vant til forretningsfolk, diplomater og udviklingsfolk. De skal være her, og prioriterer derfor wifi og basic funktionalitet. Lave ratings der lukker hoteller andre steder, betyder mindre her.

Det med at lære service lykkedes med de helt erfarne folk som Boua i restauranten og Fatamata i receptionen. Dem, der blev ansat efter covid, var billigere og … well, i mine øjne anede de heller ikke hvad de lavede.

Kvinder, jeg gerne havde snakket mere med: Benji, der driver sin egen butik i en af de små byer, vi besøgte i syd. Hun leverer også palmeolie til Saio, der får provision for at købe det til en virksomhed. Saio tæller dunke i baglokalet, og hun påpeger straks de fire ekstra, så hun får hele indtjeningen med. Hun ligner de andre kvinder med t-shirt og et stykke stof med lokale mønstre bundet om livet som en slå-om nederdel. Datteren er med i butikken og er virkelig skøn.

Saios tidligere kone og mor til hans øjesten Eva. Fatamata fra receptionen, for hun har tre børn, er gift med en major, og er smart nok til at bede mig anbefale hotellet på tripadvisor, og der lige nævne hende ved navn. Jeg kunne ikke lade være med at grine og anbefale at bruge det til at forhandle lønforhøjelse. Alf er nu god nok som chef, og hun havde da også haft 5-6-8 måneders barselsorlov.

Alt det landet er berygtet for: Ebola – bushmeat – 10 års borgerkrig hvor de huggede hænder og fødder af hinanden – bloddiamanter – rydning af regnskov – inflation – omskæring af kvinder…

Ebola ser vi kun et enkelt skilt langs vejen om. Det er langt inde mod grænsen til Liberia, hvor ebolaen var. Skiltet opfordrer til, at man undlader at røre ved døde mennesker. Bushmeat er stadig udbredt. Kun i nærheden af Chimpanzee Sanctuary advarede et enkelt skilt om, at det at spise aberne kunne give ebola.

I ti år var her borgerkrig. Rebeller. Politik. Bloddiamanter. Det blev en rædselsvækkende historie, hvor mange fik hugget hænder og fødder af, og børn blev soldater. Hvordan de venlige mennesker vi møder i landsbyerne kom dertil er umuligt at forstå. Næsten lige så umuligt er det at rumme den tilgivelse, de har vist hinanden siden. Rebellerne er integreret i landsbyerne og omskolet af dem de har hugget hænderne af. Rydning af regnskov så vi mindre til end i Cameroon. Men også her er kinesere, der opkøber og bygger gode veje til at transportere varerne på. De er også med flyet. Men handelen har ikke skabt rigdom blandt almindelige mennesker.

Inflationen er tværtimod høj. Mens vi rejser her indfases de nye sedler, hvor man har skåret 3 nuller af valutaen Leone. Vi balancerer fedtede gamle 10.000 der svarer til nye 10ere. Det giver en hel dobbelt-serie med hjem til min gode ven Ole Egholm, der samler. For de lokale er underholdningsværdien til at overse. De veksler på livet løs i gaderne. Mange er bange for at værdien af Leone ryger og hamstrer så til dollars. Derfor er dollars nu samme værdi som euro her, og Leone falder til dollar. Taberne er almindelige mennesker, hvis liv nu er hårdere end under borgerkrigen, når man ser på kampen for at have mad på bordet og børnene i skole.

Pigerne har det fortsat hårdt her. De er stadig børn, når de får børn. Plakaterne hænger overalt med opfordringer til at give pigerne uddannelse fremfor et tilbud om ægteskab; om at bruge kondom mod HIV; om gratis bind; om at undlade at tæve og voldtage kvinder. Præsidentens kone hænger på alle skiltene, men det er vist mest ord. Man skal dog nu være 18 år og frivilligt vælge at blive omskåret – sådan formelt.

For at prøve at forstå det tager vi på Nationalmuseet. Her kommer vi lidt nærmere ritualet ifm omskæring med de sorte masker der er som runkne hoveder uden hals. Der følger en hel dragt med. Der er faktisk dragter for flere stammer og hemmelige ritualer. Meget af det knyttet til voodoo og animisme med horn, fjer, perler mm.

Historien portrætteres med den største respekt for et koloniland, jeg endnu har oplevet. Briterne købte jorden lige før 1800 og sendte frigivne slaver hertil. Det er gået noget mere smertefrit end med Israel.

Briterne var her til 1960erne. De er her den dag i dag med støtte til Universitet og biodiversiteten. Det vækker heldigvis den fortjente glæde. Ret upassende er der kinesiske skrifttegn på den plakat, hvor 61 års Sierra Leones uafhængighed (fra briterne) fejres.

Overfor ligger frihedsmonumentet med monumenter for opbygning af den knækkede tillid mellem civile og soldater. Her er billeder af historien, borgerkrigen, politikerne, slavernes befrielse mm. Et mindesmærke er ‘smagfuldt’ formet som en soldaterhjelm. Den er malet med camouflage, og malingen skaller af. Den smilende og gæstfrie soldat herinde står nu i stedet omme bagved og maler reklameskilte til markedsføring af en ny drink.

Uafhængigheden forvalter de tvivlsomt. På vejen hjem sidder vi sammen med en mekaniker fra Sierra Leone, der nu har boet 14 år i Hamborg og er gift med en tysk kvinde og har to børn. Han fortæller, at der er to ledende partier. Det som har magten nu, havde fokus på udvikling de første fem år, og siden er det fastholdelse af magten, der har fokus. Nicolai og jeg havde undret os os over de absurd mange store villaer, der stod halvfærdige og bare blev fugtige og ødelagte. Det viser sig at være byggerier, som støtter af den forrige regering satte igang, og som så ikke blev færdige, før de mistede den politiske magt. Genvinder de magten næste år, så fortsætter byggerierne. Mønstret med dårlig politisk ledelse i Afrika er trist.

Hele vejen rundt om er alle ministerierne. Her er det store Cotton Tree, de katolske kirker, markederne og moskeen. Lidt længere nede ligger shantytowns, og så kommer vi ud til de to strande, hvor stemningen stiger, højtalerne spiller højere, bølgerne slå mod kysten og de lokale tager hen for at more sig. Den ene er gratis og fuldt med plastic og gang. Den anden hedder No. 2. Den koster 1 usd pr person og så har det community, der ejer den, renset stranden for plastic og tang og sat stole, borde oh parasoller op.

Det er et godt sted, der har fanget noget fint fra dansk eksport og Carlsberg.

Et skilt lyder: Probably tur best beach in the world. Nicolai og jeg skyller oplevelserne ned med den lokale Star, og da den er tynd, så ellers Hunters eller Savannah cider. Den sidste tager vi i lufthavnen i Freetown, mens vi lægger an til 23 timers hjemrejse med bil, båd, bus, fly, transit, fly, metro og bus. Jeg er fyldt at kærligheden til eventyret, menneskene og min søn og mine døtre. Det at vi deler eventyrene i denne grad har jeg selv lagt grundstenene til, men de er voksne nu og vælger det selv til nu og fremover.