ExpandingOurHorizon

Følg rejsen til alle verdens lande med børn og bliv inspireret til selv at komme afsted ved at læse med eller booke et foredrag.

ExpandingOurHorizon
Ikke-kategoriseret

Somaliland. Artikel i POV International.

Tag med til Somaliland sammen med mine to ældste børn, der nu er unge voksne, og jeg. Tag med rundt i landet og lær landet at kende gennem vores møder med vidt forskellige kvinder fra forskellige samfundslag og flere med en kobling til Danmark. Deres drømme hhv. planer for fremtiden, uddannelse, job og familie.

Mød landet hvor kameler er big business. Hvor geder kun må sælges ud af landet hvis det er handyr, for at sikre at avlen forbliver her. Hvor er en flygtede til Sverige, DK og UK under borgerkrigen og nu er vendt tilbage for at opnå større velstand og social status her, mens de dog snusfornuftig fastholder forbi fræsen til Norden og dermed adgangen til pension, sundhedsvæsen og gratis uddannelser.

Mød landet hvor kvinderne sælger stof, mens kun mænd syr på symaskine … for det er jo en MASKINE 😂🤯

En helt særlig fælles oplevelse for os.

Artiklen har været bragt i seneste nummer af Rejsemagasinet Globen, de Berejstes Klubs Blad. Blot med andet layout og valg af fotos, for det har redaktørerne stået for.

Nicolai og jeg ser Tom & Jerry på et TV fra før fladskærm i en trækasse, der låses af når cafeen lukker. Ren retro til kaffen.

Det er 8. artikel, POV International bringer fra min hånd om rejser – og lidt om bestyrelsesarbejde, internationalisering og erhverv. Et uafhængigt og lødigt nyhedsmedie, der ikke har betalingsmur og er værd at støtte.

DEN USÆDVANLIGE REJSE #8 // SOMMERSERIE – Tag med til Somaliland på besøg hos Deka, Muna, Rawelo og Suad. Seje kvinder med vidt forskellige liv, som Lærke (19), Nicolai (21) og jeg møder på rejsen fra hovedstaden Hargeisha til havnebyen Berbera, op i bjergene til Udur og ud til hulemalerierne i Laas Geel.

Sommer er rejsetid, men man kan se verden og få nye oplevelser på mange måder. I løbet af sommeren inviterer POV læserne med på usædvanlige og tankevækkende rejser.

Deka er blot 23 år og allerede stifter af Heartbeat Healthcare Centre i Hargeisha, hovedstaden i Somaliland. Hun er uddannet psykolog og gør nu en indsats for at få psykiske lidelser anerkendt som noget, man søger hjælp for. 

Det er tabubelagt. Især hos mændene, hvor den tidligere borgerkrig ellers giver rigelige udfordringer. Mændene tygger khat. Det giver så yderligere skizofreni. En del holdes på hospital, indtil det værste går over. Eller de prøver med en iman til at uddrive vrangforestillingerne.

Somaliland
På besøg hjemme hos Deka. Foto: Mette Ehlers Mikkelsen

Så Deka er modig og som iværksætter forud for sin tid. Vi sparrer om mulighederne for sundhedscentret, der også har tandlæge og apotek, over frokost hjemme hos hende og hendes familie. Hun skriver ”hoyoo” til mig nu. Det betyder mor eller ”en ældre respekteret person”, forklarer hun.

På et kamel- og gedemarked møder vi ældre kvinder uden boglig uddannelse 

28-årige Suad er lige så hårdtarbejdende med MBA-studie, job i studenterforeningen og som rådgiver for iværksættere. Hun er også vendt hjem og presser sig selv for at sikre sin fremtid, hvilket indebærer at insistere på at være mindre tildækket, studere og arbejde. Som de andre veluddannede kvinder, vi møder, ønsker hun ikke børn, og hun er ikke gift, for det er endnu en måde at forebygge et begrænset liv.

Klædt under vores status i Somaliland

Fire unge hanløver og en småtyk, kælen leopard er trækplaster på en restaurant, hvor vi mødes med tre stærke overklassekvinder. De er alle flygtet med deres forældre fra borgerkrigen og har boet i Danmark, Sverige, Storbritannien og USA. Over en vandpibe fortalte de om deres valg med at vende tilbage. Familien, der driver restauranten, taler dansk og har stadig familiemedlemmer i Danmark. De er velklædte og handler i Dubai. Deres position giver dem styrke til at presse på for at give kvinder frihed til at være mindre tildækkede, arbejde og selv vælge, om de ønsker børn.

Somaliland har eksisteret siden 1991, men er ikke anerkendt som selvstændigt land i FN. Man beskytter sine udenlandske besøgende med soldater og med mange checkpoints. Mange flygtede til Storbritannien, Sverige og Danmark under krigen. 

Der er en regel om, at man kun må spise geder fra landet og ikke fra byen, da geder fra byerne har for meget plastic i sig. Mændenes misbrug af khat står i vejen for udvikling.

Det er kun mænd, der håndterer symaskinerne. Foto: Mette Ehlers Mikkelsen.

De driller mig lidt med, at Lærke og jeg er klædt lokalt under vores status. Vi har nemlig været en tur oppe på 2. sal i et af byens større markeder, hvor kvinder sælger kjolestof. Lærke og jeg havde valgt stof i grønne og blå farver under meget sjov med kvinderne her. Muna havde været syg og havde stadig nålen til droppet i hånden, samtidig med hun var i gang med at sælge stof igen. 

19 USD for stof til tre kjoler til Muna, plus 3,6 USD for at sy de tre kjoler inklusive tørklæder. Det er kun mænd, der syr tøjet, for det sys jo på maskiner, kan jeg nok forstå. Det var hurtigt klaret, for de lange striber stof sys langs siderne med åbning til hals og arme.

Pengemarkedet. Foto: Mette Ehlers Mikkelsen.

Nicolai havde rystet lidt på hovedet af os og grinet. Han ville gerne videre, for her var varmt på anden sal med mennesker, maskiner, støvet stof og ingen udluftning. Vi var fortsat igennem det lokale marked for penge, der står fremme i store bundter, og havde slået et smut forbi en café med varm te med gedemælk inden monumentet med et kampfly.

Ud på landet

Herfra tager vi ud på landet. På et kamel- og gedemarked møder vi ældre kvinder uden boglig uddannelse med 5-10 børn. De kommer ind fra landet for at sælge dyrene og deres mælk. Her er det, at vi klæder os lokalt og tildækket – den direkte vej til deres hjerter, for de ser det som vores respekt for dem. 

vi mødte en gruppe fundamentalistiske pakistanere i en lille moské, hvor de ikke gav kvinder hånd

Med tørklæde tager de kontakt, fortæller og lytter. Det, at jeg kan rejse verden rundt med mine børn som fraskilt kvinde og selv arbejde og forsørge os, gør dem nysgerrige. De sætter grinende vores tørklæder sådan, som de nu synes, de skal sidde.

Skribenten sammen med ”Adi” i hulerne ved Las Geels. Foto: Mette Ehlers Mikkelsen.

Vi kører med ”Fast Track Security”. Det er vejen frem at have en soldat med. Vores var søde og stille Aynlee ”Adi”. Han kendte alle vagter ved politiets kontrolposter. Vi havde tilladelse til at køre i dem alle, og med Aynlee til at vinke og råbe venlige hilsner, så gled vi glat igennem. Dermed kom vi til bjergbyerne Udur og Sheek, og vi kom ind i en NomadMania-region, vi egentlig ikke havde tilladelse til, hvor vi mødte en gruppe fundamentalistiske pakistanere i en lille moské, hvor de ikke gav kvinder hånd. De blev dog så overrumplede over at møde os tre, at vi fik en snak.

Politiets kontrolposter er en vigtig del af rejsen. Foto: Mette Ehlers Mikkelsen.

Vi tager til Laas Geel. Her er klippegrotterne, ude i bjergene midt i ørkenen, med et 12.000 år gammelt lærred med kalkmalerier, der fortæller om en fortid med kvæg, hunde og sågar hvide elefanter og giraffer. Her er mennesker, der danser. Her er kvæg, der parrer sig og kvæg, der er drægtige. Smukt sted med varme, brise og vilde krydderurter. Små gnavere ser på os fra sikker afstand, mens falke og svaler flyver over os.

Jeg er både glad for oplevelserne, det lokale tøj giver netop her, og samtidig mindre sårbar i mit eget rejsetøj

Ved Laas Geel møder vi stærke Rawelo, der er flyttet til Mogadishu for at finde sine rødder i Somalia. Stedet gør også indtryk på hende, og hun sammenligner vores rejse gennem fire generationer af kvinder med sin egen rejse i sporene på sin mor og mormors historie og er begejstret for at møde kvinder, der tager friheden og nomadelivet til sig.

Mændene tygger khat. Foto: Mette Ehlers Mikkelsen

Ved kysten rummer havnebyen Berbera potentiale, hvis de kan sikre freden. Endnu er her fiskerestauranter, der tørsteger fisk til ukendelighed, og en lang sandstrand med 30 grader varmt vand og helt uden hoteller.

Vi misunder lidt Nicolai, hvor lidt opmærksomhed hans påklædning og familiestatus tiltrækker. Jeg er både glad for oplevelserne, det lokale tøj giver netop her, og samtidig mindre sårbar i mit eget rejsetøj. Netop i Somaliland kunne jeg måske have støttet de uddannede kvinders kamp for vestlige rettigheder, hvis jeg havde undladt at gå med tørklæde. Vi håber, næste generation oplever større sikkerhed, frihed og ligestilling.

Du kan læse andre artikler i samme serie her.