Den smukke side af Iran (del 1)

Den smukke side af Iran (del 1) er de gæstfrie iranere / persere, og den rige kultur, der ses i de smukke haver, og de symmetriske, farverige og symmetriske kunstværker i moskeerne, der i stilen viser, at vi er ankommet til Silkevejen og 1001 nats eventyr.

Handelsruten Silkevejen gik igennem Iran. Herfra blev der handlet med Europa og i den retning med alle landene fra Iran via Uzbekistan, og helt til Mongoliet og Kina.

Handelen med Uzbekistan ses tydelig på moskeer og paladser. De er sandfarvede med stærke blå og tyrkiske klinker / fliser. Mønstrene i den blå baggrund er symmetriske, detaljerede og farverige. Her er blomster, fugle og masser af krummelurer. Kunsten og arkitekturen er så smuk.

Handelen med Europa ses bla. i malerierne i paladserne. Her er portrætter, der ligner portrætterne af danske konger på Kronborg.

Vi rejste den klassiske rute for turister med fokus på kunsten og historien. Den har UNESCO anerkendt med godkendelse af en lang række steder som UNESCO verdensarv. Faktisk langt flere end jeg kommer til at nævne her. Efter denne rejse har jeg besøgt 270 UNESCO verdensarvssteder og vel 400 med de der er på listerne over tentative.

Haverne er ofte verdensarv. Det er fuldt fortjent. Min familie, Frederiksen-klanen, og jeg elsker haver. Her er himmelhøje cypresser, der giver skygge. Roser med stærk duft i lyserød, pink, rød, gul og hvid, der gør rosenvand skønt. Lange kanaler og lave bassiner med vand, der giver velsignet fugt og kølighed midt i ørkenens tørre hede. Her er vindtårne, som fanger enhver umærkelig brise og bærer den ind i husene, så de blev rare at bo i helt uden klimakatastroferne aircondition. Vindtårnene bærer vinden helt ned til reservoirer under jorden med det kostbare vand. Her er bestemt en del viden at huske. Det er reelt mest dette, der står tilbage for mig som stor civilisation, fremfor det styrtende rige diktatorer har kunnet betale sig fra.

Rundrejsens rute:
Teheran (indenrigsfly)
Shiraz (roadtrip)
Yazd
Isfahan / Esfahan
Teheran

Teheran blev Khomeini mausoleet, krigsmuseet (museum of Holy Defence) og fængselsmuseet. Plakater af et blødende Stars and Stribes, martyrer og kvinder med slør. Alt dette på What the Fuck listen omtalt i den første blog fra The dark side af Iran.

Teheran var også smukke paladser, hvor herskere og hele deres familier har boet smukt. Den sidste konges bolig eller officielle lokaler er det mest spændende i paladskomplekset Sa’dabad. Den sidste konge er ham danskere kender som Shahen. Han og hans forgængere har indrettet sig i en stor park med huse til hver del af familien, herunder et fælles køkken, hvorfra en sikret bil med mundskænk kørte mad ud til hver enkelt af de tydeligvis gift-mords-truede royale familier. Der er de smukkeste og mest kunst færdige stuer, hvor Jimmi Carter som amerikanske præsident er blevet modtaget, inden præstestyret tog over. Colestan paladset er et andet af de smukke paladser med marmor-trone med plads til en hel familie og i det hele taget så meget grønt marmor, at det inspirerede Lærke, som nu nyder sin morgenmad af den fineste grønne marmorskål.

Vi fløj til Shiraz. Altså godt sydpå og derfra var rejsen så et roadtrip nordpå tilbage til Teheran med stor ikke bare i de større byer Yadz og Esfahan, men også adskillige steder undervejs. Unesco verdensarv som smukke haver, moskeer med arkitektur fra Silkevejen, helligdomme fra mindretallene og borge ligger tilsyneladende overalt.

Shiraz: Forestil jer hvilket spild det er, at de under Shahen og de øvrige konger og deres dynastier har produceret Shiraz VIN og nu i stedet demonstrerer præstestyrets hellighed ved at producere VINEDDIKE i stedet. Shiraz druerne er købt af Australien. Jeg er så klar til Shiraz vin, nu hvor jeg lige er kommet tilbage til Danmark. Det er da skøn livsnydelse.

Shiraz var en skøn by. Ganske stor.

Eram haven er opkaldt efter paradiset, Eram. Her er familiens hus hvorfra lange baner med vand går derind fra alle sider og igen ud i haven. Træerne giver skygge, som man nærmest vil give alt for i varmen. Særlig med alt det tøj, vi skal have på. Der er bænke overalt. Roser med duft fremfor perfekt form. Og så er der søde og gæstfrie mennesker. Vi er i virkelig mange telefoner nu og enkelte af billederne med unge kvinder, familier og børn og deres bedstemødre.

Asif-Abad er også en flot have med … holy defence museum 2, så du får lige kampvogne, antiluftskyts, et fly og martyrerne med i det ene hjørne af haven.

Der er også café i haven. Vores yndlingsdrinks er dem med Basil seeds og dem med blomsterblade der ligner små guldflager. Her er is med pistacienødder og safran. Jeg får endelig god kaffe – det er hotellerne ikke gode til, men det er de mange små barristaer til gengæld. De er faktisk virkelig entusiastiske og søde og i sig selv en oplevelse.

Vi fotograferes af og med familier med unge kvinder som nærmest drages til os. For nysgerrig snak og interesse. Jeg har respekt for det mod de lægger for dagen. Svarer også kun, at landet har rig historie og gæstfrie mennesker, fordi jeg nødig vil såre dem. De har tydeligvis hørt, hvor dårligt ry deres land har, og vil så gerne give os et godt indtryk. Det gør de også.

Vi besøger en lokal familie. De er cool. Upscaler brugte kufferter til sofaer. Kunst. Upcycling. Det går hånd i hånd. Sikke meget de kunne tjene, hvis de måtte eksportere via deres Instagram side. (Find den via mit Instagram opslag). Han og jeg kan ikke lade være at snakke iværksætteri og forretningsudvikling, fordi han har en master i business administration samtidig med den kunstneriske åre, og er ved at spore sig ind på sin målgruppe med upcycling og det globale som den spændende vinkel.

Vi blev modtaget med gæstfrihed og masser af lokal mad. Med music på traditionelle redskaber, og ikke mindst med digte og med traditionelle Hafiz digte med forudsigelser om hver vores fremtid. En gammel iransk tradition, hvor man vælger et digt i bogen med alle Hafez’ digte og så får dem læst højt og fortolket. Det blev gjort fint og respektfuldt. Pigerne og jeg var helt opslugte af music, ord, design og mad.

Udenfor Shiraz finder vi Persepolis. Her i handelsbyen valfartede handlende og allierede til. De bragte gaver. Her er både friser med billeder af egyptere, kurdere, mongoler mfl. der kom med dyr og varer fra deres hjemlande. Her er også de store statuer ved indgangen, der viser magt, viden og styrke. De imponerer nyankomne. På bjergsiden er et gravtempel, som dem i Petra i Jordan og Al Ula i Saudi. Her er udsigt over hele byen. Tæt på ligger Negropolis, hvor der er tre grave mere af samme slags.

De absolut smukkeste fotos sikrer man sig i Pink Mosque eller Nasir el Molk moskeen. Tidligt om morgenen falder lyset særlig smukt ind. Lykken følger de ihærdige, og ved at bruge de kvinder, der passer moskeen, så fik vi ikke bare vist koranskolen og et lokale bag moskeen med et særlig helligt rum, hvor lyset om muligt var endnu smukkere.

Bling bling max fik vi i moskeen, der kaldes Mirror Mosque. Her er masser af de kunstfærdige mønstre i spejl, som er overalt i paladser og moskeer. Flot.

Yazd er næste fokus for vores rejse. En ørkenby der er mere konservativ. Det er livet i hårdt klima oftest. Her er det særlig vindtårnene og den gamle by, der i sig selv er Unesco verdensarv. Også her er pladsen flot med bazar omkring i gangenes skygge i bygderne der omkranser pladsen. Jameh Mosque / imam mosque / friday Mosque … det er alt sammen den fineste moske i byen med en størrelse der kan rumme at alle samles der om fredagen til ugens største gudstjeneste. Den er bestemt et besøg værd.

Det samme er bekendtskabet med den ene af Irans mundret. Zoroastrierne har museum i Yadz med introduktion til deres tro og kultur. Udenfor byen kan man finde deres tempel i bjergene. Her passes en evig flamme. De fleste af dem er emigreret. Til USA for det bedre og friere liv. Til Indien hvor kulturen og religionen også rummer himmelbegravelser. Efter præstestyret overtog magten er rummeligheden ift religiøse mindretal mindsket og bla himmelbegravelserne er blevet stoppet. Reglen om, at gifter man sig med en muslim, så må man konvertere. Og får man børn med en muslim, så er barnet muslim. Det er baggrunden for mange emigranter.

Ella blev overopheden i ørkenen men ville simpelthen ikke gå glip af noget som helst, så hun sagde først noget efter lidt for lang tid, og da hun var blevet forsikret om, at vi havde nået alt på programmet den dag – incl at vandre op på toppen af bjerget til det sted, hvor zoroastrierne har givet deres døde himmelbegravelser. Vi måtte give hende et par piller og tage hende hjem i et karbad og så sørge for hun fik en lur. Så var hun til gengæld også frisk igen. Det var skønt at opleve, hvor meget oplevelserne og læringen betød for hende.

I Isfahan / Esfahan var der engang en mand, der var så rig, at han havde et helt harem med masser af kvinder. Han var også sportsinteresseret og ville gerne spille polo og også gerne se andre spille det. Det krævede god plads. Derfor byggede han en af verdens største pladser med en polobane. Midt for den ene langside byggede han en bygning til dit harem. Der sørgede han for en stor balkon, så han kunne se polo med god højde og udsigt med alle sine kvinder om sig og endda i behagelig skygge. Rundt om pladsen byggede han lave bygninger, så man kunne gå igennem bazaren der, og dermed samtidig ikke behøvede gå ude i den bagende sol og dermed heller ikke på tværs af polobanen. Nu skulle man jo være rettroende og vise passende taknemmelighed for alt det, der er blevet en givet. Derfor byggede den rige mand naturligvis en overdådig Friday Mosque / imam Mosque / jameh Mosque for enden af den enorme plads. Og når man nu tydeligvis er kvindeglad og også gerne ser de er tilpas gudsfrygtige til feks at acceptere konceptet harem, så bygger man selvfølgelig også Womens Mosque, så man kan bede sammen med dem. Den udsmykkede den rige mand så smukt, at den stadig rummer en mønster med sommerfugle i loftet, der danner grunden i de fineste silketæpper den dag i dag. Dette er stadig centrum af Isfahan og unesco verdensarv.

Byen kan dog også meget andet. Vi besøgte en af deres allerdygtigste malere. Maler miniature malerier på fjer, kamelben mm. Og det sødeste og smukke intellektuelle menneske.

I en hel anden aldersklasse var de unge musikere, der lavede en hel lille koncert for os. De drev det private musikmuseum uden offentlig støtte. Vi optog en del af musikken og brugte en del tid på at sende det til dem bagefter. De var jævnaldrende med Lærke, der også er den mest musikalske af os tre.

Vi valgte at rejse med Untamed Borders, fordi deres stifter James Wilcox tidligere har fået mig sikkert rundt i vanskelige lande som Afghanistan, Sudan, Sydsudan og den Centralafrikanske republik. Jeg havde faktisk spurgt et dansk rejsebureau, jeg gerne ville støtte, men denne type individuelle rejse var tydeligvis ikke deres forretningsmodel. James har altid god sans for intensive rejser for små grupper, hvor man oplever det dobbelte af de større gruppe, hvor det tager 1/2 time at komme ud af bilen og se en udsigt. Det kom også til at passe her. Vi havde en mandlig guide i Teheran, og så en kvindelig resten af tiden. Særlig hende var vi alle tre meget begejstrede for. Kørte selv bilen, så vi havde max fleksibilitet og slap for irriterende mandlige chauffører med faste ideer om arbejdsvilkår. Hun havde været guide i 13 år, var veluddannet og erfaren. Blandt de ting der kom ud undervejs var, at hun havde fået konfiskeret sin bil i to uger plus 250 usd i bøde, for de japanske kvindelige besøgende havde opgivet at holde tørklæde fast på deres glad.
Hun er sød og uanset,hvad der er sandhed, og så beholder vi tørklæderne selv, selv i bilen.

Det var her i byen, vi mødte det armenske mindretal med den hjerteskærende historie.
Vi gik over to af de særlige broer, der samler byen hen over den nu udtørrede flod. Underst er der stadig akustik til at mændene må samles og synge. Bemærk : mændene. Det er forbudt for kvinder at synge og danske offentlig. Helt vanvittigt.

På vejen tilbage til Teheran gik rejsen forbi endnu en fin moske med en stor samling af platantræer til skygge foran og smukke roser.

En anden landsby lå i bjergene og var unesco verdensarv og dermed nærmest frosset i tid. Da vi kom udenfor turistsæsonen, var der stort set kun børn og ældre i byen. Deres fire/ tempel var lukket, men byen var fin og softice koster kun 2 kroner.

Den særlig have Fingarden er også unesco verdensarv. Det er igen fortjent med vindtårne, vandkanaler mm. Fin-garden er virkelig … FIN.

Det er også en fin afslutning.

Det der står tilbage på den positive side af dette kontrastfyldte land er de venlige og kultiverede mennesker.
De piger, der trak tørklædet til de næsten ikke havde det på. De fædre der engang imellem stadig slår en datter Ellas alder ihjel for en teenageforelskelse. Med døtre der går på universitet og andre der ønsker sig plastikoperationer i stedet. Det er maddingen til at fiske en rig mand. En særlig sport i det land i verden hvor vi har selv flest næseoperationer. Flere end i selv Sydkorea. Det rokker heldigvis ikke ved deres gæstfrihed. Vi inviteres stadig hjem og til flere billeder sammen.