Iran on the Dark Side

Iran on the dark side. Jeg er så splittet efter små to uger i Iran, at I nu får rejseberetningen som to opdelte beretninger. (For smukke billeder se insta Expandingourhorizon).

Mest af alt har jeg knopper af tørklædekrav, krav til at dække numsen, endeløse plakater hvor præstestyret opfordrer til at man bliver ved at gå med tørklæde, allestedsnærværende billeder af de store ledere, og så mange billeder af de dræbte fra krigen mod Irak overalt i gaderne i landet, at de stakkels mennesker må gå hvileløse rundt som spøgelser fra afdøde, der nægtes fred.

Vi fik lejlighed til at tale med en iman. Det var i den primære moské i Esfahan. Oftest spørger besøgende til tørklædekravet. Jeg spurgte i stedet høfligt til forbindelsen mellem kirke og stat, og bad ham forklare, om man kunne se hans kirke tage afstand fra politiske beslutninger. Jeg bemærkede, at den russisk ortodokse kirke i Ukraine havde taget afstand fra Moskva ifm invasionen af Ukraine. En ting er af kende svaret, men at høre det er noget andet. Vi fik en længere forklaring om, at det aldrig kom til at ske. Kirken har dermed koblet sig til alle realpolitiske ændringer. Han fik forklaret, at det er religiøst og de fakto moralsk i orden, at Rusland invaderer Ukraine, fordi det er magtpolitik, og det gør alle … det må siges at være en moralsk og argumentationsmæssig falliterklæring. Herefter gik han over til whatsboutism, hvor det at verden ikke havde hjulpet Iran mod Irak, og at en lang række andre uretfærdigheder i hans øjne var sket gennem tiderne, så var både Irans, Ruslands og Kinas politik lige nu OK.

Putin ankommer i Iran i næste uge… de leverer nu droner til ham.

Kina er trådt direkte ind på markedet i Iran, ligesom i Rusland, i kølvandet på de vestlige sanktioner. Bazarerne er fyldt med kinesiske kopier af persiske mønstre og produkter.

Her er fly direkte til Caracas i Venezuela. Det er dem vi andre ikke må og vil lege med. Og kirken skal forklare det hele … god fornøjelse siger jeg bare.

Det klinger hult og skingert i vores ører, når vi derefter får en direkte kobling mellem vores mindre tro, manglende tørklæder og større frihed til at vi skulle være mere materialistiske, mindre moralske og mindre familievenlige. Imamen her er en lille fisk med liberalt udsyn og uden magt. Når han er sekunder fra at forsvare Taliban, så er der mange års demokratisk dialog foran tålmodige diplomater før vi når bare en fælles virkelighedsopfattelse.

Vi startede i Khomeinis mausoleum. Det er lige så overdådigt som han prædikede det modsatte, nemlig beskedenhed. Hykleri.

Jeg indlagde et par museer fra den nyere historie i det ellers klassiske historiske program.

Krigsmuseet gir hellig krig i Teheran, der fokuserer på krigen mod Irak, og samtidig stolt fremviser en række ballistiske missiler, der kan transportere atom våben. Følelsen når ens døtres feriebilleder er med atommissiler, der er rettet mod Israel og vores verden.

Bemærk skraldespanden fra museet – er det billeder, der viser, at jøderne skal i skraldespanden ? 😱

Krigsmuseet i Teheran og Shiraz viste begge, at man under kongerne / Shahen havde handlet med vesten, mens man efter præstestyret handlede med Rusland og Kina. Kampvogne, geværer mm var forskellige steder fra. Følg pengene og handelsruterne. De lyver ikke.

Det gjorde fængselsmuseet i Teheran til gengæld på sin vis. Det var præstestyrets fortælling om, hvor ondt Shahens styre havde været. Hvor onde forgængerne var. Tortur blev udpenslet med høje lyde, figurer og detaljer i en grad, så de havde bænke klar udenfor. Saftevand til at skylle det ned med. Digestive kiks til bogstavelig talt at fordøje det med. Altså forhindre besvimelser. Personalet fik gentaget, igen og igen, at Nazi-tyskere og Israelere oh Amerikanerne havde leveret udstyret og lært Shahens støtter at torturere. Så fik man givet dem skyld mere end at fokusere på, iranere havde gjort dette mod iranere. Man fik understøttet de fjendebilleder, man kører hårdt på. Og nej, det blev IKKE nævnt, at der stadig er fængsler for politiske fanger i landet.

Præstestyret er overalt.

De sætter deres egne fotos op i kæmpestørrelser, så man får dem med på alle turistbilleder, og de lokale aldrig glemmer frygten. Kun i Tadsjikistan, Thailand olign har jeg set noget lignende.

Her er fotos af martyrerne overalt langs vejene. Det er de faldne fra krigen mod Irak. Ingen tvivl om, at det var en frygtelig krig med mange der gav livet. Men her handler det ikke længere om respekten for hver enkelt af dem. De er blevet et politisk værktøj til at holde hadet og krigsviljen i kig. En måde at fastholde opfattelsen af den ydre fjende, der kan holde magthavere ved magten, når det nu er blevet deres primære mål. Kun i Irakisk Kurdistan, Syrien og Aserbajdsjan har jeg oplevet en tilsvarende dyrkelse af martyrerne. Det fører tydeligvis ikke til fred, tilgivelse og forsoning.

Tænk engang at regeringen sætter store plakater op med et bloddryppende amerikansk flag. Aldrig har jeg set noget tilnærmelsesvist som det.

Krigen i nabolandet Afghanistan har de iranske ledere også eget svar på. En del afghanere blev betalt for at kæmpe i Syrien, da iranerne ikke selv ville kæmpe den krig.

Nu kommer flere millioner afghanske flygtninge over grænsen. Man ønsker ikke at betale. Så rigtig mange af dem arbejder illegalt uden rettigheder og uden at blive registreret som flygtninge. Dermed undgår både afghanerne og Iran nemlig at de bliver sendt tilbage til Iran, når de ankommer i Tyskland. De vil alle gerne til Tyskland. Rejsen går gennem Tyrkiet og Serbien oh koster 20.000 usd. Det er simpelthen ikke i orden – Tyskland / EU/ Sverige / DK er så ubeskrivelig naive.

De tre mindretal er snart emigreret helt. Der er 25-30.000 kristne armenerne tilbage. De, jøder og zoroastrianerne har hver en plads i parlamentet, hvor der er 299 pladser i alt. De har dobbelte statsborgerskaber, som virkelig mange andre iranere. Det giver luft i livet til at håndtere præstestyrets krav. Armenerne kommer jeg tilbage til.

Først her når jeg til frustrationen over kvindernes manglende rettigheder i Iran. Tørklædet skal vi sågar have på i bilen. Åbenbart har vires søde og dygtige kvindelige guide fået konfiskeret sin bil i 2 uger og en bøde på 250 usd fordi japanske turister før os, ikke havde tørklæder på i bilen.
Det er vanvittig irriterende konstant (!) at blive mindet om en begrænsning, der følges af overvågning og sanktioner for både en selv og andre. Det er virkelig indgribende. Vi skal også have løst tøj på og dække numsen. Dermed ser jeg tyk og uformelig ud. DEt er også for varmt i juli-heden i Iran. Nu har jeg snart haft så mange forskellige rejser til islamiske lande, hvor kravene er forskellige. Så ingen skal forklare mig, at det enkelte krav er bundet i religionen. Det er simpelthen udgaver af kontrol med kvinders seksualitet. Noget jeg vil sætte stor pris på ophører, såvel her som i det republikanske USA, Nepal, Indien etc.

Kvinderne her prøver at slippe af med sløret. Derfor har regeringen sat plakater op overalt for at true og motivere til at beholde det. Et mix at blomster og ‘I er som perler, der skal beskyttes ligesom skallen om en perle beskytter dem’ til razziaer mod piger ned til 13-års alderen.

Ingen kvinder i flyet ud beholdt deres tørklæde på. Alle havde taget det af før ankomst til Istanbul. Så meget for frit valg.

Jeg må flere gange træde i karakter og markere at der bliver ballade, hvis jeg bare viftes væk som en irriterende flue i veksle-butikken. En gang kommer chefen ud og meddeler at de gerne vil vekslet mine famøse 200 usd, endda til en god kurs, og så må ham der ligner har viftet mig væk så i arbejde. Det er mentalt trættende.

Der er virkelig meget skønt ved at rejse i Iran. Det kommer jeg tilbage til. Det er bare så kontrastfyldt, at det ikke kan rummes sammen.

Det her er beretningen om den del af rejsen, der er the dark side.