Cameroon

De 3 største rejseoplevelser for mig blev mødet med chimpanserne, pygmæerne og sejlturen op ad Lobé-floden der sluttede ved det smukke vandfald.

I det hele taget er landet så grønt, frodigt og rigt på skove med konger i form af hundrede år gamle tårnhøje træer, at det er dets væsentligste værdi for kloden.

Derfor bør vi også hjælpe landet med at passe godt på skovene. Deres ‘plant to træer, når du fælder eet’ gennemføres nemlig desværre ikke i praksis. Kineserne Og vietnameserne køber træer, der burde beskyttes. Tyrkerne køber teak træ. Landet gennemskæres af store handelsveje nord-syd & øst-vest, hvor enorme træstammer køres til havnen og sejles til køberne. Træerne kommer sågar fra Chad, så det er dyre vare, der i stort tal transporteres langt.

Når der bygges brede veje ind i de tæt sammenvoksede skove, og de store træer fældes, så ryger hele underskoven med. Dermed en masse biodiversitet. Der bliver desværre også afgang til jagt på aber og andet bushmeat. Der hang kattedyr til salg langs vejene, og vores nære slægtninge chimpanserne besøgte jeg netop hos en fransk NGO, der reddede og rehabiliterede dem.

Jeg kæmper stadig lidt med at finde ud af, om jeg skal formidle og mindes franske Association Papaye International som et positivt lyspunkt i et centralafrikansk land, hvor hovedparten af befolkningen er fattig trods naturen er rig, og hvor en lille gruppe rager til sig på fællesskabets bekostning. Eller om jeg blot skal blive trist til mode over, at alt det jeg lærte i skolen og i årene i Danida om strukturelle problemer slet ikke er løst årtier senere. Jeg vælger det første, og værdsætter Fiston og
John Merry (et kristent navn) og deres arbejde.

Chimpanserne bor på to øer i floden. Her er de beskyttede og fodres. De kommer, når de kendte stemmer kalder, og belønnes ved, at vi kaster bananer og mangoer ind til dem. Der er gamle og unge. De voksne hanner kommer først. Så følger hunnerne med ungerne. Hannerne kommer helt frem, hvor de er tæt på og eksponerede hvis vi ville dem ondt, mens hunnerne holder sig på lidt større afstand med de små. En gråskægget han sætter sig i det lune vand og guffer med stor begejstring en mango i sig. En stor og stærk han samler sig en hel lille bunke af de gode sager. Mangoerne er sødest og derfor i højest kurs – det med hang til søde sager har vi også til fælles. En hun bliver forskræmt og skriger op inde fra skoven. John mener, hun har mødt en slange. Der er gang i den og nok at se på. Jeg skal kaste alt hvad jeg kan for at frugten når frem, og helst uden at bringe den lille motorbåde ud af balance.

Ved den anden ø sætter to store hanner sig ned i vandkanten foran en sandskrænt. Så får de mere, for det er lettere at kaste dertil. De får nydt vandet. Det frugt, der ikke når helt frem til den store gruppe hunner og unger oppe på skrænten i skovkanten, kan den ene af hannerne samtidig fiske op, for han har regnet ud, at floden bærer dem lige hen til ham. Smart. Just Eat.

Franskmændene sikrer langt flere aber livet i bure langs flodbredden. Efterhånden som de er klar, får de mulighed for at leve frit i skoven, hvor de fodres.

Det er sådan en priviligerede oplevelse, for dyrene er vores nærmeste slægtninge og helt uvurderlige for verden. Samtidig rejser jeg igen solo. Jeg har ikke en rejsegruppe, der tager de samme fotos og poster dem hver for sig. Der er kun mig selv, Mebah som har arrangeret turen, og to fra projektet. Den ene sætter vi endda af i ved flodbredden undervejs med noget værktøj. Der er kun lyde af bådens motor, når vi sejler, og slukker de oftest. Abernes og flodens lyde. Ingen musik, snak eller byggepladslarm. Vidunderligt.

Jeg overnatter sydpå i Kribi i et lille sted med fire værelser og uden ret meget andet end øl i baren. Det er ved stranden, hvilket er skønt, for solnedgangen og den friske luft gør godt. Mad er det ikke meget af og desværre ingen fisk trods beliggenheden. Jeg undres tit iver de der træk på skuldrene og forklaren at der jo ikke er fisk eller kokosnødder at få, selv om man står ved havet under palmerne. Jeg får nogle plantains altså madbananer stegt i olie, der suges godt ind i de bløde frugter, og en gris der er mere fedt end kød, men med en lokal øl og stor sult, så mætter det. Nu får jeg dog midt en skræk i livet senere. Min søde chauffør smutter op for at sove et billigere sted og ikke mindst spise for han er vegetar og så forfærdet ud, da de af bedste mening også serverer grisen for ham. Alene i natten med den fredelige lyd af havet … nånej, med lyden af påskefest med mænd der får godt med øl og bliver stadig mere højrøstede, så starter tordenvejret og rusker godt i hav og palmer. Det er så det tidspunkt, at et par af mændene vælger at begynde at banke på den glasterassedør, der simpelthen er døren til de fire værelser her ud til stranden. Jeg fatter ikke en brik af det lokale sprog og havde klædt mig af. Ufedt. Jeg svarer afvisende, og de fortsætter med at banke. Kommer igen og insisterer nu på at komme ind. Jeg tager en dyb indånding og får heldigvis altid en for mig dyb stemme, som er en seniorsergent værdig og råber til dem, at de skal skride og altså ikke skal gøre sig nogen forhåbning om at komme ind.
Der bliver ro, omend festen fortsætter, og jeg går i seng. Dvs ro, indtil de så kommer igen. Det er lige her, jeg faktisk blive utryg ved at rejse alene som kvinde. Nu har de hentet en fransktalende, der forklarer, at de vil ind, fordi torden og elektricitet er ved at sætte ild i stedet, og de mener, jeg har sat en vandkoger til, der er ved at tage sikringerne. Nu er jeg godt bange og vred, for der er simpelthen ikke rigtig noget i det sparsomt møblerede rum. Knapt stikkontakter. Noget så fancy som vandkoger og et par tebreve eller lidt elendig kaffepulver er vi slet ikke noget til. Så jeg meddeler på både fransk og engelsk, at jeg intet har sat til strøm, og at de kan glemme alt om at blive lukket ind. Ikke meget at tage fejl af i tonefaldet nu, og de opgiver.

Ved tre-tiden går strømmen. Aircon’ dør brat. Samtidig kommer der er voldsomt lysglimt fra badeværelset. Det er først da, det går op for mig, at vandkogeren er varmtvandsbeholderen til at varme vand til bruseren. Lige der virker det ikke som en god idé at trække stikke til den ud af stikkontakten. Jeg tænker primært, at jeg ville få stød.
Resten af natten er der varmt. En gang hver time starter Air Con igen hhv sætter ud. Hver gang vækker den mig med et sæt. Næste morgen er jeg dødtræt og svedig.

Min søde driver Titus kommer til mig ved morgenmaden, og vi taler med lederen af det hele, som da ser helt overrasket ud over, at jeg skulle have opholdt mig alene i rummet, for jeg havde jo været sammen med Titus, så ham sov jeg jo nok også sammen med. 4 værelser… så kan man jo heller ikke have styr på gæsterne, og selvfølgelig er den hvide kvinde… nå godt så. Jeg får mere en forklaring end en undskyldning fra ejeren, mens stakkels Titus tydeligvis gerne havde brugt påskenatten på at sørge for, jeg ikke blev bange. Jeg endte med at anbefale ejeren at få en elektriker til at se på installationerne og især ‘vandkogeren’/ varmtvandsbeholderen, hvis ikke han ligefrem ønskede at en forsikring skulle genopbygge det. Han så naturligvis ikke lige ud til at have sådan en. Morgenmad og kaffe hjælper altid gevaldig på mit humør og styrken til at tage hvad endnu en dag byder på. Så da jeg har fået luft og tre kopper kaffe og den obligatoriske croissant (elsker den kultur franskmændene har taget med sig), så er Titus og klar til nye eventyr.

Vi mødes med ret unge Steve ved en bro over landevejen. Steve ankommer på motorcykel. Titus sætter bilen inden i siden hvor der hverken er asfalt eller fortorve. Nedenunder broen løber floden roligt og nogle slidte trækanoer ligger klar. Dem til gæste har fået lidt maling i modsætning til fiskernes egne. Steve sejler Titus og jeg op floden. Han er vokset op her. Når jeg spørger til alderen på et træ, svarer han, at det er 26 år, for det var lille, da han var barn, mens et andet må være langt ældre, for det stod der allerede og var stort, da han begyndte at lege i skoven og lægge mærke til den.

30-45 min i kanoen med skovens lyde, varmen, skønheden, aber, blomster, Titus og Steve. Så havde jeg glemt natten og var helt i ro. Floden hedder Lobé dvs rejer, fordi der er mange rejer i floden. Enkelt.

Jeg var klar til at møde landsbyen med pygmæer. Landsbyen bestod umiddelbart af tre bittesmå, primitive og beskidte og helt ærlig noget sjusket lavede hytter af pinde.

Høvdingen kom ud af sin hytte og hilste på Steve, som tydeligvis var den, der havde fået lov at tage gæster med engang imellem. Han var endnu lavere end pygmæerne Lærke og jeg mødte i januar i Burundi. Nicolai, min søn, var vel 6-7 år, da han havde denne højde. Høvdingen kaldte sig l’homme de la foret dvs manden i skoven. Det var hans navn, insisterede han. gav os lov til at besøge landsbyen og bad os komme tilbage til ham bagefter.

Steve ledte mig længere ind i skoven. Indtrykkene stod i kø. De små, fattige mennesker med beskidt genbrugstøj i andre størrelser end designet var tiltænkt. Plasticaffald som lå spredt ud på jorden uden de så ud til at tænke, de skulle rydde op af hensyn til hverken naturen, dem selv eller mig og andre besøgende. De uendelig mange små aflange plasticposer viste sig desværre at være whisky. Enkelte gin. Ildvand. Naturens egne euforiserende stoffer er suppleret med brændende og velsmagende ildvand. Der er et par friske grave. De er meget små og på den ene ligger et stykke bølgeblik.

Vi kommer forbi 2 tomme hytter, før vi til min glæde møder Mary og Kongo og deres tre børn. Miranda er den ældste. En super kvik pige, som får os alle til at lyse op i store smil. Babyen Pouline har vist navlebrok, så vidt jeg kan se. De fortæller, babyen er syg, og vil gerne have penge til hospitalet. De får lidt, fordi jeg tænker, der kan gøres noget ved det. Steve siger, de mener, jeg er sendt fra himlen. Suk. Jeg understreger, at jeg også bare er mor, at at det er vigtig pengene nu også går til lægebehandling og skole. Der ser jeg bestemt på faren Kongo, for babyen sidder på jorden og bider i en plasticpose, der hsr været whisky i. Der er møgbeskidt inde i den lille pindehytte og kun een enkelt bred seng. Mary er lyst op i smil ved udsigten til behandling af babyen. Står det til hende, skal pengene såmænd nok blive brugt til det de er tiltænkt. Hun så oprigtig bekymret ud, og smiler og griner nu sammen med Miranda og mig. Vi snakker med Steve som tolk. De to hvide høns er lige så små som menneskene. Ellers er der ikke det store, og vi bryder op for at gå længere ind i skoven. Her har de bygget en ny landsby, fordi de vil bevare deres kultur. Her er endnu blot et par stole til høvdingen og 5-6 endnu mindre pindehytter, end dem vi lige har set.

Tilbage hos høvdingen er det tydelig, hvorfor stammen må flytte, hvis de seriøst vil bevare deres liv, som det er nu. Der er bygget en bred, rød jordvej direkte igennem den tætte skov og helt ind til landsbyens 3 forreste hytter.

Jeg snakker lidt med høvdingen om NamiKuni landsbyen, og undrer mig over de 6 mænd af vanlig højde, der hænger ud omkring ham, og mest ser ud til at servere whisky og tjene en krone. Jeg magter dem ikke og går over til kvinderne i de to andre hytter.

Ngtong er 45 år og bedstemor. Hende unge datter Bella er her også med sin baby. Ngtong ammer stadig for den grønne kjole med orange gule blomster er taget af så det ene ærme hænger løst og giver mulighed for at amme. Samtidig fortæller hun, at hun lige har mistet en datter på fem år. Det forklarer den ene af de to små nye grave. Jeg viser medfølelse, og vi fokusere så på de mange børn, der stadig bader, ammer og leger rundt om kvinderne. Bella forklarer også, at babyen er syg. Jeg giver igen lidt. Undlod tidligere at gøre det til en af mændene hos høvdingen, der også brugte et lille barn til at tigge.

Jeg leger med ungerne og bringer smil frem. Telefonens kamera er også et hit her. De vil alle fotograferes og se sig selv. Det går der meget tid med. Imens får kvinderne og jeg snakket mere. Mary, Miranda og Pouline er også kommet herhen. De smiler og selv uden fælles sprog går det sådan set fint med at kommunikere. Steve er heldigvis fænomenal til at tolke diskret uden partout at skulle være midtpunkt.

Bud på dette dilemma er velkomne. Har de ret til at bevare deres kultur, når de i realiteten ser ud til, at det er høvdingen og få andre ældre mænd, der bestemmer det, og dermed bestemmer, at de vil bevare deres privilegier, magt og kontrol. Har Mary ikke ret til at tilbyde Miranda og Pouline skolegang. Har kvikke Miranda ikke ret til skolegang, og ret til selv at vælge, om hun så vil livet i skoven. Lige nu bygger regeringen vejen rundt i skoven til fire landsbyer, hvor de tre andre skulle være mere tilbøjelige til at byde skole, læge og udvikling velkommen. Her nægtes Miranda at komme i skole, og vil blive gift og få børn meget ung, måske helt ned til 12 års alderen. For man ved godt, at hun ikke vælger landsbyens nuværende liv, og at hun vil komme tilbage fra skole med viden, vaner og tøj, der vil få de andre børn til at insistere på, at de også vil have den mulighed. Jeg holder meget af den forunderlige og diverse verden. Der er også noget fedt ved oplevelser som denne som rejsende. Som kvinde, mor, feminist og udpræget tilhænger af uddannelse og frie valg, så har jeg det dog mere og mere stramt med at acceptere disse ældre mænds stadige fastholden af deres monopol på at bestemme, hvad der er tradition og kultur. De er partshavere, og hverken neutrale eller guddommelige.

Jeg får renset hovedet ved at tage ud til vandfaldet for enden af Lobé floden. Lige før den løber ud i Atlanterhavet. Jeg sejler med en af de lokale i motorbåd helt op til selve faldet, og det føles som at være omgivet af vandfaldet. Han sejler rigelig tæt for for at give mig den fulde oplevelse. Rigelig tæt på.

En god lang gåtur langs stranden med skæringsfeltet mellem flod og hav. Vandfaldet. Grillet fisk. Så var lidt af besøget hos pygmæerne fordøjet.

Så er det heldigvis anerledes ligeværdig og værdigt at blive inviteret hjem hos Titus og hans søde familie dagen efter. Titus Bishnuikenibim – fantastisk navn. Han og jeg har snakket meget om børn, parforhold, uddannelse og værdier undervejs. Både i bilen og i kanoerne. Hans mor var prinsesse. Det vil sige at faren på et tidspunkt var valgt som høvding i en landsby. Det var han i 8 år, så tog en bror over. Dermed er man ikke rig, men værdigheden er der. Hans kone Mirabel designer og syr tøj. Det foregår hjemme i dagligstuen. Hun er gravid med deres tredje barn. Den ældste hedder Mark, er 8 år og taler ikke. Pigen Keisia er 4 år og lige så kvik og tillidsfuld som Miranda. Keisia er dog noget mere priviligeret, for hun går på den private Diamond School tæt på. Mon man skal tænke, at arbejder man hårdt og gør det godt her, så får man råd til diamanter. Skolen er ambitiøs. Der er ihvertfald malet børn, der lærer at arbejde med stationære computere på væggen ud mod gaden. Mark burde have været på specialskole, men det er endnu dyrere og længere væk. Han er trods alt heldig, hans forældre prioriterer, at han også går privatskolen, hvor han er afholdt.
Mirabel føder ganske efter en dreng, som får navnet Kenrich.

På byturen prioriterer jeg at opleve frihedsmonumentet – men det er nu lavet af affald eller en splittet brugt bil. Måske ikke lige den fedeste symbolik til uafhængighed og frihed.

To andre mindesmærker jeg må se er for de faldne hhv en franske soldat. De står foran postkontoret hhv i en lille grøn park på pladsen lige foran. En oppositionspolitiker og aktivist har krævet dem fjernet for og i stedet sætte statuer op med lokale rollemodeller. Fin pointe til at bygge gode værdier og sammenhængskraft op. Jeg tror nu ikke på, at det med at rive det der er ned.

Jeg passerer de sidste af de uendelig mange politi check points og møder et andet sted en sidste betjent som siger ‘Small small’ når han gerne vil den lille mønt.

Det blev ikke til det indre dele af landet, for der er uroligheder nu. Oprindelig var det tysk koloni. Så delte briterne og franskmændene området. Den engelsk del af cameroon fik mulighed for at vælge mellem at blive en del af engelske Nigeria eller resten af franske cameroon. Forskellene mellem de to ledelsesmæssige og kulturelle baggrunde mærkes stadig i de enkeltes tankegang, selv om jeg ikke kan se forskel på de enkelte. En føderation lader sig at være farbar vej.

Jeg tager afsked med Titus i lufthavnen. Den fungerer. Der er lang vej, før Kastrup igen vinder prisen som verdens bedste Security, når Duoala fungerer bedre pt.

To skønne møder med globetrottere, der også rejser alene som kvinder er det såmænd også blevet til. Her fandt jeg min stamme af ligesindede. De er så fulde af energi, eventyr, klogskab og reflektion.

Som næsten hver gang, så var det langt flere oplevelser og mere læring, end jeg har turde håbe på. Det føles som at leve livet fuldt ud.