Gabon

Gabon som strand og storbyferie er muligt. Jeg er dog klart nød til at komme igen og opleve naturen med mandriller, lavlandsgorillaer, leatherback skildpadder og hvaler med netop den prioritet.

Nu blev det en mere rolig oplevelse et par dage her, hvor mødet med mennesker i rejsebranchen med snakke om forretningsudvikling med fokus på nye kundesegmenter, SoMe markedsføring og kundeoplevelser blev en del af oplevelsen. Jeg har det ofte sådan, at jeg tager arbejdet med ud i hvert fald de første dage. Mon ikke, der er flere end mig, der lige skal skifte gear og fokus det første døgn? Så det med at coache ejerlederne og sparre med dem om international vækst og digitalisering er vist lige min overgang til at være i rejse-mode igen.

Her tredje dag i Gabon fortsætte de der skønne snakke med YAOVI, der er ejeren af det lokale familieejede hotel Tropicana ved stranden under palmerne. Han inviterer mig på frokost, men nu er det vist tid til at komme afsted til lufthavnen, for der er kun 1,5 time til afgang – det er en lille tur ala KBH-Aarhus, så de lokalkendte insisterer det er nok. Lufthavnen er da også en væsentlig bedre kundeoplevelse end Kastrup. Når Libreville slår Kastrup, går der lang tid, før Kastrup Security vinder prisen som verdens bedste igen. (Dagens tørre konstatering)

Gabon er magisk. Magien, overtroen og de lange kulturelle rødder kommer bla ud gennem maskerne. Jeg har snart set mange ens rundt omkring. Nu ved jeg endelig, hvad langt flere af dem betyder. Kors, hvor er der meget MAGT knyttet til maskerne.

Der er Nzambe kana / Dieu createur / God / Gud og hans kvindelige modstykke Disumba / Le detenteur / Månen, Sollys, Skønhed.

Mukudu masken fra Punu stammen ligner en kvinde fra Asien med de smalle små øjne, smalle læber og lille næse efter afrikansk standard. Det her er en betydningsfuld ung kvinde.
Den bruges til store fejringer ved fødsel af tvillinger, bryllup eller besøg af en høvding.

Mowei. Denne uhyggelige maske tager man ud i landsbyen, når høvdingen dør, og så fortæller den, der bærer masken, hvad folk skal gøre nu. Magtfuldt at kunne gøre det! Så kan man sikre arvefølge for magten, økonomien, freden oh uændret eller ændret social struktur.

Ngil masken er en hel enkel og lidt mystisk spøgelsesagtig og meget magtfuld maske i sort og hvid, der tages ud, når noget uforudset sker, og landsbyen har brug for en forklaring på et uventet dødsfald eller en fejlslagen høst. Belejligt med nogen til at forklare det – og klart billigere end grundforskning. (Ironi kan forekomme) Igen, sikke en magt at kunne forklare det uforklarlige. Er man vred på nabokonen, kan man lige benytte chancen til at få hende brændt som heks (ala middelalderens Europa). (Jeg sætter forklaringerne ind ved fotos af de forskellige masker)

En anden måde animismen lever på er igennem forfædrene. Oprindelig mente man, at man kunne komme i kontakt med guderne via forfædrene. Derfor er ritualer her for at sikre den kontakt. Man kan faktisk stadig komme hertil i to uger og gennemgå et optagelsesritual, hvis man har lydt til at lære mere og samtidig smage på de hallucinerende rødder fra en lokal busk. Mådehold anbefales, hvis man ikke vil farte rundt i junglen i to uger uden helt at vide hvem og hvor man er.

Forfædrene beholder en del fortsat i hjemmene. Det kan være i urner med menneskefigurer og fjer på toppen og aske/ knogler fra moderen til de mange børn, nogle særlig stærke eller kloge familiemedlemmer elign. Det kan så give styrke og forbindelse til guderne. I dag giver det anledning til diskussioner mellem dem som vil beholde dem, og dem som synes, det er creepy og gammeldags overtro. En fair diskussion i familien. Måske man kunne rykke dem ind i et skab?

Noget kan man altid tage med af kulturen, men hvorvidt vi gemmer urner eller vælger overtro fremfor forskning og retssager, så har Nationalmuseet en enkelt ting, som vi måske godt kunne indføre i Folketinget. En lang pind med frø i, der lyder som regn, når man vender den, og frøene løber ned i den anden ende. Den bruges … når man skal skabe ro i en ophedet debat !

Ellers måske i det britiske underhus. Bare en idé.

Her er 50 stammer. Lige så mange sprog. Derfor fastholdes fransk, for hvilket lokalt sprog skulle man ellers vælge. Der er også lige så mange måder af flette en kurv til at være varer på ryggen, som der er stammer. Man kan faktisk bestemme en persons stamme ud fra fletningen af kurven, lidt som man kan genkende en skottes klan ud fra kiltens tern. Davis er fotograferet foran kurven fra hans stamme Ongom fra Akélé.

Bryllupper lyder fulde af symbolik. Når en kvinde vælger af blive gift, så syes to sæt tøj i stof som hhv brudens og gommens familier har på. Når mandens familie har betalt, så skifter hun til det tøj, der er syet i det stof, som også bruges til hans familie ifm brylluppet.
Bruden har også en kurv på ryggen, som symboliserer, at ægteskab er ansvar og arbejde. Samtidig kan der være hul i bunden, så man husker ikke at samle mere og mere sammen i rygsækken, for så bliver den for tung. Man skal derimod tilgive og bære over, for at ægteskabet skal klare skærene.

Det er ikke et land, hvor jeg slæber souvenirs hjem. Men det bliver da til en Tintin i kano til venner, der samler, og nogle figurer i sten i bestemt materiale, Pierre de Mbingou, som kun findes i Gabon. I en landsby går håndværket i lære fra far til søn hos en del af Davis stamme.

De første missionærer i Centralafrika kom hertil. De byggede en kirke, et hospital og en skole. På kirkegården kan man se de fleste døde allerede som 30-40 årige af malaria. Området passes af en menighed, som ingen penge har til det. De håber at blive unesco verdensarv og få penge fra vesten. Præsten var en klog mand at få en snak med. Ham kunne man såmænd godt støtte. De driver stadig gymnasie. Imens det forfalder forfalder begraves lokale fint oveni de gamle missionærgrave med godt med marmor og plasticblomster, som man må træde på for at komme ind til missionærernes mere beskedne gravsten.

Kontrasten til landets største marked kan dårligt være større. Her er stegende hedt på det klassiske afrikanske skrammelmarked, hvor man kan få alt fra mad til shampoo og en vaskemaskine. Davis tager min rygsæk, fordi han vil mindske risiko for tyveri, tror jeg, selv om han galant lad som om hans mest vil hjælpe. Da han også gerne vil bære min mobil og helst end ikke selv tage fotos, så ender jeg uden rigtig gode fotos, men retfærdighedssans også med mine ting i behold.

Der stod unge mænd med store tæpper med deres vare på ude midt på gaden hele vejen igennem det store marked. Det var tydeligvis ikke tilladt. Som ud af ingenting var jeg pludselig midt i en politioperation. Kampklædte betjente med militærstøvler sort og camouflage farver kom løbende og stampede på varerne på jorden hos de uheldige, der ikke fik det hele samlet sammen i tæppet hurtigt nok til at stikke af. En sælger stod med øjenskygger i plasticæsker, der nu lå under militærstøvlerne. Han så ind i både varetab og en bøde. En anden tabte halvdelen af de små grønne og hvide poser med vaskepulver ud af det røde tæppe. De andre handlende samlede det sammen til ham og lagde det ind til siden, så politiet ikke tog det. Jeg ved ikke helt, om de så mest medlidende eller bekymrede ud.

Den slags giver en sund sult, så vi handlede grillet oksekød fra et åbent køkken med een stor grill med kylling, ged og oksekød. Der var chili, peber, sennep, løg, samt stegte bananer eller pomfritter til. Godt pakket ind i staniol, og så var vi klar. Lidt vand i en butik, der lå bag boderne på fortorvet og var helt usynlig for mig. Ananas hos en gadehandler. Mange hos en anden. Et kongemåltid.

Politiet dukkede dog op igen, da vi steg ind i bilen. En betjent kiggede ind til mig. Jeg koncentrerede mig om at smile og sikre mig, den gode stemning var der. Vi viste hinanden at det var steghedt og vi svedte. Dermed fik han også sagt til Davis, at han var tørstig. ‘Small small’ som han sagde. Altså bare en lille bitte hverdagskorruption. Han var såmænd rar nok.

Det endte desværre med et kæmpe skænderi og næsten slagsmål mellem betjenten og de to mænd, der tjente til livet ved at formidle parkeringspladserne langs vejen. Offentlig parkering. Betjenten havde taget noget af den betaling, Davis ellers havde givet dem. Da vi parkerede havde Davis spurgt, om det var lovligt at parkere der, og de havde forsikret ham om, han ikke ville få problemer med politiet der. Det var under 1 euro, betjenten fik, så det er meget meget små penge, der gør forskellen på liv og død for de mest marginaliserede.

I den anden ende er der ekstrem rigdom. Den tidligere præsident, Omar Bongo, var præsident i 42 år indtil han døde. Hans søn, Ali Bongi, tog over. Hele familien bor i et smukt kvarter i hver sin store villa langs vandet. Den amerikanske ambassade ligger der. Lige så stor er Marokkos ambassade, der ligger ved siden af præsidentboligen. De to unge præsidenter har åbentbart gået i skole sammen og er nære venner. Man må lade den nuværende præsident, at han har god smag. Den nye bolig er smuk og stilfuld ala historisk europæisk / amerikansk fremfor moderne firkantet minimalisme eller et vulgært slot. Hele stranden er renset for affald på hele denne strækning. Her er smukt. Afbrudt af specialstyrker foran boligerne går livet sin vante gang med fiskere der henter dagens fangst ind og sælger det direkte op stranden til en gruppe kvinder med godt slidte plasticspande iført uniformen: t-shirt, farverig slåom-nederdel/ stykke stof og klipklapper.

De ved ikke altid, hvad der står på deres t-shirts. En skøn tjener serverer mig en kold, lokal øl, og stor er min overraskelse da hun opfordrer mig til ‘Ta mig for pengenes skyld’ … Det er en t-shirt fra Eurolotto på dansk. Jeg nøjes med at sige, det er på mit modersmål og får lov at tage et foto.

Ikke overraskende at man ikke kender dansk, og hvad der ellers står på det brugte tøj fra Europa. Her er 50 lokale sprog. Derudover er her fiskere fra Ghana. Mekanikere og sælgere af reservedele fra Nigeria. Handlende og skræddere fra Senegal. Folk søger lykken eller bare arbejde, hvor de kan.

Der er også lidt til folks følelser og håb midt i alt dette. En række katolske kirker. En række moskeer, bla den lige ved præsidentpaladset. Præsidentfamilien har valgt islam og støttes vistnok derfor af Saudi. Der er et monument og mausoleum for den første præsident har to hvide fredsduer der lægger vingerne om bygningen. Desuden er her er mindesmærke for frihed efter slavehandlen.