Gambia

Gambia har været så kontrastfyldt og intensivt for os

– lokal færge og taxi mafia, og gåben og lokal taxi over landegrænsen fra Senegal

– Mødet med de sødeste aber, der lod sig fodre

– Krokodille dare

– Hovedstaden Banjul

– Flere udstillinger om en både stolt og uhyggelig historie

– Utallige endog meget venlige mænd på stranden

– Et vel britisk og turistet hotel

For mig er eventyret gerne, når jeg er lidt ude af kontrol og dermed af min komfortzone. Oftest når jeg ankommer til et nyt land, hvor jeg ikke har været før, og hvor jeg derfor ikke hjemmevant kender valutaen, prisen på transport, måden man forhandler etc. Det er oftest i mødet med mennesker. Det fik pigerne og jeg, da vi kørte til grænsen og der skiftede bil og gik over. Som alle afrikanske grænseovergange var der støvet, beskidt, plasticaffald, fattige unger som tiggede, og masser af officials og handlende.

Vi blev stemplet ud af Senegal og gik lidt videre. Så stemplede vi ind i Gambia. Her mente officials’ne, at multitasking er muligt. Så han var ved at stemple Lærke ind flere gange, fordi han ikke kunne kende forskel på Ella og Lærke og deres pas. Det blev nu nemt afklaret, og det er jo almindelig nok, at man ikke kan se forskel på europæere, asiater eller afrikanere, hvis man slet ikke er vant til at se og genkende enkeltpersoner. Så efter lidt grin og forklaring, skulle vi indenfor til et kontor bagerst i bygningen for at få stempler.

Den tur gik forbi detentionen. Intet mindre. Det var bogstavelig talt en metal celler med gitter om tre sider midt i et lille beskidt og ulidelig varmt rum, der fik mig til at tænke på gamle westernfilm. Jeg nåede at få lyst til at digitalisere endnu en del af toldvæsenerne i verden, plus gøre det hele lidt mere lean. Men også den finere official var super sød. Han sikrede sig venligt, at vi fik dage nok i stemplerne i passene og småsnakkede lidt og forsikrede os uopfordret, at Gambia var trygt og godt for os.

Den anden ikke-afrikaner på grænsen var en smilende, kraftig, britisk Røde Kors ansat kvinde med fodformede Teva strandsandaler på og to par lige så fodformede Birkenstock sandaler hægtet på rygsækken. Hende skulle der herligt meget til at vælte. I modsat retning af os krydsede også en familie med fire børn under 8, der alle så ud, som om de aldrig havde vasket håret, og fik christianitter til at virke moderigtige.

Ella ville konstant gerne købe appelsiner, bananer og vand i de farverige gadeboder på grænseovergangen. Cashewnødder, appelsiner og bananer er det sæson for, så det blev den hurtige menu.

Vi var også sultne efter en lang køretur fra Dakar med stop i både en skole og en landsby. Her havde vi haft ris og mælk med til kvinderne og dermed familierne, og kiks med til skolebørnene som blot var 4 år gamle.

Vi var da også ved at blive trukket med ind i et spisested på den senegalesiske side af grænsen. Men når jeg først er nået en landegrænse, så vi jeg gerne have styr på papirerne, så mad måtte vente, til vi var stemplet ind i The Gambia. Jeg er altid ekstra opmærksom ved afrikanske landegrænser, og her vidste jeg, at en del mødte korruption, mens andre gled lige igennem. Ligegyldig hvad vi gør for lige at nedtone os og samle det lange lyse hår, så blender vi jo ikke ind, og kunne sagtens være blevet afkrævet 100 euro. Derfor var jeg rimelig fokuseret på at fremstå rolig og myndig, og var mere fokuseret på procedurer og papirer end hyggeindkøb.

Nu skulle vi så have en ny bil med videre fra den gambianske side af grænseovergangen. I The Gambia spotter de lynhurtig en bil fra Senegal som udenlandsk og så skal der falde penge. Derfor havde Paco og vi sat bilen fra Senegal før grænseovergangen og gået over.

Nu gik Paco igang med at forhandle med taxichaufførerne i en skummel plads bag nogle bygninger et stykke fra grænsen. De blev mere og mere højlydte. Lærke og jeg så bare demonstrativt ligeglade ud og gik væk, så vi viste, vi var ret ligeglade, om vi kørte med dem. Ella gjorde store øjne. Her var det rart med vores eget hemmelige sprog til lige at forklare hende, hvad der skete. Vi fik hilst på børn, kvinder og enkelt ældre mænd på vores vej, inden vi blev samlet op af Paco og en lokal chauffør. Som så ofte før, insisterer de store grupper af chauffører på en bestemt pris og holder hinanden fast på det. Lidt derfra er der altid andre, der er villige til at køre en for mindre. Det var der også her. Men her var De hårdere end andre steder. Det oplevede vi både på grænsen, og ved færgen, hvor vi tog en ny vogn da vi ankom med færgen til Banjul. Her var der nær udbrudt slagsmål om opgaven. Blandt tynde mænd klædt i joggingtøj og badesandaler blandt de mange bulede gule og grønne taxier. Ham vi kører med må gentagende gange forklare sig overfor bestemte typer med højere rang, inden vi rigtig kan trille væk fra færgelejet og ind i hovedstaden Banjul. Trist. Tredje og sidste taxi-mafia-historie fra Gambia: Ude ved vejen foran det sted vi boede stoppede den lokale taxi mafia os også og insisterede på, at vi skulle køre med dem. På det tidspunkt have vi pludselig fået kemistuderende Abdullah til at køre en gammel bulet kassevogn, mens møbelhandler / fixer Yaya var den lokale fixer, som vores mand Paco brugte, fordi han selv i den grad blev behandlet som udlænding i Gambia, uanset han blot er fra Senegal. Dermed havde jeg rigelig med lokale på lønningslisten, og gad faktisk ikke lige korruption og slet ikke den aggressive mafialignende slags. Vi gik igen i forvejen, fordi skænderierne og forhandlingerne trak ud med mafia / fagforeningsbosser / muligvis reglementeret og gennemreguleret taxa/ tyveknægte og almindelige småkriminelle. Rundt om næste hjørne blev vi igen indhentet af Abdullah i skrammelkassen.

I Gambia skulle vi først med færgen over floden ‘The Gambia’ gor at komme til hovedstaden Banjul.

Havneområder er altid hektiske. Jeg betragtede et par unge mænd på taget af en minibus binde to sofaer fast på taget, så de afbalancerede hinanden. Vi havde startet oplevelserne i Senegal med at følge en bus, som hældede faretruende. Så jeg havde respekt for projektet midt i den bagende hede og halvvejs ude på vejen. Vi ventede på Yaya, men endte med at tage færgen. Paco begyndte at være lidt presset økonomisk, så vi skulle selv betale, også for ham. Fordi vi havde ventet så længe, måtte vi nu løbe efter færgen. Jeg hader at løbe. Med opbakning i bagende hede… jeg er heller ikke den hurtigste. Ella fik opmuntrende opråb ala ‘hurry hurry little person’ med thumbs up. Mig snakkede de ikke lige til på hverken fransk eller engelsk, men de fleste virkede til venligt at heppe fremfor at skælde ud over at jeg åbenbart troede, færgen skulle vente på mig. Ella nåede tilbage i løb og tage min ene taske, og indhentede Lærke og Paco igen.

Jeg pustede noget, da jeg sprang over kanten (eller noget) og kæmpede mig over et bur med ca 20 høns og ind mellem tæt parkerede biler hen til trappen op til bænkene på economy class på færgen.

Er leg og fodring af aber og mødet med krokodillerne mon mere eller mindre eventyrligt end færgeturen i menneskemylderet. Jeg er ikke sikker. Glæden hos Ella var klart størst mellem de søde aber med de fine små rynkede ansigter, der fik selv de yngste til at ligne små, gamle mennesker med små, bløde, rynkede hænder.

Jeg havde fået planlagt det sådan, at vi tog direkte videre til det, jeg forventede var højdepunktet i Gambia.

Nemlig at pigerne ville få mulighed for at sidde på en krokodille. Det er ikke at sætte sig tungt og klemme de store, bløde dyr, men mest at sidde på hug over dem og mærke deres tykke ru hud hen over ryggen og på benene, og den helt bløde hud og krop på siden af maven og inde bag benene. Alt sammen med et vågent øje til tænderne og de øvrige krokodiller i nærheden.

De gjorde det. Lærke var igen forberedt med glimt i øjet og så klar til eventyret og udfordringen. Hun kendte mine fotos fra Burkina Faso, hvor krokodillen boede i en sø ved en landsby og en anden sniger sig ind på mig bagfra imens. Her var søen blevet indhegnet sammen med den skov, den hører til i, og de 100 krokodiller går frit rundt, men konceptet var det samme.

Lærke og jeg førte derfor an. Til krokodille-park-guidens overraskelse. For slet ikke tale om vores eget følge af Paco, Yaya og Abdullah. Ella har det med Lærke, som Lærke altid har haft det med både Nicolai og nu mig. ‘Hvis han/ hun kan, så kan jeg også’. Så Ella fulgte trop og fik prøvet at sidde på to forskellige krokodiller. Endda med familiefoto.

Vi oplevede krokodille æg for første gang samtidig. Fine hvide æg på størrelse med hønseæg, omend lidt mere ovale. Man begrænser bestanden af krokodiller ved at tage en del æg væk. Vi grinede af, at jeg kunne få et med hjem til omelet. Da de er hellige her, så må man kun spise krokodille, hvis man allerede har gjort det. Han så noget paf ud, da jeg fortalte, at jeg havde spist krokodille i Australien. Straks efter kom han med et par krokodille tænder i hver sin sorte tykke snor. Nu har pigerne og jeg jeg hver sin seje kæde til minde om mod og endnu et eventyr eller ihvertfald en spændende oplevelse.

Jeg havde, som vanligt, bedt om, at vi kom til sagen, så bagefter gik vi tur mellem træerne i den hellige skov, stod i det indhak hvor drenge stadig omskæres, hvorefter de tages med en uge eller en måned ud i naturen og kommer tilbage som unge mænd. Heldigvis virker det til, at omskæring af kvinder efterhånden er begrænset til få stammer, for det har virkelig været udbredt her, og er en af de sager stort set samtlige kvinder, der har tegnet politik i landet, har taget op. Suk. Fy for h…… Der var et overraskende godt museum ifm den lille skov ved krokodillerne, hvor man kan læse om ceremonierne.

Gambia er for mig den flotte atlanterhavskyst, floden, skovene, landsbyerne, hovedstaden og grænseovergangen til Senegal. Det er også hustlere, der klarer sig fra hånden til munden, som Vestafrika er. Samtidig er jeg nu opmærksom på, hvor brutal historien er.

Hovedstaden Banjul er varm, tør og ganske fyldt selv om den er langt mindre end Dakar i Senegal med 3 mio indbyggere – mere end i hele Gambia.

Et museum i en stor byport var i sig selv godt pga udsigten over Banjul.

De mange trapper var nødvendige at forcere, for der var hverken strøm til lys på trappen eller til elevatoren.

Det der gjorde det dybeste indtryk var dog en fotoudstilling med vidnesbyrd om den tidligere præsidents ugerninger.

Den præsident, der har ansvaret for de brud på menneskerettighederne, vi her blev præsenteret for, er nu i eksil i et lidt sydligere vestafrikansk land.

Det tager vores lokale ven forbløffende roligt. ‘Den forrige præsident skal jo være et sted’ konstaterer han. Vi har ellers noget rystede spurgt ham, om ikke der var en lyst til at retsforfølge ham. Om udstillingen var betalt af hans afløser. Hvordan man forholder sig til den barske samtidshistorie og de sår de må have givet mange – tankevækkende.

Vi vender tilbage til vores hotel og på mange måder en helt anden verden. Vores fine lille hytte / rækkehus har grøn have, udsigt over hav og strand, og er aflyst for at skærme os mod lokale unge mænd, der driver op og ned af stranden på jagt efter indkomst og motion.

Fordi vi er her udenfor skoleferien er her fyldt med pensionister. Det er briter på 55-70 med helpension. Lidt syret med det selskab kombineret med overglade tjenere og enerverende jazz i restauranten.

Jeg flygtede udenfor til ro, bølgerne og vinden og Jules Verne: Jorden Rundt på 80 dage.

Mit land nr 185, Lærkes 102 og Ellas 81.