Trommeslag og pygmæer i Afrikas hjerte, Burundi

Burundi var sådan en skøn oplevelse af at danse med pygmæer og opleve deres liv; at opleve landets stolthed trommeslagerne spille og danse og danse med dem; at vælge sin egen ananas på marken; spise capitaine fiske fra Nilen og drikke Primus pilsner og ingefær-passionsfrugt juice til: opleve Karera vandfaldene; blive introduceret til deres historie og ikke mindst nuværende samfundsøkonomi; og så er det her Nilens udspring er, og her Livingstone og Stanley ledte efter den.

Pygmæen Oscar tog imod os ved vejen. Han ledte Lærke og jeg over to små træbroer over dalens vandløb og hen til næste højdedrag, hvor pygmæerne boede. Vi nåede at gå gennem frugtbare marker med søde kartofler og meget andet godt, inden landsbyen. Her var fløjter, dans og sang, og vi havde forberedt os på, at stemningen altid bliver sjover og bestemt mindst akavet, hvis man slipper selvbevidstheden lidt og lader sig rive lidt med.

Så er øjeblik senere danser vi sammen med de voksne dansere. Omgivet af halvdelen af landsbyen. Børnene flokkes altid om nytilkomne når vi er så eksotiske og fremmedartede som os.

Dansetrinnene var enkle. Dansen var glad. Alle morede sig. Det bidrag gevaldigt til stemningen, at vi også dansede og morede os.

Pygmæerne viste det eneste, de laver og prøver at sælge, nemlig lerskåle. De går i stykker hurtigt og kan ikke konkurrere med plasticskåle. Jeg fik prøvet at lave … tjah… noget der lignende et askebæger lavet af en i 3. klasse. Igen står jeg for underholdningen ved at lave ler sammen med dem.

En god snak bliver det også til. Om livet og udfordringerne. Jeg måtte dog skuffe med, at jeg ikke lige ville kunne sikre nye tag til deres huse. Vi gik dog en tur med rundt og betragtede husene af mursten lavet af lerjord, der så ud til at ville regne væk.

Næste dag kørte vi på tværs af landet til Karera vandfaldene. På vejen passerede vi temarker på toppene af de grønne bjerge. Kørte gennem landsbyer. Passerede overlastede cykler i høj fart med dødsforagt på vej ned af bjergvejene med een fod på vejen til balance og bremse.

Vandfaldene kan man hike imellem. Man kan passere en hængebro over det ene, og en lokal guide gav os den fineste indsigt. Guiden Boso havde t-shirt og træning finansieret af FN.

Trommerne og trommeslagerne er Burundis stolthed. De er vanvittig dygtige musikere og dansere. Der er høje spring, kraft og fart i deres performance og er et must i Burundi.

Jeg blev en smule ærgerlig over, at jeg som kvinde ikke måtte røre trommestikkerne. Fotograferes med den fineste malede tromme omgivet af performerne var ok, og de ville virkelig gerne have, at vi dansede med dem til musikken efter selve forestillingen. Men tromme med trommestikker eller bare holde dem til foto – nix. For pokker altså.

Kongen har boet i landsbyen med trommerne historisk, og vi fik dermed en virkelig interessant historisk introduktion til Burundi. I den store stråhytte sad kongen omgivet af musik, hofnarren der holdt ham i godt humør og dem der havde et ærinde. I halvdelen af hytten var dobbeltsengen hævet op, så der kunne ligge en undersåt nedenunder og klappe rytmen, når kongen havde sex… jobbet – se jobopslaget for dig.

Her accepterede de heldigvis fuldt ud, at jeg måtte grine, da de viste de lyserøde plastic-perlekæder, som kongen havde ment, at dronningen skulle have på, hver gang de skulle have sex.

Livingstone og Stanley var i Burundi som opdagelsesrejsende. De ledte efter Nilens sydligste udspring. Lige det ville jeg gerne have haft tid til at opleve. Nu har jeg rejst i alle de andre lande, både den Blå og den Hvide Nil løber igennem. Så det er jo, som altid, godt, der er noget at komme tilbage efter. Det er der altid.

Med Nilen og Tangyanika søen er her gode fisk, og som i Rwanda, Uganda og Sydsudan er her grønne bakker med stor biodiversitet som te-plantager, palmer og uendelige marker med bønner, søde kartofler, blomkål, broccoli og kaffe.

Befolkning er utrolig nok alligevel fattige, og her skal man lede efter det politiske lederskabs prioriteringer og en socialismemodel ala Afrika i 1980erne, som det ligesom er fastslået af økonomer, at den ikke virkede. For 20 år siden var Rwanda og Burundi lige rige. Nu er levestandard øen mere end det dobbelte i Rwanda. De er naboer og deler samme frodige klima.

Den rige landbrugsjord betyder samtidig, at få sulter endda på trods af de mange børn familierne får. De fleste kommer også i skole. Fremfor alt er det virkelig godt, at man her har undgået folkedrabet i Rwanda, som alle vist fortsat har en form for PTSD af.

En ananas mark gav muligheden for at vælge sin helt egen ananas og vælge den mest modne. Den sødeste ejer, landmand og forretningsmand Alexander fortalte om, hvordan han havde udviklet familiens jord til ananasmark, hotel, restaurant, gildesal, konferencelokale, og nu tog kursus i økologisk dyrkning af ananas for a få mere for dem.

Kender du det, når man får en frugt, der er så sød, som de er lokalt, og pludselig hellere ville have haft frugten til at smage som hjemme. Uanset det er mindre sødt og blødt? Sådan havde jeg det faktisk her, for den friske modne ananas smagte som dåseananas i Danmark med godt med sukkersirup-lage.

Vi blev mødt med så meget venlighed. Sødeste arrangører, Audace og Florence og chauffør Michael. Godt hotel ved søen, hvor vi nød at være med til globryllup med masser af gæster, musik og dans.

Der er en vis modvilje mod naturvidenskab. Børnene kommer fra Gud. Så fødselsraten blandt pygmæer er 6,3, og selv oversætteren undlod at oversætte selv de mindste spor af, om mange børn egentlig gør en mere dig eller fattig. Samme modvilje mod lægevidenskab er formodentlig kilden til, at man ikke lader sig vaccinere mod covid. Faktisk har landet modtaget 650.000 vacciner fra FN, og under 5.000 har tager imod dem. Jeg undres som vanligt over, at den industri pandemien ef blevet til, og håber den ender.

I mellemtiden gør vi os klar til en hjemrejse, som heldigvis har færre aflysninger end udrejsen. Både udrejsens mange aflysninger og forsinkelse og Burundis stammedans blev eventyrlige og uforudsigelig.