Heksemarked, boliviansk kaffe og eventyr i La Paz
Boliviansk kaffe hos den sødeste kvinde med plads til 3 i caféen. Heksemarked med lama-kid og lama-fostre, en masse naturmedicin og ønsker om good-luck fra en af heksene. En gå-tur med bedstemor og skopudser Ester blandt cholitaerne med bowlerhatte og 17 meter (!) stof i skørterne og dermed verdens bredeste vuggende hofter.
Vi synker lidt ind i La Paz med dens smalle gader op og ned af bjergsiderne. Sammen med skopudseren Esther tager vi rundt til de mindre besøgte dele af byen. Vi griner en del, spiser lokal kanel-is og får hjælp til at snakke mere med de skønne, farverige lokale kvinder end vores eget spansk ville have kunne sikre os. Esther sagde god for os, og så var kontakten skabt. Bolivia er ellers ikke et sted, hvor man får lov at fotografere de lokale. En del mener fortsat, man tager deres sjæl, og så er det jo naturligt nok.
Ester arbejder stadig med at pudse sko på gaden, selv om hun er bedstemor. Måske fordi hun kun er 47 år, og fordi hun er mor til hele 4 børn, hvoraf den yngste kun er 9 år. Før vaskede hun biler. Hun er så sød, og vi har en strålende dag på en bytur til steder i La Paz, hvor rejsende sjældent kommer. Blandt højdepunkterne for mig er columbiansk kaffe (!) SELVFØLGELIG. Vi besøger de bittesmå blå træskure i et helt marked med store kvinder i kjoler og forklæder og bittesmå sko, der sælger kaffe og et stykke brød. Vi ved, det er godt, og prisen er rimelig, da 4 politibetjente sidder i det ene skur, og da nabodamen bare virker så sød og lidt generet, så går vi derind. Hun virker så stolt af vores besøg, at hun omsider tager mod til sig og beder om et foto, hvilket er ret usædvanlig her i Bolivia. Ellers skal vi arbejde lidt på gode billeder af lokale kvinder og snakke en del og skabe kontakt, før det er muligt. Det er nu også nemt, for jeg elsker kontakten og snakken og smilet, mens Lærke tager fabelagtige fotos og efterhånden kan smelte det mest principfaste hjerte med sin interesse og entusiasme.
Derfor er næste højdepunkt for os da også grøntsagsmarkederne med cholitaerne med de kæmpe kjoler med 17 meter stof (!) når det er fint, og dermed de kæmpemæssige, farverige rumper, der gynger, når de går. Kombinationen med en høj bowlerhat, bittesmå ballerinasko og et farvestrålende tørklæde som rygsæk eller babybjørn bæresele til børn… det er altså skønt.
Jeg stopper og køber en pincet. 1,5 krone – det er så i orden. Det går da op for os, at sælgeren faktisk er igang med at tatovere en ung mand Lige der på fortorvet. Det pauser han lige for at ekspedere mig. Han kører en mande-deo-stift over skulderen og så er det ellers igang. Den unge mand bliver lidt stolt ved den uventede opmærksomhed fra os og smiler til kameraet, mens han ser ud som om, det ikke kommer til at gøre ondt. Sejt nok.
Den lokale kirkegård med små rum til alle er mit næste dybe indtryk. Cementario. Her får alle én plads. Ikke mange har familiegravsteder. Politiet har et fælles hus med små pladser til betjentene. Det er der respekt over, og så sparer familien pengene. Mamitaer, dvs. gamle kvinder, mindes kærligt med blomster og kage. Yngre med alkohol og cola. Fodboldfans med alskens fan-grej. Magtfulde forretningsfolk viser deres sociale status med marmor rundt om deres lille hul eller med et hus til hele familien. De er ret creepy, når kun det første hul er lukket og resten åbne. Tænk at besøg bedstefar og se ind i de huller, man selv skal havne i. Der er ro, respekt, sorg, minder, blomster og kærlighed på stedet. – og et bemandet toilet, og så er jeg glad og lettet. Lidt rystende har de sat tiden ned fra 10 til 5 år pr gravsted pga coronaen, så der er plads nok…
Det krævede lige lidt glæde og sukker ovenpå den oplevelse. Det deler vi heldigvis med bolivianerne. De har tradition for at spise is bagefter. Så vi sidder på bænke udenfor os nyder den lokale hjemmelavede kanel sorbet is sammen med Ester.
Alt transport har været på gåben og i de svævebaner, der forbinder hele byen. På 8 år har effektive østrigere sat 10 linjer op, der nu forbinder La Paz som metro. Et kæmpeløft for byen, der fordeler sig op og ned af Andesbjergene med flere dale og toppen gennem byen og bestemt ikke med oplagt mulighed for at grave en metro ned eller skabe sikre og hurtige transportveje med bus. Til alle offentlige ledere – ja, det har krævet masser af forhandlinger med ejere af lejligheder og huse som nu har svævebaner forbi soveværelsesvinduet på 6. sal og hen over deres liebhaverboligers havegrill.
Næste dagtur rundt i La Paz bragte os til det centrale torv med gudstjenesten 6. Januar. Her fejrer spanierne særlig. I Bolivia har det givet den tradition, at kirken er stopfuld med mennesker med dukker i små hvide silkelagner. Jesusbarnets soveplads er opgraderet siden halm og krybbe. Præsten velsigner alle dukkebørnene efter prædiken og nadver. Perfekt timing at deltage.
Ret upassende fortsætter vi direkte til helsemarkedet. HEKSE! WAW. Det er faktisk kvinder med kendskab til naturmedicin. Her er urter mod alt fra dårligt hjerte, overvægt, fantasifulde ønsker til sexlivet, love-potions til den udkårne og kolesterol. Der er lama-kid, som ser levende ud, som de hænger tørrede under loftet med skind og øjne. Der er også de helt tørrede lama-fostre, og tilsvarende tørrede smågrise og enkelte ænder. Der er til god høst, frugtbarhed mm. Jeg køber små glad med farvede frø, som bringer held og lykke til min mor, mine piger og jeg og en sød hels velsigner dem omhyggeligt med godt med røg og gentager alles navne en del gange. Den oplevelse er i sig selv alle 50 kr værd. Jakob Linaa Jensen ville have citeret sin mor: når tosse kommer til marked, får kræmmeren penge. Det griner vi lidt af og giver ham ret, og alligevel har jeg til fulde fået værdi for mine penge. Den ene hels efter den anden er såmænd virkelig søde. Vi fordeler lidt indkøb af små figurer, der giver beskyttelse til rejsende, langt liv, gode job og studier, visdom, penge … og et par duller i nationaldragter til den store samling, min mor startede og nu er levende i 3. ud af vores 4. generationer af kvindelige rejsende.
Lærke finder musikinstrumenter og sågar rasler af kløer. Med lidt Coca-bolsjer er vi ved st være mættede af indtryk fra La Paz.
Vi fortrækker til den skønneste Café del Mundo hos svenske globetrotter Elin – Andean stories Til boliviansk kaffe, vin, øl, mad med quinoa mm. Her er fyldt med Elins rejseminder fra rejser i 100 lande på 5 kontinenter. Hun fandt kærligheden i La Paz og er nu mor til to piger og driver caféen for globetrottere – der mindede mig om dejlige skøre skæve og livsglade Cafe Globen i København. Hun og hendes mand har også hotellet Sagarnaga ved siden af sammen. Det gav lige masser af gode snakke om at rejse verdens rundt og om Klub 100 i Sverige, for Bengt Hildebrand har sat os i kontakt, og Britt-marie Boudrie har lige været her. Begge har besøgt ALLE verdens lande. Britt-Marie er den eneste kvinde, der har gjort det med børn mig bekendt. Der er også kun godt 10 kvinder, som har gjort det rigtig, og så en håndfuld der er lykkedes med at være i transit igennem en masse af dem. Dermed er hun en klar rollemodel. Bengt og os rejste sammen i Saudi, og det er forhåbentlig bare første af mange rejser. Så et dejligt netværk af ligesindede, som varmt kan anbefales. Det var nemlig Elin, der fik os på tur med skopudseren Ester.
