Rejseberetning: Drageblodstræer og eventyr på Socotra, Yemen
Socotra – Yemen. Blodtræer i ørkenen, barske klipper og en infinity pool i bjergene. Det er de billeder tidligere rejsende har vist på sociale medier. Det er den natur, der har fået Lærke til brændende at ønske sig at komme hertil. Det Røde Havs svar på Galapagos, dvs. en ø med plantearter der kun eksisterer her, stejle klipper ud til havet med suler i familie med de berømte blåfodede boobies. Med delfiner, hvalhajer, ørken, sukkulenter, fugle og sol. For mig var det samtidig muligheden for at besøge Yemen uden at befinde mig midt i en borgerkrig mellem sunni- og shiamuslimer, der samtidig er en proxy-krig mellem Iran og Saudi hhv. Emiraterne.
I 2008 blev Socotra et UNESCO World Natural Heritage Site. Her er 380 km til det sydlige Yemen, som man føler sig forbundet med, og kun 240 km til Somalia, som ingen har lyst til at have forbindelse med. Endnu længere til Emiraterne, Saudi og Iran. Geografisk hører øen fil Afrika, mens man kulturelt er arabisk.
Som altid er det, der gør mest indtryk på mig i de første dage dog menneskene.
Vores lokale guide Abdullah er fra en landsby med kun 50 mennesker. Her er det kun 4 familier, fordi de bor sammen i alle generationer og får ubegribelig mange børn dvs 10-14. Landsbyen ligger isoleret i lidt læ og skygge fra stejle klipper på en lille, ren og hvid sandstrand mellem stejle klipper. De er fiskere. 8 af børnene går i skole, hvilket egentlig er bedre end forventelig. Abdullah selv studerer stadig engelsk. Han har fået job som guide ved at blive ved med at møde op på kontoret hos Welcome Socotra, indtil Niccolo and Matteo gav ham en chance. Han er tilsyneladende den veluddannede i den lille landsby, og får både penge til landsbyen og lidt social status ved at hente de små grupper af besøgende hos Welcome Socotra til landsbyen.
Vi får en rundvisning, og fordi vi kun er kvinder, får vi lov at møde kvinderne. Vi får endda lov at komme ind i de enkelte hjem for de fire familier. De serverer te. Kvinderne tager tørklæderne af. Bedstemor kommer ind og sætter sig ved siden af mig. Vi udveksler navne og antal børn. Jeg peger på Lærke og får anerkendende nik og håndtegn om at hun er en god datter, så jeg må have gjort det godt. En mor lader mig holde sin baby, som heldigvis laver de tilfredse lyde og grimasser, der ligner smil. En enkelt gang lader et par af de yngste af pigerne sig fotografere. Allerede ved ca 10 år er de for bevidste om at kvinder ikke lader sig fotografere eller får lov at blive fotograferet af deres mænd. En lille dreng med en stor, grøn plasticbold overvinder genertheden for at spille fodbold med Lærke. Lidt senere spiller han på stranden med de store drenge, for det er kun mænd, der spiller fodbold.
Abdullah har igen i dag bragt et stykke af verden til sin landsby, og er verdensmanden, som kan tale med de rige fremmede. Her er hverken TV eller internet. Vi ser hverken dukker eller anset legetøj. Kun den grønne plasticbold. Et enkelt barn er stærkt udviklingshæmmet og har stive strittende ben. Jeg undrer mig stille, om det er, fordi de er giftet ind i samme familie, men undlader taktfuldt at nævne det. Vil spørge Niccolo senere. Han kender meget til Socotra.
Niccolo har været guide i mange år, selv om han virker ung. Han har arbejdet som guide på svære destinationer som ørkenen i Chad og Wakhan korridoren i Afghanistan. Det kunne han med fordel fortælle sine kunder her, så endnu flere ville få tillid til, at han og hans partner Matteo vil håndtere risici, give dem gode oplevelser og få dem sikkert hjem igen. Under alle omstændigheder foretrækker jeg dem klart ift. de rent lokale firmaer, efter at jeg har mødt de lokale, for jeg min erfaring siger mig, at de ikke vil ramme mine prioriteter, fordi vi vitterlig er fra forskellige verdener. Det kan være om mad, sikkerhed, komfort, kontakt med lokale og særligt kvinder. forholdet til dyr, affald og plastic mm. Man kan ikke bare møde op og leje en bil eller tage bussen, for der er hverken biludlejning eller busser. Vi har valgt en ren telttur og værdsætter den ro det giver, fordi der så er mindre kørsel frem og tilbage til Hadibu, som den største by hedder. Vi har derfor også tid ved solopgang og især solnedgang. Vi står op kl 6 for at opleve hikes, før det bliver for varmt og for at give det en chance at opleve hvalhajer. Skulle vi køre 1-2 timer før, så ville vi enten være gået glip af oplevelserne, eller have mistet lysten pga. opvågnen kl 4-5.
Vi er i en gruppe på 8. Det er egentlig OK til turen her. Alle er ret erfarne rejsende. Én amerikansk nødhjælpsarbejder med adresse i Erbil i irakisk Kurdistan og tidligere job i bl.a. Afghanistan. Tre Østeuropæere fra lande der ikke har oplevet corona som en trussel på samme vis som det forsigtige flertal i Danmark. 2 briter med bopæl i Sydafrika. IT, PR, turisme, international handel og forretningsudvikling, samt krigsområder og flygtninge er fagområderne. Og det virkelig enestående for Socotra og Welcome Socotra er, at alle er KVINDER. Eneste bidrag til en forklaring er, at Niccolo er god på Instagram, hvor der er mange kvinder. Det virker ikke som om gruppens kvinder er her fordi den italienske guide er flot. Måske sikkerheden & troværdigheden ved vesteupæiske og samtidig lokalt baserede ejere, der selv er på turene. 4 af os er på Globetrottergruppen EPS. Den ene har jeg skrevet til, at Lærke og jeg var her, så hun ihverfald havde et par EPS kvinder mere, og den sidste kunne huske mit navn fra trip reports og tips, da vi præsenterede os den første aften. Så var banen klar til gode snakke om rejser til afsides rejsemål.
Naturens storhed er dog den endegyldige grund, til at Socotra er et besøg værd. Bjergene af gule sandsten, der går lodret ned i havet med laguner af hvide sandstrande. Ørkenerne med lave, sejlivede træer, kaktusser, sukkulenter og endemiske after som de berømte dragon blood trees og bottle trees. Lave sejlivede endemiske Nacrotin træer overalt, enkelte cucumber trees, og dadelpalmer ved oaserne. Den lokale stolthed er fuglen Socotra Vulture. Det viser sig, at de også hedder Egyptian Vultures.
Solnedgange opleves kl. 17 fra klippetoppe med udsigt over havet, strande og klipper. Der kan være udsigt til fire sider på én gang; ud over åbent hav; udsigt over en hvid sandstrand med store sandbjerge op af bjergsiderne, fodboldspillende lokale og en enkelt badende; udsigt til en strand med mørkerødt sand og vores lille teltlejr med bjerge i baggrunden; og i den fjerde retning ind mod midten af øen ren ørken med den lave bevoksning.
Allerede dag 2 sejler vi langs kysten. Egentlig med det håb at finde hvalhajer, men i stedet opnår vi at opleve fuglenes jagt på en stime sardiner.
The Sardine Hunt. Vi springer i og snorkler med millioner af sardiner, delfiner og et par kuglefisk, plus alle mågerne. Det var vildt, for vandet var SORT pga dybden, og pga de mange sardiner.
Delfinerne springer om os i store familier og følger vores små lokale fiskerbåde langs klippeskråningerne, der rejser sig lodret op af havet. Jeg får snorklet endnu engang mellem klipper med små forhistoriske dyr med skæld / panser som en trilobit eller et bæltedyr. De sjoveste dyr er klart de små fisk Kabihin, som ligner sugemallerne i akvariet hjemme i dagligstuen. De er grå og 4-5 cm lange og dermed ret undseelige. Men de er sjove at følge, fordi de hopper hen over vandoverfladen mellem klipperne, når bølgerne giver dem muligheden ved at forbinde klipperne. På klipperne suger de sig fast med munden og bevæger sig frem med en kombination af muræne-kroppen og sugekop-munden.
Ellers er der små og store, røde og sorte krabber blandt klipperne tættest på land og fisk under vandoverfladen i sikkerhed langs kanten af de klippestykker, der står ude i havet. Snorklingen var såmænd ved en strand med 5 km hvidt sand med én bolig i sten med tag af drivtømmer. Her havde der boet en eremit, dvs. en eneboer, i 40 år. Han var død for to år siden. Tilsyneladende fordi han havde røget rigelig af den lokale tobak i hjemmelavede lerpiber. Måske også bare af alderdom, hvis han havde boet her så længe. Abdullah præsenterede ham som sin onkel – naturligvis, for det bliver jo gerne til onkler og kusiner / fætre alt sammen i arabiske lande. Med en ordentlig oprydning af plastic og fiske- og kogegrejer kunne de optage er afsnit til Robinson Cruise her. Tre Spotted Pompano fisk hænger i et bundt ved indgangen, da jeg går ind for at få lidt skygge og et lille glas sød te.
Maden er fabelagtig. Friske krabber. Blæksprutter. Ris med kardemomme frø, anis og andre krydderier, vi hjemme mest bruger til jul. For en sjælden gangs skyld vil vi prøve at lave det hjemme. En frokost har de dansk feta. Honningen er lavet med lokale hibiscus blomster til bierne. Den stærke te med masser af sukker er altid godt, og den italienske kaffe er luksus midt i sandet i teltlejren både tidlig morgen og sen eftermiddag.
De mange krabber blev lidt færre om aftenen, hvor vi får en saftig, kødfyldt krabbe hver. Maden er igen god med ris, frisk fisk og blæksprutte med lime og flade brød. En lyd fra bordet med maden forstyrrer. En af de mange geder når lige af sætte forbenene op på bordet og gøre indhug i brød og blæksprutte, inden jeg jager den væk på samme måde, som jeg som barn jagede vores hund væk fra de friskbagte kanelsnegle på køkkenbordet… vi spiser ged i morgen.
Tredje dag på Socotra er drageblodtræernes dag. Dragon blood trees. Magiske som drager bliver de 700 år gamle. Desuden er der harpiks i dem. De har rød farve i barken, og at det ligner blod giver mening. Myten fortæller, at en elefant og en drage kæmpede på øen. Dragen tabte og blev til dragetræer. Blodet dvs. harpiksen og det blodrøde i barken viser, at dragen stadig er i live. Vi fotograferer det første. Klatrer i det næste og det næste igen. Vandrer mellem dem til udsigtspunkter langs kanten af den stejleste kløft. Vandrer igennem savanneagtige områder med stadig flere drageblodstræer og ender med at spise frokost under et stort dragsblodstræ. Det var kl 12.30 og dermed hele 6,5 time efter vi begyndte morgenmaden, så jeg var både sulten og træt, og middagsluren på tæppet i drageblodstræets skygge var kærkomnen. Hvor jeg dog egentlig elsker at sove til middag, og jeg gør det ellers aldrig.
Om mig hopper Socotra-gribben (Socotra Vulture), der vist er nationalfuglen. Den bliver kønnere med alderen, hvor den får et lysende gult hoved og gule fjer efter at have været pjusket og grå som ung. De prøver at samle rester blandt vores affald – måske håber de friskeste at en enkelt af os ikke rejser sig igen. Det gjorde vi – Man kan jo ikke være heldig hver gang.
Pigen Nique og hendes lillebror Muhammed følger os i et par timer. Lærke charmer dem fuldstændig. De lærer hinanden ord på engelsk og Socotra, og Nique får en del knus, fordi hun så tydeligt kan lide det. Nique har en fin kjole på med grønne mønstre. Lillebror en Spiderman t-shirt. Begge har bare fødder og kan færdes på de skarpe klipper alligevel. Fødderne bliver bredere, og tæerne kan gribe mere fat end vores. Mest at alt har de hård hud. De er vildt charmerende, som børn er, når man rejser i lande, hvor ungerne må løbe rundt i landsbyerne og naturen uden opsyn og har masser af tid til at lege. Niques yndlingsfag i 5. Klasse er arabisk, og hun kan også en del engelsk, og kvik er hun ubetinget. Vi støtter diskret skolegangen med nogle medbragte blyanter.
Niccolo har forberedt et imponerende program og eksekverer det til perfektion. Efter frokost kører vi i firehjulstrækker ned langs siderne på kløften og vandrer på af det næsten tørre flodleje i bunden. Difhor Canyon er storslået og bringer mig tilbage til både Erbil i Kurdistan og Grand Canyon i Arizona.
Firmen forest er verdens tætteste og største skov af drageblodstræer. Vi hiker igennem den op til udsigtspunkt over plateau med hundredevis af træer og Dirhor Canyon i kanten.
I Dirhor oplever jeg bottle trees eller flasketræer for første gang små træer med tykke stammer, der kan samle store mængde op til bedre tider. Senere er der sågar et agurketræ med en længere og lidt mere jævn stamme og blade som grønkål.
Jeg slutter en lang dag af med solnedgang mellem endnu en stribe dragsblodstræet og som prikken over i’et en fuldmåne. Bestemt ikke en dag for de ældre rejsende på 60-70, der ankom på flyet med os. De er bestemt ikke med her og har valgt rejser med hotel fremfor telt. Eller med store luksustelte som en litauisk gruppe på 60+, vi senere møder.
Vi har små telte. Ét hver. En madres, lagen, pude og tæppe. Havde jeg vidst at Lærke og jeg skulle sove i hver sit felt, så havde jeg nok ikke fundet denne tur sikker nok. Nu vi er her, så virker det helt rigtig og holder os ikke vågne. Det gør den lokale moske til gengæld for mit vedkommende fra 04.30 om morgenen uanset at den er ret langt væk. De første to nætter er teltet placeret på sandstrand i første række ud til havet. Næste nat er vi så højt i bjergene, at jeg sover med min fleece, og et ekstra lagen over mig.
Vi har pakket grundigt til teltturen uden internet og oplader. Mobiler og kameraer har vi indkøbt battery packs til. Pandelamperne er der fire af og ekstra batterier. Vi oplader i bilen med cigarettænder med dobbelt usb-stik. Lærke har ekstra kort med til sit Nikon. Det virker til, at vi har rigelig, og mistede heller ikke noget ved sikkerhedstjekket i nogen af de fire lufthavne på vel hertil. Så vi er lettede og taknemmelige. Der kan både tages gode foto på den fotogene ø og skrives dagbog til brug for rejseblog.
Udover teltene så står de lokale folk hos Welcome To Socotra for at køre og vedligeholde firehjulstrækkerne. Dem er de stolte af, og de skal være stærke for at klare vejene her. Derfor har de stærke mænd bagpå. Ligesom jeg oplevede i Kabul i juli. Den ene er ingen ringere end Saddam Hussein. Vores lokale guide ser ham som en stærk leder og aner samtidig ikke noget om ex invasion af Kuwait. Men man kan jo sige, at de ihverfald er fælles om at være i krig med Iran. Ud fra det jeg spørger mig frem til, så kan jeg ikke forudse, om Yemen forbliver samlet igen eller splitter som man var før ca 1990. Pga borgerkrigen i fastlands-Yemen, så er her ikke rigtig nogen regering. Det sydlige Yemen er her og resten af magtvakuummet udfylder af Emiraterne og Saudi. Emiraterne med en slags soft kolonialisering hvor de har investeret i bl.a. et hospital, mens Saudi kontrollerer militæret, luftrummet og havnene. Der er styr på os besøgende med registreringer via teltpladser og tilladelser til Welcome To Socotra, selv om her ikke er en lokal regering.
Det er morgen på bjerget. Natten har været kold, men ikke mere end at jeg har sovet med bare ben og klaret mig med det tæppe jeg har fået her og det dynebetræk, jeg har med hjemmefra plus den fleece, jeg havde på hjemme for ikke af fryse på vej til lufthavnen i novemberkulden i Danmark. Kl 04.05 kalder imamen. Det er bare det kollektive vækkeur og strukturen på døgnet i et land uden ure, internet og TV eller ret meget skole. Stemmen lyder igen. Jeg bliver bedre og bedre til at falde i søvn igen. Nyder stilheden i teltet og det at være alene. Nyder jeg ikke skal på arbejde og ikke har andre sociale medier eller nyheder end den weekendavis og det DJØF-blad, jeg har taget med. De ender som optænding på bålet her på Socotra, hvilket jeg ikke kan lade være at glæde mig lidt over. Stemmerne tager til. Det lokale sprog er end ikke arabisk og ganske svært at følge, men lydene nu betyder der snart er te med sukker og kondenseret mælk samt italiensk kaffe takket være Niccolo. Lærke kommer forbi teltet og henter en hårbørste og hilser godmorgen. Jeg kan mærke, hun er glad, tryg og veludhvilet. Livet er godt.
Vi besøger en af landsbyens stoltheder, inden afgang. Det er et nursery for drageblodstræer. Altså en indhegning af små drageblodstræer, der forsøger at blive store nok til at kunne modstå gederne. Der er stenhegn om de små træer, men ikke høje nok, så der er 5 geder derinde, da vi kommer. Ejeren er stolt og fjerner et par sten, og inviterer os ind. Så bruger vi en del af tiden på at jage gederne ud sammen med ham. Det er morgenens bæredygtige turisme, for nu kan de stakkels små ananas eller yogapalmetop-lignende unge drageblodstræer få et par timers fred. Der er desværre ingen unge træer på øen pga. de ubegribelig mange geder. Har du penge, investerer du i geder, jord eller uddannelse her. Men når træerne vokser så langsomt, har de ingen chance mod gederne. Fordi træerne kan blive 700 år, så kan de tage flere hundrede år, før man erkender, at en katastrofe er igang. Til den tid vil det tage flere hundrede år at indhente det tabte. Derfor er den lille planteskole så vigtig, og derfor ville jeg prioritere at støtte naturen fremfor menneskene, der bare bliver ved med at få over 10 børn i hver familie. Men gad vide om UAE og Saudi har blik for endemiske træer endnu.
Hovedstaden Hadibu er blot 16.000 indbyggere og øens største by. Her er sandfarvede stenhuse og små butikker med grøntsager, mobiltelefoner, minisupermarkeder o.lign. På vejen ind har vi bygninger og bemanding fra Saudi på venstre side og det sydlige Yemen på den anden og vist også Emiraterne. Vi drikker friskpresset limejuice og går igennem byen, hvor fiskemarkedet gør mest indtryk. En lille hammerhaj er til salg. Der er mange store fiskearter. Fisk og ris og flade brød er hovedspise her og billigere end de dyre importerede frugter og grøntsager. Jeg siger pænt goddag og tak på arabisk et uendelig antal gange og vi charmer os til virkelig mange flotte fotos med venlige handlende, som tager pænt mod den uventede opmærksom fra den lille gruppe af kvinder.
Selve byen er fuld af plastic, støv og geder som så mange byer i Afrika. Men her virker ikke truende. Kvinderne har alle fuld niqab på og må ikke fotograferes.
En kone fra Saudi eller Emiraterne forekommer at være det mest eksotiske, prestigefyldt og mest attraktive. Men måske mere som en drøm end en realistisk mulighed. Ægteskab kræver lidt opsparing til selve brylluppet på 1-1.500 usd og noget økonomisk evne til at bygge hus og tjene til familien. Forældrene hjælper, hvis de kan.
Man kan købe dråber med frankincense til røgelse i butikkerne og dermed har vi øens navn. Souk – butik, og Otra – dråbe. Selve frankincense kan købes i små poser. Det ligner (og er reelt) harpiks. Det kan bruges som røgelse. Omend jeg ikke tror, vi har noget at brænde det i derhjemme. Eller til at tygge. Det smager dog ikke af noget og er bare sejt og klistret.
Dihmari Protected Area er et marine reserve med koralrev og farvestrålende revfisk som papegøjefisk og Napoleon fisk, samt sværdfisk, gruppers, blæksprutter mm. Her har de blå koraler stadig farve, ligesom hjernekoralerne og pladekoralerne. De lokale fortæller dog, at her var langt flottere før en tyfon for 6 år siden ramte kysten. Jeg var ellers lige så glad for, at koralerne her netop har farve og ikke er blevet hvide som så mange steder i Asien ex Maldiverne. En underlig grøn vækst med gele konsistens ved navn Eldriha er dagens nye oplevelse for mig. Man må ikke få den i øjnene, så jeg spritter godt af bagefter for ikke at komme til at røre mine øjne.
Havet er ret barsk. Anden snorkletur er bølgerne så voldsomme, at sandet piskes op og sigtbarheden bliver lav. For at se koralerne, skal jeg så tæt på, at jeg må kæmpe mod de store bølger for ikke at blive skyllet ind over dem. Heldigvis kan man samle kræfterne med grouper med lime; ris kogt med tørre lime, nelliker, kardemomme, kanel og rosiner; og godt med grøntsager, frugt og te med kondenseret mælk, kardemomme og kanel.
Jeg kan virkelig godt lide SMAGEN af Socotra. De lokale chauffører og kokken mener, jeg skal tage kokken med til Danmark. Så kan han lave mad til mig der. Det er en tanke… et splitsekund, indtil omfanget af kulturchokket slår igennem fra verden her, hvor kun få har kørekort og jeg ingen kvinder så køre; der ikke er vejskilte eller lysreguleringer; kun få har universitetsuddannelser og må til Yemen, Emiraterne eller Egypten for at studere. Hvor kvinder generelt er hjemme, laver mad, føder og passer ti børn, og hvor manden har retten til børnene ved skilsmisse. Hvor forældrene kan sige nej til den deres søn ønsker at gifte sig med og pege på en anden, feks en kusine.
Stemningen er god. Adnan har været én måned i Frankrig og Holland på et Schengen-visa og lære om naturbevarelse for en del år siden, og nu passer han på
Koralrevet og tjener på at leje snorkel, finner m.m. til turisterne. Det er ham vel undt. Tidligere kom her mange turister og regeringen kontrollerede og regulerede besøgene i marine parken her til 20 i én time dagligt. I dag er der ingen regering, næsten ingen turister og heller ingen regulering. Held i uheld her ingen turister er, nu hvor her ikke er nogen til at føre regulering ud i livet.
Måske er det inspiration fra fuldmånen, der får vores gruppe til at spille Werewolf. Jeg værdsætter den noget hardcore gruppe kvinder. Lærke leder spillet med naturlig autoritet, venlighed og empati. Hun er allerede en naturlig leder.
Vi sov i telt på stranden lige foran koralrevet og spillede, spiste m.m. i en åben bygning med træ-tag og murede vægge på to sider til skygge og læ.
Efter endnu en lang køretur når vi en kløft med flod i bunden. Da der ikke er meget vand for øjeblikket, så er flodlejet i stedet klart dybt-blåt vand mellem hvide sandstenskanter, der rejser sig skiftevis højt og brat langt vandets sider og skiftevis giver fine naturlige stier ned til vandet. Vandet er givetvis 26 grader varmt, og føles alligevel forfriskende og køligt i solen og særlig efter vores hike ned fra toppen af kløften, hvor selv firhjulstrækkerne måtte stoppe. Hiken var vel en lille time ned og godt det samme op.
Igen i bagende sol og med stejle klipper. Udsigten gik langs kløften ud til havet på den ene side og ind mod bjergene på den anden. Udsigten og de mange pudsige flasketræer gjorde hiken fint, og anstrengelsen var det hele værd, når svømmeturene i den blå-hvide verden var som en dag i en eksklusiv naturlig spa. Lidt udforskning op til det lille vandfald, picnic og en ekstra svømmetur i en ny retning, fordi det bare er smukt.
Socotra og dette sted kan gøre på måder. Så en gruppe først i 20’erne havde sovet længere, ankom senere, brugte én time på at gejle hinanden op til at springe i fra klipperne med høje råb og hujen, hvorefter de gik igen. Deres lokale guide kom på et tidspunkt stille hen og sagde undskyldende, at de gik igen om ti minutter. Vi fik helt ondt af ham. Da vi kom frem til næste lejr ved endnu en storslået strand havde de slået lejr nogle hundrede meter før os med nogenlunde samme støjniveau og ved at klatre op i klitterne op af bjerget.
Bjergene af sand ef blæst op fra havet op mod bjergkæden, der rejser sig lodret 100 m bag vandkanten. Det varer ikke længe, før jeg også er fristet af turen derop. Lærke klatrer til tops, betragter udsigten, tager fotos af horisonten, solnedgangen, The Arabian Sea med de blå bølger med hvide bølgetoppe, de støvet rustrøde bjerge mod højre, og de mørke klipper bag os.
Rejsens længste vandretur belønnes med en naturlig infinity pool med fabelagtig udsigt over kysten og landsbyen, vi netop er hiket op fra. Det er Socotras næstmest fotograferede sted efter drageblodstræerne. Det er også billedskønt, og man er unægtelig lidt svedig, når man når derop. Vi tog afsted endnu tidligere end vanligt for at gå inden det blev for varm, og ærligt så også for at have det helt for os selv ligesom dagen før. Vi vidste nemlig, at gruppen med unge gutter og ganske få uge kvinder ville komme derop. De højtråbende, testosteron drenge havde forvandlet spa-harmonien til en tur i børne og familieafdelingen i den lokale svømmehal dagen før i den time, de gad bruge på det enestående sted. Så jeg stod gerne op 5.00, for at have nydt infinity poolen, så længe jeg kunne holde til selv, inden de magtede at stå op og nå frem 3 timer efter. Det var perfekt. Vi mødte dem på vej ned, hvor den ene medbragte høj musik til hiken og de to overvægtige piger i gruppen var overladt til at kæmpe for sig selv sidst i feltet. Så var det godt nok mere inspirerende med de korte møder med de fire par i 60erne, den lille fotogruppe og den endnu mindre gruppe fra en marokkansk NGO.
Hiken blev hårdere end ventet. Lærke og Kat var blevet syge af et eller andet, de havde spist. Begge var heldigvis kun syge den ene dag, men at det lige var på det hårdeste hike var barsk. Lærke var hvid og rød i ansigtet og måtte kaste op undervejs. Hun er sej! Op kom vi.
En gammel kvinde var på bjerget med sine geder. Hun havde et godt øje for, at Lærke var syg og var også den som kaldte på Abdullah, da Lærke måtte kaste op. Hun tog vores rygsæk, som Lærke ellers havde slæbt op og ville ikke have noget for det, da vi nåede frem – Men det fik hun selvfølgelig. Forhåbentlig kan hun liste nogle indkøb ind, hun selv ønsker ved at det blev små sedler, hun fik.
På det østligste punkt på Socotra er området og landsbyen Irasal. Her leder Khamis vist landsbyen. Han er i hvertfald den bedste fisker og den der byder os velkommen med te med ingefær. Med 30 familier er der 400 indbyggere og 80 børn i den lokale skole. Efter folkeskolen flytter børnene ind til hovedstaden og går på kostskole. Jeg er positiv overrasket. Det forklarer mig endelig, hvorfor der kun er voksne og små børn i landsbyerne. De fleste andre bliver lidt stille og ser lidt lidende ud ved tanken om høflighederne, man skal udveksle, hvor jeg efterhånden virkelig holder af det. Vi kommer igennem emner indenfor den fælles referenceramme som antal øer i vores to lande (han er ret imponeret over antallet af danske øer), fiskeri, typer af fisk (han kender ikke sild og torsk), husdyr (kun geder hos ham – mens jeg fremhæver køer, høns og får, mens grisene ikke lige omtales … det kunne de nu egentlig ellers godt), børn (og lige med et puf i retning af, at 3 er rigelig og 10 altså ikke er nødvendigt), skole (klart med prioritering, også for piger, og her tøvede han heldigvis ikke).
Det østligste punkt er særlig sejt, fordi man kan stå med et ben i hvert hav, ligesom på Skagen. Til højre er Northern shore / nordkysten af Socotra med Arabian Sea. Det er en fortsættelse af Golfen. Det Røde Hav er lidt længere mod nord. Til venstre er sydkysten af øen og Det Indiske Ocean. Lige på spidsen ligger et hvalskelet.
En bonus i programmet er Niccolos hemmelige sted. Vi må love ikke at tjekke ind eller dele fotos fra stedet. Han holder af det, og så snart han sætter fotos på Instagram fra et sted, så tager lokale konkurrenter dertil med deres gæster. Lige det her vil han gerne have for sig selv og sit firma, Welcome To Socotra. Der er smukt.
Vi er nødt til at bevæge os tilbage mod hovedstaden. Den moderne rejses nye irritationsmoment, nødvendighed og/ eller pengemaskine kræver sit – coronatesten. 7 USD for en hurtigtest på hospitalet i Hadibu. Der står store rustne og bulede ilttanke udenfor. Jeg håber, de ikke behøver bruge dem til coronasyge, men kan bruge dem til dykkersyge i stedet. Når vi kommer til Abu Dhabi skal alle PCR testes. Suk. Alle er både fuldt vaccinerede, og PCR testede hjemmefra, ligesom i hverfald knap halvdelen af os har immunitet, og der er stort set ingen smitte på øen, så alle tester heldigvis og ret forudsigeligt negativ.
Nationalmuseet er et fint lille hus med ét rum med lidt fiskeredskaber, legetøj, smykker, en vugge, en sted drenge kan sidde på når de bliver omskåret, kamel og gedehud der er pustet op som beholdere til dadler eller vand. Selv om den rare ansvarlige på stedet forsikrer, at dadler kan holde sig 5-6 år indeni, så lyder hverken gamle dadler eller omskæring særlig attraktivt. Der er til gengæld lavet en bog over øen af Darwin Initiativet, Unesco kontoret i Doha, NGO’en Friends of Socotra og det australsk registrerede firma, Development of Isolated People.
Vi kører fordi de sidste billeder af Saddam Hussein og andre ‘stærke mænd’, der pryder bilerne. Det må næsten være det, at Iran er en fælles modstander for dem, der gør, at netop Saddam er en helt hos mange her. Ellers har jeg mest set det i Kabul.
Som de fleste rejser slutter denne i lufthavnen. Lille og ganske kaotisk. Mænd i lange hvide skjorter med hang til at springe køer over. Kvinder helt tildækket. En flok vesteuropæere i trekkingtøj. Vi sad lidt på gulvet, indtil et fly afgik til selve Yemen og vi alle 8 kvinder straks overtog de gode stole med stor selvfølgelighed. Der var så ellers kun mænd i den afdeling men de så ud til at mene, vi også måtte være der. En del rejsende stod og kiggede ud af vinduerne efter flyene, og da vores endelig skulle afsted overvejede jeg reelt om vi skulle blive på øen. Den var skøn, og motoren lød som om det ville blive sidste rejse.
Alt gik vel, og vi er i Dubai og så småt begyndt at fordøje endnu en magisk og eventyrlig rejse, oplevelse, og ny ø.
