Blandt pyramider i Sudan

SUDAN // REJSEBREV – “Ridende på kamelryg ind til godt 40 af de 200 pyramider i den røde ørken i Sudan. Jeg kan stadig ikke tro mit eget held og privilegie ved at opleve det.” Hun er medlem af De Berejstes Klub, og er nu den danske kvinde, som har været i flest lande af alle. Mette Ehlers Mikkelsen er også bidragyder til ’Kronisk rejsefeber’, en serie på tre rejsebøger med nogle af de allerbedste rejsefortællinger, der er blevet fortalt gennem de seneste 25 år i den særlige klub. Hun har sendt dette rejsebrev.

MEROE, SUDAN – Ridende på kamelryg ind til godt 40 af de 200 pyramider i den røde ørken i Sudan. Jeg kan stadig ikke tro mit eget held og privilegie ved at opleve det. Den røde solnedgang over pyramiderne, der er sandfarvede og røde som ørkenen, hvor der var helt stille uden trafikstøj eller andre besøgende end mig selv og den lille gruppe, jeg rejste med. Vi sad tre sammen på de høje bunker af varmt sand og tog flere tusind års kultur og historie ind.

Pyramiderne blev bygget som kongegrave mellem 600 fvt. og år 400. Mange er delvis ødelagt af gravrøvere og skattejægere, men hieroglyfferne i indgangspartierne er stadig imponerende med afbildning af guder, der giver faraoerne livets nøgle og dermed liv.

Jeg må simpelthen indskyde, at det at give liv synes jeg, de skulle have ladet forblive noget, kvinderne havde æren for. Der var smukke hieroglyffer med lotusblomster, skarabæer, ugler, løver, solen, faraoer med fanger og undersåtter, stolte og feminine dronninger, hvor nogle var slanke og andre afrikanske kvinder med store runde former. Konger med masser af smykker på hovedet, om halsen, om armene og om anklerne. Kvæg. Sejlbåde på Nilen. Livet, magten og troen er afbilledet. Meroe er ikke et Unesco verdensarv-sted for ingenting.

Min fars kamelpisk

Jeg nød turen på den høje hvide kamel med Suleimans venlige hjælp, selv om jeg altid får et sug i maven, når de rejser sig og lægger sig ned igen, og jeg tipper forover og skal spænde core for ikke at miste balancen og ryge af. Balancen er påvirket af 15 måneders nedlukning af samfundet med færre cykelture og lukkede træningscentre. Men det føles bekendt at ride på kamelen igen, og den helt rigtige stemning er her.

Jeg mindes min fars kamelpisk og kniv fra nomaderne i ørkenen fra hans tid som FN-soldat i Gaza lige før seksdageskrigen i 1967. Det får mig til at købe en kamelpisk hos de handlende ved pyramiderne i Meroe. De vil meget gerne sælge, hvilket er fair nok, for der er ingen andre besøgende end os denne eftermiddag.

Vand er guld i disse tørre egne. Her lagde man et større område under vand for at udnytte denne vigtige ressource bedre i Egypten, og som følge af det, oversvømmede Nilens vand et større område i Sudan, ikke bare med ørken, men også nubiske pyramider og templer

Hieroglyffer var der også i rigt mål på løvetemplerne. Smukke gamle templer med søjler og smukke hieroglyffer, som er velbevarede og tydelige. Vi nåede at besøge fire templer på vej til og fra pyramiderne, samt Nationalmuseet. Alle med enestående hieroglyffer.

Historien blev levende, og sudaneserne er langt mere afdæmpede og venlige, end jeg oplevede egypterne, de to gange jeg har besøgt Egypten. Templerne i Nationalmuseet er flyttet fra områder, der nu er oversvømmet på grund af Aswan. Det er navnet på den store dæmning, som egypterne byggede i 1960’erne for at opdæmme Nilen. Vand er guld i disse tørre egne. Her lagde man et større område under vand for at udnytte denne vigtige ressource bedre i Egypten, og som følge af det, oversvømmede Nilens vand et større område i Sudan ikke bare med ørken, men også nubiske pyramider og templer.

Ørkenland

Det er virkelig et ørkenland. Fladt og tørt og bart så langt øjet rækker. Der er enkelte bjerge, som ligner bunker af store løse sten mere end egentlige bjerge. Ser man efter et bush-toilet, er der kun få buske at sætte sig bag. Ikke sjældent står der en løs kamel og gumler, hvis der er en busk eller et enkelt træ.

Allerede den første dag, jeg var i Sudan, var der så varmt, at mine sko smeltede efter dagens gåture gennem hovedstaden Khartoum. Mine ECCO-skos sål forskubbede sig simpelthen 1 cm under hælen. Jeg var noget spændt på, hvordan de ville klare det brændende ørkensand de næste dage.

De skulle helst klare rejsen gennem Sudan, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik, for jeg rejser kun med håndbagage og et minimum af alt, inkl. sko. Så jeg har ét par lukkede sko og ét par sandaler med. Medicin til at håndtere det mest sandsynlige som malaria, diarré, forbrændinger, betændelser og smerter. Lidt toiletsager.

De lokale mænd ser noget overraskede ud, da jeg kommer ind, men snart er stemningen præget af den gensidige nysgerrighed, jeg elsker ved rejser. De spørger, hvor vi kommer fra og byder velkommen til deres land

Der skal være plads til telefon, opladere og alle papirerne med billetter, kopi af pas og gul feber vaccinationskort, forsikringsbevis, letter of invitation og elektronisk visum og program for hvert af de tre lande og coronatest. Der er lidt ekstra at bære på. Jeg tager højde for, at jeg kan været så uheldig at stå med en positiv coronatest og dermed skulle blive i landet to uger yderligere. Det kunne jo være fint oplevelsesmæssigt, men jeg har heldigvis også et spændende job at passe. Jeg arbejder under alle omstændigheder altid undervejs. Derfor er mobil og bærbar uundværlige.

Den gensidige nysgerrighed

Så er det godt, at der ikke er brug for ret meget, og at man kan få en god kop kaffe undervejs. Vi stopper ved et af de lokale kaffehuse langs vejen og drikker stærk kogt kaffe på friskmalede og nyristede bønner med masser af ingefær og kardemomme i.

De lokale mænd ser noget overraskede ud, da jeg kommer ind, men snart er stemningen præget af den gensidige nysgerrighed, jeg elsker ved rejser. De spørger, hvor vi kommer fra og byder velkommen til deres land. Alle er iklædt den traditionelle lange hvide skjorte De Labia, for som Agil siger, så lader den alt hænge løst og luftigt.

Agil er vores driver eller chauffør. Han er altså herlig. Mangler et par tænder. Gør sig umage for at være pæn og præsentabel, og så kan man alligevel lige se, at skjorten er slidt i kraven, og han mangler et par tænder i siden, hvor tandlægeregningen har oversteget det mulige, og hvor jeg formodentlig havde haft en dyr og naturligt udseende krone.

Agil sagde ikke meget til at starte med, men vi opdagede, han forstod det hele, da han første gang ikke kunne lade være med at kommentere på en samtale på engelsk på bagsædet. Vi vesteuropæiske kvinder fik snakket om parforhold og sågar muligheden for at vælge at blive mødre uden en mand. Det var næsten science fiction for Agil, som var en herlig blanding af målløs og virkelig nysgerrig og egentlig imponerende begrænset forarget. Havde jeg skullet introducere samfundsmæssige forandringer, var jeg gået noget langsommere frem i dette muslimske land, for at mændene ikke skulle stejle fuldstændig.

Der er næsten altid en som ham, der er et godt menneske, der passer lige det mere på én, end de egentlig behøver arbejdsmæssigt

Agil åbnede op efter sin byge af spørgsmål til den samtale. Han var skilt og ville meget gerne giftes igen og have børn, ‘for det ville være rart at have nogen at komme hjem til’. Den følelse er vist universel. Han havde det der intelligente glimt i øjet, humor og sans for sproget.

Når han åbnede mere op fik jeg chancen for at opleve os som lille rejsegruppe gennem hans og de øvrige lokales øjne. De snakker jo også om os. Får et glimt af vores lande og kulturer via os. Mere end noget andet betød det meget for ham, at vi smilede og viste dem respekt og venlighed. Den i gruppen, der kritiserede, skabte stress blandt dem.

Det kunne de virkelig ikke lide. Agil var sådan et menneske, jeg fik tillid til med det samme. De andre faldt i søvn, mens vi snakkede om alle de store og små spørgsmål i livet, så som kærligheden, økonomien, samfundet, erhvervslivet og friheden. Der er næsten altid en som ham, der er et godt menneske, der passer lige det mere på én, end de egentlig behøver arbejdsmæssigt.

Et par kvinder med børn sidder for enden af rummet med deres mand og far. Børn er altid en god vej til alles hjerter, og vi har lidt slik med. Vi griner alle, hver gang den lille dreng overvinder sin generthed for at få et stykke slik. Hver gang snupper han nemlig slikket hurtigt, og løber så tilbage i sin more sikre favn så hurtigt, de små ben kan bære ham.

En af de andre gæster har ledt efter guld med en metaldetektor, som han lægger under sin stol med største selvfølge, inden han får sin kaffe.

Historie mærkes altid mere, når man er i et land. I Sudan er det tyske arkæologer, der har udgravet mange af templerne og bevaret hieroglyfferne. Hotel Acropolis bestyres af et par ældre græske brødre, der samtidig er konsuler for Grækenland. Det nye, fancy Corintian Hotel ligner en kopi af et af de fine hoteller i Dubai.

Den nubiske nomadetilværelse ses med de mange telte langs vejen. De er dog vist også flygtninge, hvis hjem blev oversvømmet af Nilen. Den kultur møder den arabiske kultur her i Sudan. Ørken i vest, grøn natur i syd og kystlinjen til Det Røde Hav mod øst mødes her.

Mødet mellem det lyse og det mørke vand ses tydeligt i floden. Det ser ud ligesom i Amazonfloden i det nordlige Brasilien

Nilen går livgivende gennem landet. Det er i sig selv livgivende. Vores skønne guide tager os straks ned til Nilen, da vi ankommer, for den betyder meget. Her løber den Blå og den Hvide Nil sammen og bliver til selve Nilen. Den blå kommer fra Uganda i syd. Den hvide fra Etiopien. Det blå betyder egentlig den mørke Nil, mens den Hvide Nil betyder den lyse.

Det ændres i oversættelsen. Mødet mellem det lyse og det mørke vand ses tydeligt i floden. Det ser ud ligesom i Amazonfloden i det nordlige Brasilien. Både der, hvor den mørke og den lyse Nil løber sammen i det nordlige Sudan, og i Amazonfloden har man vand med to forskellige PH-værdier, der løber sammen. Det ses i floderne som to slags vand med forskellig farve, der løber parallelt i stedet for umiddelbart at blandes.

Det bliver ved med at undre mig, hvor lidt de udnytter mulighederne for at vande marker og skabe haver langs Nilen. Så meget vand og så ringe udnyttelse. Det er navnlig en verden til forskel til ørkenen i Israel, der er omlagt til landbrug med drypvanding til drivhuse og marker. Der er også en verden til forskel mellem det knastørre Sudan og det grønne Sydsudan samt, længere mod syd, det frodige og kuperede Uganda.

Rehab

Jeg oplever, jeg er omgivet af intelligente og venlige mennesker.

Den kvindelige arkæolog Rehab fortæller uden ende om historien og samfundet. Rehab var intelligens og stil i ét. Havde hun været i Danmark, havde hun været direktør for det nationalmuseum, hun nu viste os rundt i. Nu var museet så lukket, og hun kunne kun vise os rundt i haven omkring bygningen, med de smukke templer.

Hun havde en gudsbenådet evne til at tale med mennesker. Høj som lav. Den empati og intelligens brugte hun nu til at få os ind ved museet og alle mulige andre steder, der egentlig var lukkede. Havde hun været i et velsmurt åbent samfund, forestiller jeg mig hende som administrerende direktør, partiformand eller lignende. Hendes samfundssind var glødende. Hendes viden om politik og økonomi stor.

Havde vi kunnet snakke helt frit uden at risikere vores frihed, havde vi givetvis talt med større bogstaver om kvinders muligheder og værdi i det muslimske samfund

Havde vi kunnet snakke helt frit uden at risikere vores frihed, havde vi givetvis talt med større bogstaver om kvinders muligheder og værdi i det muslimske samfund; om frihed; demokrati; og om økonomien, stammesamfundet og historien og alt det, der komplicerer billederne. Hendes opfordring til Frankrig og verdenssamfundet om ikke at glemme dem og til at bakke op om den skrøbelige regering, demokrati og økonomi var dog ikke til at tage fejl af.

Min respekt for Rehab var stor. Venligheden. Den dybe viden om arkæologi og historie og nutiden. Intelligensen. Måske allermest hendes evne til at håndtere både de rejsendes urimeligheder inkl. en enkelt i gruppens ønske om alkohol, selv om det er strengt forbudt, og tilsvarende venlige men bestemt håndtering af de lokale udfordringer, når teltlejren i ørkenen var lukket og hotellet umuligt at finde. Det menneskelige overskud kan mange af os lære af.

Det eneste, jeg virkelig havde svært ved, var at gennemskue det med kærligheden og ægteskabet. Manden måtte jo bestemme, om hun kunne fortsætte med at arbejde. De ønskede sig børn. Hvad vil der ske derefter i hendes liv?

Chaufførerne kører virkelig godt igennem sandet off road i lange stræk og sågar over løst sand i de udtørrede flodlejer. De forstår alt, vi siger, og Agil og jeg får lange snakke om landet, kulturen, familier, uddannelser og job. Han er skilt og vil gerne giftes igen og have børn, så der er nogen hjemme, som glæder sig til at se ham, når han kommer hjem.

Han gav mig sin bedekrans. Der formodes at være 33 ens perler mellem hver af nogle lidt anderledes perler. Dermed kan man sige sapanela eller Halleluja eller Thank you God 33 gange i træk. Det har en dejlig afstressende og beroligende effekt at sidde og lege med perlerne. Ligesom de kinesiske kugler, man kører rundt i hånden, og de bløde figurer man kan sidde og trykke på i danske kontorlandskaber.

Vores anden chauffør, Abubidae, har et par mindre børn og står til at arve firmaet fra sin far. Faren er en tårnhøj, flot og venlig mand, der udstråler autoritet og indgyder tillid. Han kom selv og spiste sammen med os den sidste aften. Her kom vores turarrangør, egypteren Mozamel, også. De to har arbejdet sammen i ti år og er et godt bud på arrangører af rejser i dette noget udfordrende rejseland. Både guiden Rehab, der strålede af klasse, stil og intelligens, vores chauffører Agil og Abubidae og kokken Qaram var det sødeste. Qaram tryllede mad med stegte fisk fra Nilen, ocra og fyldte auberginer frem på kort tid.

Landet har ikke bare omkring 200 pyramider men også omkring 400 stammer og 150 sprog. De seneste to år har der være civil – militær regering, og netop mens jeg var her, blev der afholdt en konference i Paris med donorlande, som mod forsikringer om at bevare en civil regering gav tilsagn om flere penge. Det vil betyde meget for landet at komme ud af 30 år med sanktioner.

Utrolig mange hilste med den knyttede hånd i vejret. De så venlige og stærke og insisterende ud samtidig. Det var da heller ikke en truende hånd, men et udtryk for, at de støtter revolutionen og den civile regering, forklarede Rehab mig. Uden støtten risikerer landet, at det gamle styre vender tilbage, for det er ikke stabilt, som hun også forklarede.

Der var masser af kontrolposter på vejen. Vi skulle have tilladelse til at køre rundt. Mange tidligere militser havde nu job hos regeringen i militæret, men sad stadig i deres hvide Toyota pickup trucks. Vi tog vores forholdsregler og fortalte ikke om vores hotel eller program til dem, der spurgte undervejs, ligesom vi undlod at tjekke ind på sociale medier.