Stevns Klint – UNESCO verdensarv – fyrtårn, kirke der er ved at styrte ud over klinten og Stevns Fortet fra den Kolde Krig.
På et ganske kort stykke kyst langs Sjællands sydøstlige hjørne kan man opleve natur i verdensklasse. Så meget, at det er udnævnt som Unesco verdensarv. Det pudsige for professionelle turistaktører og lokale er, at efter unesco-statussen kom, så har jeg mødt asiatiske turister, der tog selfies foran Stevns Fyr. Det skete bestemt ikke før.
Det er nu også hele oplevelsen værd.
Jeg er kommet her hele mit liv. Jævnligt. Så dette er højdepunkter og anbefalinger fra de seneste besøg ved en samling helt vidunderlige steder, hvor man samtidig bliver klogere af at komme. Får udvidet sin horisont lidt.
Først og fremmest er der selv Stevns Klint. Den er virkelig flot, både oppe fra klinten og nede fra stranden og selvfølgelig fra havet. Der er gangske mange steder, man kan komme ned til stranden, så der er ingen undskyldninger. Især fordi det ikke kræver en tur ned (og op igen) af Danmarks længste trappe som ved Møns klint, der ellers også er storslået. Der er vejskilte, og det er let at finde dertil.
Der hvor vi bedst kan lide at tage til klinten er ved Højerup kirke, hvor den lille kirke er understøttet, fordi den ellers ryger ud over klinten.
Der er smukt, nationalromantisk dansk landskab med en lille sø med siv omkranset af gamle træer og med et lille, hvidt stråtækt hus. Mod nord ligger mindeparken med alskens mindesten, der passer fint til en kortere tur langt klinten, mens man læser sig ind i lokalhistorien.
Det er også fyrtårnet. Man skal altid besøge fyrtårnet her og alle andre steder, for de ligger naturskønt. Der er også noget dragende ved fyrtårne, for de viser vej og giver håb. Derfor har Jakob og jeg også projektet med at besøge alle danske fyrtårne.
Trampestien er et af de gode initiativer til at få set klinten og få rørt sig. Man kan simpelthen vandre langs klinten mellem stranden og markerne og forbi et enkelt kalkbrud hele vejen fra Rødvig på Sjællands sydøstlige hjørne. Som et af de få retvisende og lidt sjove kommunale by-slogans i Danmark… Rødvig, byen der ikke er til at komme udenom.
Stevns Fortet er et must for alle med interesse i historie og samfund og sikkerhed. Det er helt surrealistisk at se sovjets angrebsplaner og ikke mindst stå helt nede ved vandet, dybt nede i klippen og kigge ud, for lige at tjekke om en ubåd lå der og var ‘gået under radaren’. Man kommer helt ned i klintens kalk og granit, hvis man har lyst og ser gammelt IT-udstyr og antiluftskyts. Det mest beskyttede i dag er vist ungdomsfænglet overfor, hvor der både er høje hegn og bisonokser udenom. I dag kan man køre i små gocard-kampvogne, hvilket er ret sjovt for os store børn, uanset at det stadig er sjovere at køre rigtige kampvogne.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Cykelturene fra Rødvig by og havn langs vejen op til fortet og videre til Højerup Kirke og Fyrtårnet er enkel og krydret med havet, smukke marker, højlandskvæg og mange gårdudsalg med grøntsager og ‘antikviteter’ og loppefund til 10-20kr.
Der er en lille lokal gård med egen æbleplantage lidt inde i landet ud for Store Heddinge. Den er en del af visitstevns og deres lokale producenter. Her er også til en god tur og lidt indkøb i gårdbutikken.
Her er billeder fra rejser med Jakob Linaa Jensen som led i vores rejse rundt langs Danmarks kyst, samt til alle danske fyrtårne… måske skal vi have FORT’er med som endnu en liste?! Jakob skriver om rejsen på www.linaa.dk, hvor en del indlæg er fælles med hver vores udgave af den fælles oplevelse.
Her er også masser af rejsebilleder med mine forældre og børn, for rejser med 2 og 3 generationer er for mig bare det allerbedste for hjertet, og området her egner sig til det.