En guide til Stillehavet for sikkerhedspolitisk og historisk interesserede.

Her er en guide til at rejse igennem Stillehavet og opleve landene med de briller sikkerhedspolitisk og historisk interesserede har. For mig har det altid været interessant at besøge museer og slagmarker fra 2WW i Europa, USA, Israel, samt Japan. De seneste års rejser gennem alle staterne i Stillehavet har afdækket den del af 2WW, der foregik på den anden side af jorden. Jeg er forholdsvis sikker på, at der er en del andre blandt mine venner, der deler interesserne for sikkerhedspolitik, historie, rejser mv. så forhåbentlig kan guiden bruges. 

Angrebet på Pearl Harbour skød 2. verdenskrig i gang i Stillehavet den 7. december 1941. Derfor er et besøg her i Hawaii et must. 

Japanerne fortsatte krigen mod USA, Kina og en aggressiv besættelse af den ene ø-stat efter den anden. Fra 1942 og de følgende tre år generobrede USA Stillehavet frem til atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. 

Hvad gik der forud 1931-41.

Forud var gået ti år fra 1931, hvor Japan startede sin agression ift. Kina. 1937 indledte Japan full scale invasion af Manchuriet. De blev allierede med Tyskland, hvis invasion i Nederlandene og Frankrig, samt krig mod dem og Storbritannien betød, at de tre landes kolonier i Stillehavet nu var sårbare. 

Japan så chancen og besatte dem. 

USA havde interesser i Stillehavet og ville ikke lade Japan dominere regionen. Man havde samlet US Pacific Fleet i Pearl harbour / Hawaii og havde embargo mod eksport af olie til Japan.  USA var bekymret for angreb på Filippinerne og dets baser der, samt var klar over, at et overraskelsesangreb på Pearl Harbour var en reel risiko. Alligevel lykkedes det general Yamamoto at sejle aircraft carriers og ubåde 4.000 mil ubemærket med radiotavshed, mens USA og Japan forhandlede om ophævelse af olieembargoen. 

Angrebet på Pearl Harbour 7/12/41.

Om morgenen 7/12/41 sendte Japan først 183 fly afsted og en halv time senere endnu 137 fly med bomber og torpedoer i luften, samt lagde en ring af ubåde om basen. Da røgen lagde sig var 12 skibe sænket, 9 beskadiget, 170 fly ødelagt, 2.400 døde og 1.200 sårede. 

Da fly blev opdaget på radar, troede amerikanerne først, at det var egne bombefly, som man ventede retur den dag.

Stedet er fortsat en central amerikansk base, og samtidig et mindesmærke, som berører alle, der besøger stedet. US Arizona ligger sunket med 900 begravet inde i skibet. De fleste af de 1.177 der døde ombord ved angrebet og en del overlevende, der har valgt at få deres urne placeret her af dykkere siden. Mindesmærket er placeret som et hvidt skibsskrog på tværs over vraget, så det danner et kors, og man kan se ned på vraget, hvor der nu vokser koraler. Alle navnene på de omkomne og de øvrige der er begravet her er nævnt i mindesmærket, så det understreges, at alle har betydning som overalt på amerikanske krigsmindesmærker.

Christensen 2, Christiansen 1, Jensen 1, Hansen 2, Iversen 2,  Nielsen 1, Sørensen 1 – måske danske rødder. 

Det er fortsat den største katastrofe i USAs flådes historie. Det siger noget om viljen og evnen til at komme igen ovenpå nederlaget, at 18 ud af 21 sænkede og beskadigede skibe blev bragt tilbage i kamp. Faren ved at hæve dem med brændstof og sprængstof har været stor. Lugten og rædslen ved at finde de omkomne soldater fanget inde i de sunkne skibe, ville jeg nok aldrig kunne glemme. 

—-o0o—-

Amerikanerne blev tvunget ind i 2. Verdenskrig, og den var en realitet. 

3 års krig fulgte, hvor USA tog det land tilbage, som japanerne havde taget. 

—-o0o——

Guadakanal i Salomonøerne 1942-43. 

Det tog et års tid før amerikanerne helt fandt deres ben.

Så tog de til genmæle og de hårde kampe om Guadakanal i Salomonøerne gik igang med 5 store søslag om kontrollen over den centrale lufthavn. Området her handlede taktisk om at forhindre den nære allierede, Australien, i at bliver isoleret. Fra 7. august 1942 til februar 1943 var kampene hårde med mange faldne til følge. 

Guadakanal i Salomonøerne rummer steder og mindesmærker nok til flere dages program. Fra det store officielle mindesmærke på det højeste punkt over hovedstaden med udsigt over bugten og de højderygge, der blev kæmpet på. Stranden hvor man gik i land. Mindelunden ved lufthavnen. Det private museum med både amerikanske og japanske kampfly der var styrtet ned og er samlet her. Nationalmuseet.

—

Papua New Guinea. 

Nabolandet til Salomonøerne holdt også for. På Papua Ny Guinea oplevede vi på Trobriaderne det skønneste og skøreste skilt. Her kunne vi se ‘ægte menneskeknogler med kranier, der havde kæmpet sammen med amerikanerne fir at befri øen.’ Jeg ser stadig skeletterne kæmpe for mig. Tilmed skeletter med kranier som noget ganske særligt 😉 

Lidt tankevækkende, at man lokalt mener, at man hjalp amerikanerne, snarere end at man kæmpede mod besættelsesmagten og fik hjælp af amerikanerne. Adspurgt til nogle australske politibetjente på vores krydstogtsskib kiggede de undrede og konstaterede, at det havde de aldrig tænkt på. 

—

Vanuatus vragdyk 

Vanuatu er klart noget af det vildeste og mest intense man kan opleve sammen med Papua New Guinea. Her er aktiv vulkan, landsbyer der tilbeder vestlige forbrugsgoder i håb om de kommer til dem og vragdyk på sunkne skibe.

Palau gemmer krigen under vandet.

Palau rummer masser af vrag af japanske skibe, som er synket under krigen eller af amerikanerne umiddelbart efter. De er skønne at snorkle på, og her er verdensklasse dykning. Vi snorklede over et japanske forsyningsskib, der havde sejlet mad og ammunition ud til de japanske soldater på de forskellige øer og kunne ligge i læ af klipperne, så fly vanskelig fik øje på det. 

Sejler man ud gennem Rock Islands, så er der klippeøer med japanske skilte. Der er hule øer, hvor der er rustne tønder fra tankning af japanske skibe, der har været skjult for amerikanske bombefly inde i og i læ af klippeøerne. Hele området er UNESCO verdensarv pga. naturen, hvilket afspejler, at her er nok at opleve selv uden interesse for 2VK. 

Japanske fly blev også skubbe i havet fra lufthavnen, da amerikanerne havde genvundet kontrollen med området. Så her er nok at snorkle og dykke efter, udover koralrev og dyreliv. 

—

Mikronesien har en række kampvogne. 

I Mikronesien kan det anbefales at lede efter den flotte række japanske kampvogne, der står og ruster bag et industriområde. 

—

Marshalløerne har en mindepark. 

Marshall øerne har også mistet indbyggere og har en mindepark beliggende tæt på lufthavnen på atollen. Så den forbliver ikke tilgængelig, ligesom resten af øen. 

—

Kiribati’ kanoner er klatrestativer. 

Kiribati har kanonstillinger, hvor japanske kanoner peger ud over kysten og pejler efter amerikanske skibe og fly. Her er de let tilgængelige på stranden langs vejen gennem øen.

De er synlige fra vejen, så det er let at leje en bil for nogle dage og selv køre rundt og opleve øen og kanoner, beskyttelsesrum af cement og rustfrit stål.

I dag leger de lokale børn på kanonerne. En pige klatrer stedkendt op på en af de rustne kanoner, der står i sandet og peger ud over havet og sidder og svinger med benene, da vi traver langs stranden for at se alle bunkers, kanoner og resterne af de platforme og drejeskiver, de har stået på. En lille gruppe børn tager hinanden i hænderne og hopper sammen fra en platform ned i strandsandet. De samler sneglehuse og muslingeskaller og leger videre inde i skyggen under træerne. Her er hverken faldunderlag eller voksenopsyn og minder mere om min barndoms leg end om mine børns i byen. 

—

Nauru for de virkelig berejste 

Nauru er et af de mindst besøgte lande i verden, sammen med Tuvalu, Mikronesien og et afrikansk land eller to. Derudover er det, det land i Stillehavet, som det er sværest at få visum til. Så man har sandsynligvis minderne fra krigen for sig selv. 

Nauru har en enkelt kanonstilling midt på øen, hvor den vist ligger på det højeste punkt og har kunnet dreje rundt og skyde til alle sider ud over havet. Øen og dermed hele landet er så lille, at det må have været muligt. 

Det er ikke en kanonstilling, man finder selv. Her er grusveje ind gennem regnskoven og det sidste stykke snor den stadig smallere grusvej sig gennem en anseelig bilkirkegård og losseplads, hvor alt uforgængelig, der kommer hertil med skib, det smides i regnskoven langs vejen her, hvor det er ude af synes og væk fra alle boligerne, der kigger langs vejen ude langs kysten. Det ville jeg helt sikkert ikke have syntes om med VisitDanmark briller på, hvis vores besøgende skulle igennem den slags for at komme til sightseeing mål.

Det særlige i Nauru er dog det japanske fængsel inde i regnskoven. Herinde forestiller jeg mig, hvordan lokale er blevet holdt fanget og afhørt om de allierede i de små, dygtige cementbygninger, der må have været kvalmende varme og fugtige og fyldt med kakkelakker. To små kvadratiske bygninger med en høj cementmur om bygget op mellem de høje og tætte træstammer og med en ståldør ind til både de to huse og det lille aflukke om dem.  

—

New Zealand kan bare det der med museer 

Selv om New Zealand ikke er en stillehavsøstat, så skal et af verdens bedste rejselande nævnes her. Her kan man nemlig mindes 2VK og de allieredes indsats med en forståelse for forbindelsen mellem krigen som den var i Europa og krigen her i Stillehavet. 

Her er museer med Spitfire fly mm, og de få nulevende veteraner til at fortælle historien, samt mindesmærker hos Maorierne, der også stolt mindes deres bidrag til de allieres kamp i 2VK. 

—-o0o—-

Sig til – der må være steder, jeg ikke har med.