Nauru – det land i Stillehavet, der er sværest at få visum til og et af verdens mindst besøgte.

Vi ånder lettet op, da vi bliver lukket ind i Nauru. Det er nemlig et af de vanskeligste lande at få visum til. En del stillehavsøstater er faktisk ikke særligt interesserede i turister, og i Nauru har man illegale indvandrede på vegne af Australien, så her er man endnu mindre interesserede i besøgende. Især hvis de kommer for at kritisere forholdene eller for at bruge det i egne indenrigspolitiske sammenhænge. En enkelt venstreorienteret dansk politiker er således blevet nægtet visum. Så vi er lidt spændte på, om vi kommer ind, selv om vi har fået visum. Vi har mailet med en høflig embedsmand og leveret de papirer, han sendte, samt betalt. 

Som så ofte før, er det ofte i en situation som denne, at det går lettest. De er super søde og hjælpsomme i immigrationen ved ankomsten i lufthavnen i Nauru. Stempler kun lidt i passet, så de ikke bruger for mange sider, da vi spørger om det er muligt, fordi vi er på jordomrejse. Det er så fint. 

En stewardesse anbefaler mig at købe simkort fremfor at bruge wifi og viser, hvor det skal købes hos Digicel i lufthavnen. Hun gør helt afgjort mere, end man kan forvente og smiler, så jeg allerede i lufthavnen synes landet er ok. Det redder tre arbejdsmøder for mig. 

Derefter får hun tippet os om, at tyfonen på Fiji betyder, at flyet næste dag er forsinket. Det betyder, vi kan besøge Nauru Airs kontor i lufthavnen straks og få ny billet, så vi ikke skal spilde tid i lufthavnen, men kan nå at køre øen rundt dagen efter.

Stenformationer langs kysten:

På Nauru kan vi anbefale at opleve naturen med stenformationerne langs kysterne. De er flotte, men skærer også fødderne, så de lokale foretrækker at bade i en havn, hvor bølgerne slår op lidt som de gjorde i bølgebadet på Bornholm i sin tid.

Lejrene til de illegale indvandrere

De er ganske små. Boligerne ligner fuldstændig de små huse og containerlejligheder de australske medarbejdere bor i, og dem vi bor i. De er pænere end dem de fleste lokale bor i og også pænere end vores hotel med værelser og håndværkerboliger i Dili på Østtimor. Jeg har sat et enkelt foto sammen, så man kan sammenligne.

Flygtningene går rundt på øen. Så det var vist en afghaner, jeg fik spurgt, hvor jeg fandt myggespray i supermarkedet, for han var langt højere og slankere, end nogen af de lokale. De badende var også flygtninge, fortalte vores chauffør på turen øen rundt.

Den sikkerhedspolitiske interesse tilfredsstilles:

Min interesse for sikkerhedspolitik, krig og historie tilfredsstilles med japanernes besættelse under anden verdenskrig. Her ligner Nauru dermed mange af de andre østater i Stillehavet, der alle har været besat af japanerne under krigen. 

Der er en kanonstilling højt oppe midt på øen. 

Det vildeste ved at komme dertil er, at man kører af afmærkede grusveje gennem et område med losseplads for biler og plasticflasker. De to ting man forbruger, der ikke rigtig forgår. Jungleloven virker også her, og alt gror til og ruster væk under planterne, men det ligner alt andet end et sted VisitDenmark/ VisitNauru, InvestDenmark/ InvestNauru, CopenhagenCapacity eller andre ville synes, vi skulle til. Faktisk tværtimod. Men det er jo ikke den rare chaufførs problem, han vil bare gerne glæde mig, fordi jeg har vist foto af stedet og allerede været vældig begejstret fir at besøg det japanske fængsel, der var to små betonhuse i junglen med en mur om og indgang via en sti ind mellem klipper og træer. Der er lidt skydeskår mm at finde på øen i øvrigt.

Hvad skal man ellers se:

Regeringsbygningerne ligger samlet bag landingsbanen på den smalle landtange ud til havet. Parlament. Regering. Brandstation. Skole. Teleselskabets hovedkontor. Det er en 3 minutters køretur forbi det hele.

Vi gør det hele med Anne fra Norge. Hun må være den kvinde i Norge, der har rejst til flest lande, for med den rejse, hun er igang med nu, kommer hun op på at have besøgt 183/198. Hun har også rejst i 40 år, og er strålende rejseselskab. Berejst, generøs med gode historier og interesseret i at høre andres. Vi mødtes på Marshall Islands, og rejser sammen til Nauru og rundt på øen.

Vi bor alle tre på hotel Menem. Hotel nr 1 af 1 på Nauru. I hvert fald det eneste som svarer på mail. Dyrt og ikke særlig godt. Det lykkes at få øl og nyde havet indtil de lokale skal holde fest og derfor høre rigtig høj musik og bære guldglitter i spandevis. Først ankom kvinderne og drak vodka med hindbær, passionsfrugt og andet sød frugt. Så ankom mændene på knallerter og bestilte øl. Da fortrak vi til restauranten.

På restauranten på hotellet så pigen helt træt og lidt urolig ud over at der nu kom kunder, for vi måtte forstå, at først skulle festen inde ved siden af have mad, og så havde præsidenten bestilt mad. Take-away finger food. Vi tilbød straks at spise med præsidenten eller i det mindste de samme som ham for at gøre det nemt for dem. De gav lidt op på os igen og serverede så finger food og senere rigtig mad, da både præsidenten og resten af de lokale havde fået.

Senere var der overraskende nok net via for en formue simkort med data til at gennemføre tre møder.

Erhverv kommer fra stormagterne:

Er man bare lidt erhvervsinteresseret, er Nauru interessant. De var nemlig blandt verdens rigeste lande, da de blev selvstændige for 50 år siden. Nu er de blandt de fattigste. De udnyttede deres fosfat via minedrift. Skrællede øverste lag af jorden af og gravede fosfat op. Vi havde hørt, det var en enorm miljøkatastrofe. Set i forhold til det, så er det set oppefra ikke et stort område af den grønne ø, som det har påvirket. Der er ikke meget minedrift endnu, for gødning kan produceres på anden vis end at grave fuglelort ud af undergrunden her. Men der er stadig en statslig mine, der virker delvis med blot 50 i arbejde og en kinesisk mine lige ved siden af, der er fuldt operativ. Som forventeligt.

Her investerer Kina og vil helst trænge Taiwan ud. Taiwan har finansieret solcelledrevet gadebelysning. Igen et billede der er gået igang i flere af østaterne i Stillehavet på rejsen her.

Australierne betaler for naboskab og flygtninge med hospital mm.

De har vist også solgt .nu

Ganske lig økonomien i mange andre lande i Stillehavet uden meget uddannelse eller produktion at handle med. Man kan sælge fiskerettigheder til især kineserne men også japanerne. Man kan sælge rettigheder til minedrift til kineserne. Man kan sælge ret til test af bomber til amerikanerne som Marshall øerne. Sælge sin webadresse som .tv i Tuvalu. Sælge plads til flygtninge som Nauru. Sælge statsborgerskaber, som bl.a. Tonga har haft gjort til kinesere. Sælge skibsregistreringer som Marshall Islands. …

Israelerne har på et tidspunkt renset saltvand til ferskvand. Det er de jo også gode til. Maskinen virker dog ikke mere og står nu bare og fylder og ruster. Hvad de egentlig fik ud af det, ved vi faktisk ikke. Så ved du det, er vi nysgerrige.

Alt af værdi ser ud til at være foræret af dem store lande med naboskab og interesser. Ikke totalt altruistisk, men trods alt langt bedre end proxy krige om magten.

Vi ser på store rustne kraner til at laste skibe , der skal hente fosfor eller afleverer containere med biler, mad, vand og hvad man ellers skal bruge. Tomme lagerbygninger. Kraftværket. Containerne i containerhavnen. Købmænd med få varer og mest mad på dåse eller godt frosset ned og få sunde ting fra kostpyramiden. Økologi er ukendt. Det samme er affaldssortering, hhv at sende biler et sted hen, hvor de kan blive brændt eller genanvendt. Det ville nu også være meget transport, og her er endnu plads.

Nauru var samlet set en virkelig positiv oplevelse. Her er mere samfund, mere erhverv og venligere end jeg havde forventet, og det er nu noget særlig at være de eneste besøgende på øen, der kan kaldes turister eller globetrottere eller digitale nomader for den sags skyld. Jeg har klart også fået nuanceret mit billede af, hvorfor landet disponerer som det gør økonomisk og ift. turisme og turismeerhverv. Et sikkert rejseland er det under alle omstændigheder.