Marshalløerne – atoller og atombomber

Sidste stop på et øhop i det nordlige Stillehav går videre vandrette tur ud i Stillehavet, for det er fra Palau og Mikronesien og nu til Marshalløerne.

Det nordlige Stillehav er et af verdens mindst besøgte områder. Der er langt fra både Europa og USA, og fordi amerikanske United har monopol på flyruten, der er en livline, som forbinder USA med en linie gående fra Hawaii, over Marshalløerne, Mikronesien og Guam til Palau, er priserne på transport skyhøje.

Marshall Islands er kendt som tidligere hjemsted for atomprøvesprængninger og registrering af skibe. Amerikanerne og skibsregistreringer giver stadig løbende indtægter til landet og ser ud til at være det, man lever af.

Nordligt og nordligt Stillehav. Vi er ikke langt mod nord, i gennemsnit syv grader nord for Ækvator. Men det er nordligere end det sydlige Stillehav, som de fleste kender bedre, med lande som Tonga, Samoa og Fiji. Men vi skal hertil, har aldrig været her, og eventyret venter.

Første mellemlanding er på Kwajalein, en atol i Marshalløerne, men det er militært område, så vi må hverken komme ud eller tage billeder. Herfra er det kun en kort flyvning, til vi lander i Majuro på Marshall Islands. Solen er gået ned, og det er mørkt, som vi lander lidt i syv på en landingsbane op ad lagunen, omkranset af palmer. Majuro Atoll er temmelig stor med en diameter på 20 km, så det har været en ordentlig vulkan, der engang huserede her.

På landingsbanen er der fred og ro, men der er to instanser, de tjekker vi er vaccinerede mod mæslinger. De passer på her efter epidemien i Samoa, der kostede 80 mennesker livet. Til gengæld læser vi senere, at de har en vild Dengue-epidemi her.

Majuro er den tredjestørste registrant af kommercielle skibe i verden, kun overgået af Cayman Islands og Liberia!, og vi har også set mange yachter rundt omkring, der er indregistreret her. Det giver Marshalløerne en indtægtskilde på 13 mio. dollars om året, og det er en vigtig post på statsbudgettet i det lille land. Ellers er her skramlet og virker ikke særligt rigt.

Der er virkelig ikke meget at se. Vi vandrer ad den støvede hovedvej, der går langs hele atollen, hvor lastbiler fyldt med lokale rumler forbi. Stranden er lige ved, men vejene er delvist blokerede af gamle betonblokke, stridt græs, væltede hegn og det sædvanlige allestedsnærværende affald. Et mægtigt stadion ligger på den anden side af vejen, men ser ud som om, det ikke har været i brug meget længe. Der er faldefærdige butikker, en af dem hedder meget ironisk ”Tourist Trap”. Ellers er det ikke ligefrem delikatesser og haute couture, der præger bybilledet. Henne hvor vejen slår et knæk kan vi se en mægtig beige bygning, der viser sig at være landets parlament og regeringshovedkvarter. I modsætning til i Mikronesien, hvor vi bare kunne vade ind, er det her bag hegn og slå og virker utilnærmeligt. Det er hele landets administration, der ligger herinde. Uden for står et håndskrevet skilt (hvor ellers finder man det uden for et parlament), hvor der er vist vej til alskens steder, der ikke just er i nærheden. Ved siden af ligger politihovedkvarteret og bagved hospitalet. Det er hele landets infrastruktur, der er samlet her.

Landets forbindelse med omverdenen udgøres af to store paraboler, der ligner de lytter efter liv på andre planeter. Meget passende er der nedenfor en reklame for ”your gateway to the world”. Man forstår godt det dyre og langsomme internet, når det skal trækkes ned gennem denne parabol og derefter udbydes af et monopol. Marshalløerne lider under samme problem som Grønland og andre små samfund. Et busskur overfor er flot malet i blåt. Det fremgår, at det er rejst af borgmesteren men betalt af Taiwan. Man fornemmer også her et land, der er meget afhængigt af udenlandske donationer.

I modsætning til, hvad man skulle tro, når man ser det antal handelsskibe og yachter verden over, der er registreret på øerne, er der ingen fancy havn eller marina. Der er en landingsplads med en forfalden rampe, hvor seks unge gutter med baseballkasketter bugserer en generator fra en båd op på en pickup. De er rå typer og ligner dem, man finder i ethvert lille samfund som dette. Dem med chancer eller intellekt er for længst rejst væk. Overfor ligger der noget, der måske engang har været en yachtklub, og overalt ligger der rustent jern og spredt affald. Som ved alle havne er der en lille snasket fastfoodbiks, kaldet Yummi. Lokale kvinder øger deres kropsvægt yderligere ved at hente fastfood i fra et vindue, hvorfra der udgår en dunst af fedt og friture.

Hele området mindre om havne i faldefærdige forladte samfund overalt i verden, og havde det ikke været for den stikkende varme, kunne vi lige så godt være i Skotland eller på Færøerne. Overfor ligger en faldefærdig mormonkirke, og sektens mænd spankulerer rundt i byen let genkendelige i hvide skjorter og slips, en mundering, de er de eneste i hele Stillehavet, der bærer. På flyet findes de også, nydelige unge mænd og kvinder, der er så uskyldige og renskurede, man tror det er løgn. Men altid smilende, åbne og venlige, i modsætning til den kvælende kirke, de repræsenterer.

Atollen er meget smal heroppe. Lige på den anden side af vejen findes en strand med en smuk udsigt over en turkis lagune. Også her skal man dog klatre over væltede træstammer og tomme øldåser, og man tænker lidt, de lokale blot bruger deres ø som affaldsspand. På vejen tilbage er der børn, der spiller baseball på en åben plads ned mod vandet. I Europe eller Amerika ville der være bygget dyre ejerlejligheder her, men ikke på Marshalløerne. Drengene spiller i små grupper, med rigtige baseballhandsker som i det USA, der har eksporteret deres nationalsport hertil, sammen med atomprøvesprængninger og fastfood. Marshalløerne er ikke et sted, man skal tilbage til.

I baren hænger expats, heriblandt en tysker, der hjælper de lokale utilpassede unge med at genopdage landets tradition for kanobygning. En udsendt amerikaner hjælper landet med at lave et effektivt skattesystem. Første skridt er at skabe bevidsthed om, man skal betale skat …

Marshall Islands er grunden til, at vi i Malaysia skulle vaccineres mod mæslinger, selv om vi begge har haft det som børn. På grund af forældre, der ikke vaccinerer deres børn og rejser alligevel, er der nu epidemier overalt i verden, ikke mindst i Stillehavet. På Amerikansk Samoa er 80 mennesker døde, så de tager ingen chancer her på øerne. Der kræves certifikat for vaccination, som vi fik på adventisthospitalet i Penang. Herefter skiftede vi retning og fløj mod syd videre ud i det nærmest uendelige Stillehav.