Mikronesien – Nan Madol – sådan må Indiana Jones har oplevet sine eventyr.

Nan Madol er Mikronesiens eneste UNESCO-sted. Det er i absolut verdensklasse, på linie med nogle af de største arkæologiske steder, og det er kun Mikronesiens fjerne beliggenhed og status som et af verdens mindst besøgte lande, der gør at vi er alene, bortset fra to canadiske langsturssejlere, vi møder på vej ind. Efter folkevandringerne på Borobudur i Indonesien er dette balsam for sjælen. Og stedet er endnu mere fascinerende.

Nan Madol er bygget for 500 år siden af mægtige klippeblokke, der er transporteret på tværs af øen. Der har været en mægtig konge, der kunne organisere noget sådant. Engang var der syv konger, senere en, og stedet vidner om en centralisering af magten. Vi skal gennem tre familiers private land. Første sted vil have 1 dollar af hver.

Det er en doven kvinde, og stedet roder, det ser ud som om, de lever af denne betaling.

Vi går ud af bilen og ind på en gårdsplads med høns, nedfaldne stjernefrugter, et udendørs badeværelse forbundet til floden, hvor store ål svømmer rundt. Mellem alt dette er henslæbt, fiskenet, luftgeværer og gamle plasticspande.

Her bor en familie med halvgamle kvinder.

Den smilende tandløse bedstemor, Annelore Silbanus, sidder på en plasticstol og vasker sine fødder med en haveslange. Hun smukkeserer sig og sætter hår, da vi vil tage et billede af hende. Den kraftige ældre kvindes knæ vidner om uheldige knæoperationer, men hun er venlig og smilende. Smil som gør langt de fleste smukke, og bestemt også hende. Jeg har en svaghed for ældre kvinder med livshistorie, rummelighed og kant.

Hele området stinker af ensilage fra de rådnende frugter, som man tilsyneladende ikke engang gider plukke. Vi betaler også her. Tre dollars, for vi er kommet tættere på ruinerne, hvor vi se der første forsvarsmure allerede i familiens baghave.

Vi går ad stier, der er oversvømmede ved højvande og føler os som. Indiana Jones. Der er mudrede stier og små broer, mens vi passerer floder og tæt regnskov. Vi føler virkeligt, vi er på ekspedition.

Inden vi kan komme til selve stedet skal vi igen betale; fem dollars til to mænd.

De har til gengæld til opgave at passe på stedet. Da vi kommer tilbage, er de væk.

Ingen besøger Nan Madol ved højvande. Selve Nan Madol ligger omgivet af en voldgrav, som vi må krydse til fods og i bare tæer.

Det er et fort med disse mægtige lange klippeblokke, jeg ikke har set noget andet sted, og som man må undre sig over, hvordan er kommet her. Det har krævet manpower.

Chaufførens mor mener, det må være magi. Man har i al fald både villet forsvare sig og demonstrere magt.

De ydre mure omkranser indre mure, hvor der er en perimeter imellem dem. Det inderste rummer et særligt hus, der måske har været tempel, måske lager, Det er i al fald for lille til, her har kunnet bo mennesker.

De store stakke klippeblokke ligger her ordnede, og vi går rundt i labyrinten. Sådan her må Angkor have set ud for de første, der kom, helt uden mennesker. I Asien ville her være millioner.

Vi går rundt om den og ser det klamme fangehul. På bagsiden er der frit udsyn til lagunen og mangroven. Vi tænker mange tanker om dette sted og føler os privilegerede at få lov at besøge det. Tilbage sidder vi længe og kigger. Chaufføren fortæller, der i dag er fem konger på øen, en for hver kommune, og der er stadig årlige ritualer, hvor alle skænker kongen frugt og yams, som han derefter deler ud til undersåtterne. Det minder om en velfærdsstat, man giver og tager, men magthaverne bestemmer.

Man kan kun føle sig privilegeret over at kunne besøge et sted som dette alene og føle sig som Indiana Jones, der møder Thor Heyerdahl.