Mikronesien – et af verdens mindst besøgte lande. Japanske kampvogne fra 2. verdenskrig, jungle og vandfald i Stillehavet.

Mikronesien er et af verdens MINDST besøgte lande. Det gør det nærmest i sig selv til et rejsemål, vi kan anbefale efter at have besøgt fuldstændig overbefolkede lande. Vandfaldet i regnskoven delte vi kun med de små fisk i det lune vand.

UNESCO verdensarven i form af Nan Madol var som at besøge ruiner som i Indiana Jones, Pirates of the Caribbean eller Dr. Livingstone, for vi havde også det helt for os selv. Vi måtte igennem tre familiers land undervejs og desto tættere vi kom, desto mere steg entreen – dog kun fra 1 USD til 3 USD og så 5 USD pr person. Fine prissystemer som fungerer overalt i Stillehavet men bestemt ikke på Nationalmuseet i DK. Vi skulle også dertil tidlig på dagen, for turen gik gennem mangroveskovene og til sidst vadede vi over vandet til den lille ø med bygningsværket. Enkelte kajakker havde mødt deres sidste opdagelsesrejse undervejs.

Begge steder mødte vi præcist 4 andre på vej ind, hvilket vist betød at samlet besøgstal pr dag for de to største seværdigheder her på Pohnpei er max 10. Det er ellers hele rejsen værd.

Det er blevet morgen, da vi lander på Chuuk efter en fantastisk tur hen over atoller omkranset af hvidskummende rev, med en fuldstændig blå baggrund. Noget af det smukkeste i verden.

Fra Chuuk går det til Pohnpei, den største ø i Mikronesien. Vi lander i den lille lufthavn, hvor alt er tilbagelænet, og vi hentes af Hotel Cliff Rainbow. Det hele er i kolonistil med kurvestole. Koralrev & japanske kampvogne fra anden verdenskrig & varme & sol & god mad & UNESCO ruiner fra byggeri med enorme sten midt i junglen & vandfald der er skønt at bade ved i junglen & så sikkert at vi fik lov at komme helt ind i selve parlamentsbygningen og salen med stolene til de folkevalgte.

Kehipori vandfaldet

Et stop er Kehipori Vandfald, hvor vi atter skal betale til en gammel dame. Efter Nan Madol er det landets største turistseværdighed.

Vandfaldet er flot, og jeg bader i den idylliske kulisse. Igen er vi de eneste.

Fordelen ved at der ikke var andre ved vandfaldet var så også, at jeg kunne hoppe i selv om vi ikke havde fanget, at man måtte bade og chaufføren sågar havde taget håndklæde med, så det blev BH og træningsbukser og en god oplevelser.

Købmandsboder langs vejen

Ved siden af er en af de små købmandsboder, hvor der ikke er mange varer, men hvor alt vises. Dåser, brød, nudler, kiks og kolde drikke. Som vanligt en dame, der passer butikken. Også hun smukkeserer sig, inden vi tager billeder.

Hovedstaden Palikir med det åbne parlament

Hele Slotsholmen / Capital Hill kunne vi slentre igennem som de scient.pol.er vi er. Alt var åbent og fredelig.

Vi ser den lille Capitol Hill med parlament, højesteret og præsidentens kontor. Magten er ikke helt tredelt her. På den anden side af vejen bor ”National auditor” og beredskabet. Kineserne er ved tat bygge nye administrationsbygninger, så alle embedsmænd også kan samles herude. Sikkert til en pris.

Ved College of Micronesia siger et slogan: en helt redder et liv, en sygeplejerske redder 100. Meget opbyggeligt.

Fra Palikir går det mod Kolonia, hvor vi ser den spanske mur, der nu bruges til sportsplads for softball, et ruineret tysk kirketårn og gamle japanske tanks, alt sammen som vidne om dem, der har været her. Men i dag er det nok kineserne, der har fat i den lange ende.

Japanske kampvogne fra 2. verdenskrig

10 japanske kampvogne på række rustede stille og mindede om anden verdenskrig. Et klokketårn var bygget af tyskerne, da de kom. En mur var bygget af spanierne, da de var her. Historien står tilbage.

Imens kæmper stormagterne på en langt bedre vis om indflydelsen. Kineserne bygger huse og landbrug. Japanerne bygger veje. Amerikanske USAID er tilstede. Australierne. EU. Det er bedre for landet end proxikrige.

Vi fotograferede skilte med projekterne som en del af en arbejdsskade fra min tid i Danida.

De mange små kirker fra Assemblies of God, Syvendedagsadventisterne, Jehovas vidner, Pinsekirken mfl er vi noget mere skeptiske overfor værdien af, både med hensyn til livsglæde, vækst og udvikling.

Erhverv og turisme

Turismen kan klart udvikles. Især hvis de følger Palaus eksempel ift. bæredygtig udvikling med beskyttelse af revene og begrænser antallet. Alene det, at her er så få besøgende, er noget, der må komme i høj kurs. I lande som Bangladesh, Nepal og Indien er der så overbefolket, at det at have fred vil blive efterspurgt. Som ejeren af det skønneste mindre ressort i Wetlands i Sydafrika engang sagde ‘I betaler for alle dem, der ikke er her. I betaler for, at jeg kun har 6 hytter og ikke 50.’ Der er langt til, at grænsen nås for, hvornår de mest forvænte rejsende synes, at her er mange mennesker.

Ellers er erhvervslivet begrænset. Her er ingen produktion. Containere får biler hertil, men ingen kommer herfra og står rundt omkring og bliver en del af junglen. Jungleloven betyder her, at junglen overtager biler og huse, så snart den ikke konstant holdes tilbage. En enkelt Mærsk-container blev fundet ved en ihærdig søgen. Ellers er det amerikanske Matson, der dominerer markedet.

Fiskeriet måtte så være et erhverv og er det sikkert også. Heldigvis var titlen på fiskeriministeren noget med beskyttelsen af ‘highly migratory species of fish’ med flotte tun, marlin og hajer malet hen langs muren. Så her er langt mere håb end i Samoa, hvor de har solgt fiskerettighederne til Kina eller iTuvalu, hvor de lader store køleskibe ankre op i det sårbare inderrev, mens småbåde tømmer lokal fangst over i køleskibene, der så sejler til Japan.

Roen fortsætter i den lille lufthavn. Der er gate 1 & 2. Boardingkortet siger ‘Gate 1. Gaten kan blive ændret’. Så er de da helgarderede!

Vi kommer faktisk for sent og check-in er lukket. Den sødeste unge mand får os direkte ind med bagagen forbi immigration og ud til flyet. Så går vi tilbage og får vores stempler bagefter og slutter af med at betale 20 USD hver i udrejseskat. Alt i omvendt rækkefølge og med smil og overskud.

Faktisk så meget overskud at piloterne fra United-flyet er inde i departure og snacke lidt hos den søde dame, der sælger kiks, tyggegummi, de karakteristiske lokale nederdele og blomsterkranse.

Da alle andre af de lokale rejsende så ud til at have blomsterkranse på, fik jeg det også. Er det ‘cultural appropriation’, er det med god hjælp fra de lokale, som var henne og sætte blomsterne rigtigt på mig med knold i håret.

De mange farvestrålende blomster var vi allerede stoppet og havde fotograferet. Det samme med stjernefrugttræerne. Her er smukt, frodigt og eksotisk.