Mongoliet – stepper, jurter, buddhisme og Djengis Khan

Mongoliet i dag er som 2 i 1. Ét land med store stepper, gher telte, heste; tibetansk buddhisme; arven fra Djengis Khan og det tyndest befolkede land i verden. Ét andet land i rivende udvikling med massive investeringer fra Kina; nært samarbejde med Rusland og kyrillisk alfabet; og en hurtigt og vildtvoksende hovedstad med 1 mio indbyggere med højhuse, smog og monumentale regeringsbygninger.

Vi regnede med, at vi skulle opleve det første. Det var det Mongoliet, vi havde set i rejsebøger mm. Det moderne Mongoliet endte med at gøre mindst lige så stort indtryk.

Her er et stort land arealmæssigt med en lille befolkning på kun 3 mio, som er klemt inde mellem så store og magtfulde lande som Rusland og Kina. Begge ønsker indflydelse på deres nærområder. Vi ankom med den transmongolske jernbane fra Irkutsk i Rusland, og toget kørte videre til Beijing i Kina. Det er positivt, at der er fred nok til det. Samtidig er det i relationen til de to nabolande, meget af forståelsen af Mongoliet skal findes.

Deres historiefortælling er så anerledes end vores, at det er mere interessant, at fortælle deres egen sandhed.

De har obligatorisk historieundervisning i folkeskolen. Den skal alle bestå, ellers er de ‘ikke rigtige mongoler’! Her lærer de, at Djengis Khan er den store leder sammen med sin slægt, herunder søn og især barnebarn, der fortsatte på tronen og som ledere af også Kina. Her fortæller man, at han var en stor statsmand. Han slog aldrig uskyldige ihjel (!) – her måbede vi så meget, at vi fik uddybet forklaringen: Jo, for han gav altid mulighed for at overgive sig og blive en del af det mongolske rige, så hvis man afslog det, var man jo ikke uskyldig! (Den går vist ikke ved den internationale domstol i Haag).Der findes en bog som hedder den hemmelige bog om Mongoliet, som skulle være fuld af historieforvanskning, der er den de underviser efter.

Nu har vi lige været i Uzbekistan, hvor Djengis Khan jævnede Silkevejsbyerne Samarkand og Bukhare med jorden ca 1220, så alt vi så var fra ca 1400, hvor det er bygget op igen. Der mente de ikke, at de selv var skyld i tæskene, udover at de var strategisk vigtige, rige, lærte og stolte byer på handelsruten Silkevejen.Os bekendt havde Djengis Khan bevidst skabt sig det ry, at han brændte alt ned, voldtog og forhindrede høsten fremover med mindre, man tilsluttede sig landet med blå himmel og betalte skatter. Så meget, at naboområder engang imellem overgav sig, når han nærmede sig.

Truslen ‘mongolerne kommer’ fik Kina til at bygge sin berømte mur. Man er stolt af den indflydelse, man havde. Fortæller Khan dynastiet grundlagde Beijing. I dag hedder det samtidig direkte; ‘vi hader Kina’. ‘De køber alt’. ‘De sælger alt’. ‘De bygger alle højhusene i hovedstaden og kommer til at eje det hele’. ‘De korrupte politikere sælger bare landet til kineserne og tjener selv på det, mens det ikke kommer den brede mongolske befolkning til gode’. Vi står på en høj og ser fra et sovjetisk klassisk mindesmærke ud over byen og får at vide, at hele bydelen om os er bygget indenfor de seneste 12 år. Så tror vi på det med den vilde udvikling og kapitalisme. Jeg er ellers tilhænger af mere byggeri langs de danske kyster, så man ikke skal flytte til København og Aarhus for at bo i en lejlighed med udsigt til vand, og for at landkommuner selv kan tjene på turisme uden at blive gjort afhængige af udligningsordninger. Men uanset holder til det, så ville systemeksport af den danske planlov virkelig være et godt dansk projekt her. Her kunne vi gøre en kæmpe forskel for en nomade befolkning, der ville være os taknemmelige, og der ville kunne falde opgaver af til konsulentfirmaer som Cowi, Grontmij og Rambøll.

1921 ‘hjalp’ Rusland dem med at blive en reel stat med ‘uafhængighed’. Det er man taknemmelige for. Det betød, vi har set Dalai Lamas foto i teltene/ gher udskiftet med foto af Stalin i en model fra den epoke på et museum. De fleste klostre rev russerne ned. Ønsketræerne blev brændt på nær eet. Det kyrilliske alfabet indført. Samtidig kom den første centrale regering ift stammer og konger i det gamle nomadesamfund. Den russiske hjælp kom med en pris i form af den sovjetiske udviklingsmodel.

Vi snakker en del med en guide vi har via ALT Rejser, der er virkelig gode til Mongoliet, Rusland og den transibiriske jernbane. Hans familie afspejler det godt. Faren er højt dekoreret toprådgiver fra sovjettiden. De to børn har lært hhv. russisk og kinesisk. Vores guide har sin bachelor fra Taiwans Silicon Valley og sin Master i Management igang i Shanghai. Elegant helgardering fra forældrenes side.Gad vide om mine børns samlede kendskab til engelsk, kinesisk, tysk, fransk, spansk og svensk kan ses på samme måde. (Hmmm. Sikkert.)

Det var en anbefalelsesværdig måde at komme til Mongoliet på med den transmongolske jernbane fra Rusland. Storslået natur og fornemmelsen af de enorme afstande og stepper.Det mindede os også lige om det med grænser og Ruslands og Kinas forhold til hinanden, at sporene skifter, og tilsyneladende også strøm / diesel en periode, så der skal skiftes lokomotiv. Så kommer de andre ikke lige tromlende med tog.

Man skal klart huske at opleve hovedstaden for at forstå denne del af udviklingen af landet, og det der er fremtidens Mongoliet. Her er også imponerende munkeklostre, den 24 m høje Buddha og et lille museum for de dinosaurer, der er fundet på de store sletter, samt pompøse regeringsbygninger og tjekkede hoteller. Vi værdsatte også Bodg Khaan’s vinterpalads, der er den sidste konges bolig og tempelområdet til hoffet fyldt med skatte som kronjuveler.

Her er også gode restauranter med mongolsk barbecue og hot pot. Begge dele skal opleves og nydes.

Og et gratis tip: Der er ingen alkohol den første dag i måneden. End ikke en øl på de nye ølbarer. Sådan prøver man nemlig at begrænse at lidt for mange drikker alt for meget. En del unge flygter fra en udvikling de ikke er en del af via alkohol og computerspil.

Trafikken er håbløs, så det tager lang tid at komme rundt. Endnu mere lige nu, hvor ingen ringere end den tyrkiske præsident Erdogan er på officielt besøg. Der flages foran regeringsbygningen. Ingen her griber i skægget over, at ‘mongolerne kommer’ og ‘tyrkerne kommer’ lyder stort set lige advarende på dansk.

Selv i storbyen træder nomadesamfundet igennem. Rigtig mange har telte i haven. Gher. Yurt. Nogle ved siden af huset. Andre kun en gher. Med rækværk om. Det ser besynderlig ud for os. Men det er også hyggeligt ift. til de mange nye lejligheder.

De unge vil gerne bo i lejlighed i byen. De ældre hellere i egen bolig. Mange vil gerne have lejlighed i byen og en gher på landet. Det gøres lettere ved, at alle får et stort landområde. De fleste flytter ud af centrum, fordi luftforureningen er blevet stor af kulkraftværker og en røg der lægger sig mellem bjergene over byen. Er man lokal ved man på hvilke side af de to floder der går igennem byen, som man skal bo på.

Man har dog ikke set Mongoliet, hvis ikke man også har været ude på stepperne og opleve nationalparker, natur og livet på landet.

Vi sov i gher. Det er en dejlig oplevelse. Smukt beliggende med bjerge i ryggen og udsigt over dalen. Aftener med stjerneklar himmel.

Vandreture i bjergene over blomsterenge, der minder mig om Schweitz, Østrig og Norge. Fulde af Edelweis, Tidsler, smørblomster og gederams. Smukt. Storslået. Med hestene løbene frit om os. Både heste og rådyr kom helt op til gher’en.

Vi overnattede i nationalparken Terelj to timers kørsel fra hovedstaden. Smukt.

Det er en oplevelse at ride og forestille sig nomaderne og Djengis Khan. Det er det også at stå med en af de store ørne på hånden og forestille sig at jage med dem.

Besøg hos en nomadefamilie er faktisk også en god oplevelse som familie. Det giver både fornemmelsen af, hvor hårdt et liv det må være, når man hører, de er nødt til at have 500 dyr pr familie for at overleve. Samtidig kan jeg ikke lade være med at grine lidt af min egen romantisering af livet på landet i sin primitive form, når jeg ser solcellerne på taget af gher’en og parabolen. Hhv tænker på vintre med 10-20-30 graders frost. Samlingen af små træhuse, som den familie, vi besøgte boede i, var uens og lignede mest Christiania.

Vi smagte alle deres mælkeprodukter hos familien. Det spiser de meget. Alle tre børn smagte det hele med godt mod. Ingen af dem prøvede at undslå sig. Det gør man stolt, at de har appetit på livet og er med på, at en del af at lære en kultur at kende er st spise maden. Så det blev til gæret mælk med lidt procenter; smør; ost; og yoghurt. Ingen af os kunne lide det hele, men de fleste kunne lide noget, og det var sjovt.

Samtidig gav smagningen tid til at sidde i familiens ene gher og se lidt på opbygningen med hjulet øverst i midten, der er solen. Alteret bagerst. Sengene. Bord. Brændeovn hvor smøret stod og simrede. Køkkenet. Det traditionelle guitarlignende instrument. De stærke farver.

De springer flere led over teknologisk. Vores lejr har solcelledrevet lys og strøm til toilet og varmt vand. Som feks. Estland gjorde. Energien er dog stadig mest kul, og derfor hænger smoggen over hovedstaden. Minedriften er det, man lever af, men også det der foregår på en måde, så det forurener. Markedet er ikke stort ift hvor fremmedartet, det er, men vi har nu en del af byde ind med her.

Man skal tage sig god tid til naturen. Som kineserne, kan de det poetiske, med at vise en stor klippe frem og forklare at den ligner en skildpadde. Det er da også flere turistbusser med Sydkoreanere, der fotograferer Turtle Rock, da vi ankommer.

Turismen er i det hele taget målrettet helt andre end os.

Sydkoreanerne især. De kommer i busser. De myldrer ind i butikker med mongolsk kashmere med virkelig dyre frakker i deres stil. Så når vi kom ind i butikkerne, så er det virkelig at komme til turistmål rettet mod andre end os selv. Forbløffende uvant og sjovt.

Så meget desto sjovere blev det at opleve mixet af de selvbevidste vestlige off-the-beaten-path-rejsende med alt det rigtige friluftsgear med vandrestøvler og store kameraer, og samtidig myldret af sydkoreanske besøgsgrupper med ældre og børn, pink tøj og selfiestænger.

Sydkorea fylder meget i Mongoliet. Kulturelt. Hver aften efter aftensmad er der koreanske serier. Maden er her. Musikken er her.

Mixet af besøgende møder vi bla. ved Ariybal Meditation center. Det ligger umådelig smukt i bjergene i nationalparken Terejl. Det er tibetansk buddhisme. Den er noget mere dyster, end det Jakob og jeg kender, og det jeg har læst i Dalai Lamas bøger, der sælges i Danmark. Der er lidt rigelig med død og synd. Langt ruten op til klostret er der hellige steder. Bedemøller. En beskyttende skildpadde, der som naturens vogter beskytter os mod dæmoner og naturkatastrofer. Mit citat eller kloge ord var lidt generisk ala horoskoper i ugeblade, at jeg bør passe på min krop, for den er som et skib, der så kan bringe mig en gave langt væk fra. Tjah, det er jo altid et udemærket råd at passe på sin krop.

Unges mødre slæber dem gerne til munke én gang årligt for at få lagt et horoskop og vide om de skal være særlig bekymrede for at gå i vandet ea. Det kommende år. Det giver velsagtens også forældre til store børn en vis tryghed at holde de unge voksne fast på nogle af de værdier og den livsfilosofi, man har opdraget dem med. Så er risikoen for, at noget går egentlig galt mindre. Det kan jeg godt sætte mig ind i.

Meditationcentret er vitterlig fredeligt. Her er godt at sidde og tænke. Godt at nyde udsigten over dalen. Djere bedemøller. Betragte de mange buddhaer. En stenfigur er af en mand der i sin tid levede asketisk og endte som en form for Gud og nu som stenfigur beder med udsigt over dalen og passer på de troende og besøgende. Jeg bliver lidt irriteret over den asketiske mand / afholdenhed og kvinder som fristelse, men skubber det hurtigt fra mig.

Det lykkes også bare at leve med i musik og traditionel dans. Strube-sang. Trommedans. Maskedans. Er man her som familie er det en god måde for alle at få en reel oplevelse af kulturen og dens rødder. Det er lettere end de tykke bøger. Omend vi får goodwill, fordi Jakob og Lærke læser tykke bøger om Djengis Khan og Empires of Asia, ligesom jeg læser Isabel Allendes Kingdom of the Golden Dragon for Ella, der finder sted i et Himalaya et sted, der minder om Tibet og Bhutan.

Mere svært er det at finde den rette grimasse mellem målløshed, respekt, grin etc. ved verdens større rytterstatue. Ok, skal de absolut have verdens største et eller andet, så er det passende med en rytterstatue. Det er også rart, det ikke er verdens højeste flagstang, som Saudi, Tadsjikistan, Aserbajdsjan mfl konkurrerer om. Men men men. Det er en statue til 4,2 mio USD. Bygget af et privat firma med støtte fra udenlandske sponsorer. Direktøren er siden blevet præsident. Ja, vi hører rigtig. Hvad mon hans valgløfter er til dem, som har hjulpet med statuen. Tjah.

Samtidig er den alt andet lige imponerende og værd at opleve. Statuerne på parkeringspladsen af mongolerne til hest på hans tid ligner præcis dem fra Disneys Mulan-tegneserie, hvilket også er sjovt.

Museet under skulpturen har film om bygningen, som må være lavet af folk med kommunikationsuddannelse i sovjettiden. En udstillet artikel fra New York Times fortæller om byggeriet. Det må være, fordi man er stolte af at være omtalt i den velrenommerede avis, at den er udstillet, for det er forbigået deres opmærksomhed, at den er drivende sarkastisk og kritiserer et tyrannis byggeri af denne for almindelige menneskers penge og med støtte udefra. Det øger nu blot, hvor interessant det er at være her i Khan Khentii Mountains og Tuul River Valley.

Udenfor kan man skyde med bue og pil. Det er både sjovt og turistet. Ligesom det var at holde en ørn og at ride. Vi nød det.

Det var en virkelig positiv overraskelse at opleve Mongoliet. Mere varieret og spændende end ventet. God mad. Øl og whisky er til at betale sig fra, ligesom oplevelser og souvenirs. Lokale penge fungerer. Og selv om man skal have visa, så er det ikke besværligt, og noget man kan ordne selv.