Kirgisistan – Nomader, revolution og Silkevej

Nomader – Grundfoss – verdensmål – Lenin – revolution – Allah – sovjet – Silkevej – salt mælk og mikrobryg.

Jeg føler mig lidt beslægtet med nomaderne og dermed kirgiserne. Den vilje og evne til at flytte med arbejdet og tage sit hjem og kultur med sig, kræver en råstyrke  og er dragende. Kirgisistan har været et klan og nomadesamfund uden de konger og mere centrale samfundsstrukturer, som nabolandene har haft. Det er en del af forklaringen på, hvorfor de måske er dem, som er kommet længst med demokratiet og samtidig har lavet revolution nogle gange, når magthavere ikke har forvaltet magten på en måde, som har haft opbakning.

Man oplever altid verden ud fra sine egne erfaringer, og jeg er vokset op med en far i uniform og med forflyttelsespligt, og havde selv privilegiet at arbejde for Danmark med forflyttelsespligt i hele verden. Her tager man familie og bolig med, og bliver 100meter-mester i at gå hurtigt ind i nye netværk, tilpasse sig og samtidig bevare sin kerne af identitet og værdier.

Adilet tager imod mig. Han er honorær konsul for Danmark i Kirgisistan. Vi har ikke en ambassade her. Så Danmark har udnævnt den lokale direktør for Grundfos gennem de seneste 10 år som vores repræsentant. Han er godt valgt af både Udenrigsministeriet og Grundfos. Kirgisisk økonom med baggrund som diplomat og hos FN med ansvar for vandprojekter og frem for alt et vidende og behageligt menneske. Vi mødes straks i det fælles mål om at gøre en forskel. Det var baggrunden for os begge for at gå ind i diplomatiet, og reelt også for at trække i retning af det kommercielle, hvor resultaterne er konkrete og kan skabes hurtigere. Han får i hvert fald mulighed for at skabe dem for og med Grundfos. Tilgangen er 1/2 business og 1/2 udvikling. Kun derved kan man være en del af løsningen på de udfordringer, man har med vandforsyning. Især i tætbefolkede områder som Fergana-dalen der går på tværs af grænser. Selvom vandkraft via vandet i de sneklædte bjerge er tilstede, og der er godt med vand i hovedstaden, så er det netop vand, der er en del af forklaringen på de konflikter, der er opstået mellem kirgisere og usbekere i landet. Med den måde Grundfos arbejder her, kan man virkelig tale om, at verdensmålene bla fsva vand er gjort til kerneforretning. Det gør både en forskel for landet, og det gør en forskel forretningsmæssigt, for kun ved at være kendt for kvalitet og have tillid kan man sælge de dyrere pumper, der holder længere.

Hovedstaden Bishkek er stegende varm her midt i juli. Heldigvis er der træer, så man kan gå i skygge gennem parkerne der forbinder de mange monumenter. Her sidder Marx og  Engels såmænd stadig og snakker sammen i parken, mens Lenin står stor og mægtig på en piedestal blot få minutters gang  fra dem. Memorial for the Red Guard står tæt på dem i parken i retning mod det store monument for uafhængighed og 2 verdenskrig. Kort fra Marx, Engels ig Lenin har et voldsomt stort monument for venskabet med Rusland plads midt på den centrale plads i byen med ministerier, monumenter, præsidentens palads, Nationalmuseet og springvand. De tre herrer har jeg ikke stødt på i nogen af de andre hovedstæder i Centralasien på denne rejse. I Estland hvor jeg har været udstationeret er de alle røget ned i kælderen i Frihedsmuseet.

På sin egen bagvendte måde har jeg faktisk sjældent været mere positiv overfor Sovjet end her. For det er det verdslige lederskab samfundsmæssigt, der lægger grunden for et samfund, hvor man ikke vælger islamisk fundamentalisme i mangel af bedre. Adilet er praktiserende muslim af den veluddannede type der fortæller om koranens hellige krig som noget man gør indvendig for at forblive et ordentlig menneske og at det er forbudt at slå ihjel. Vi sammenligner Centralasien, Centralamerika og Europa og taler om befolkningsudvikling, klimaudfordringer, erhvervsudvikling og ligestilling og mødes i kernen, at uddannelse er nøglen til det hele.

Sådan en modtagelse er den perfekte baggrund for en lang dags vandren mellem monumenter med snak med de lokale og nogenlunde forståelse for, hvad jeg befinder mig midt i.

Man kan leve for næsten intet selv her i centrum. De fleste køber softice og drikkevarer i de små boder, der står under en parasol overalt. Sælgerne kommer tit rullende med en softicemaskine. De små vogne med tre bøtter med kolde drikkevarer trækker i varmen,  og fordi både ung og gammel drikker det, så må jeg naturligvis også smage, yrgh!!! Adilet havde antydet, at han ikke havde haft meget held med at få danske kollegaer til at synes om mælken. Det tør siges. Det er simpelthen noget af det værste, jeg har smagt. Jeg kunne slet ikke drikke hverken mælken eller den lysebrune kornede substans i den røde bøtte. Jeg må søge hjælp hos Adilet eller berejste venner for at finde ud af, hvad det er jeg har smagt på. I den brune bøtte var noget produceret på korn og vand, som en sød pige der kunne en smule engelsk forklarede mig var russisk. Det var lidt som flad cola og klart at foretrække for de to kirgisiske drikke. Jeg søgte tilflugt i de store lokale tortellinier, der er overalt, ihvertfald fra Hviderusland og hertil, og så til den mere moderne Crafts Bar med mikrobryg og god wifi. Så blev batterierne ladet op igen.

Bedste lille perle var boghandelen i kælderen under ministeriet for turisme og kultur. Jeg fandt den kun fordi der gik mange mennesker ind og ud af den lille dør, mens jeg soppede rundt i springvandet midt på pladsen ved det bevogtede flag på endnu en høj flagstang. Nysgerrig gik jeg derind og regnede egentlig med st finde en café, men i stedet åbenbarede den skønneste boghandel sig. Stor. Med det ene rum efter det andet, bredte den sig ind under bygningen. Alt i de erhvervsbiografier jeg kender hjemmefra. Alt i den Young Adult litteratur, fantasi og filosofi, ungerne har læst de sidste fem år. Alt i Harry Potter. Det meste på russisk. Lidt på kirgisisk. Meget lidt på engelsk. Jeg er ved at købe Jack Londons Adventure indtil jeg kommer i tanke om, at jeg allerede har rigelig med, fordi jeg kun rejser med håndbagage. Den løsning er billigere pga flyselskaberne, men så sandelig også fordi den begrænser indkøb markant.

Kirgisistan er ikke lige første sted, man tager til, hvis sommerferien plejer at være to uger med all-inklusive på Kreta eller i Tyrkiet. De andre rejsende jeg møder er derfor også lidt udover det sædvanlige.

Den skønneste gruppe danske pensionister på tur med rejsebureauet Victors Farmor står i den smalle stribe skygge under uafhængighedmonumentet iklædt alt fra Friluftsland fra Teva-sandaler til Fjällræven bukser og lytter til guidens beskrivelse af historien og den sovjetisk byggede bymidte. En dame fra Lolland fortæller hun har været i 100 lande, hvis hun tæller Færøerne og Grønland med, hvorfor jeg resolut anbefaler hende at komme forbi vores rejsecafé Globen og melde sig ind i De Berejstes Klub.

En hollandsk gruppe skal cykle 900 km (!!) i bjergene i de kommende uger og tanker nu vand op på hotellet for at øve sig på en dag i stegende hede i byen, hvor cykler skal testes.

I flyet sidder jeg ved siden af en ung finsk kvinde, der har meldt sig til en gruppetur med et engelsk rejsebureau, hun har rejst med før. De bliver en gruppe med forskellige nationaliteter.

Uanset at jeg reelt bare rejser rundt selv med en rygsæk som håndbagage, så ligner jeg vist mest den tysk – kinesiske konsulent, jeg møder i flyet.

Vi er på vej mod transit i Istanbul, og hun bemærker, at tyrkerne er blevet mere synlige i Kirgisistan de senere år, og at de har været medvirkende til, at flere kirgisiske kvinder i dag går med tørklæde end før. Trist, synes jeg personlig. Jeg tror hende, men har ikke selv været her før og kan ikke selv sammenligne.  Det skal siges, at jeg ikke mærkede noget til, at jeg gik afslappet rundt end udslået hår og shorts og rejste selv. Men der skulle også være forskel på den mere russiske, verdslige hovedstad i nord og de mere konservative landområder i syd.

Hun fortæller, at hun er på vej hjem efter to uger i det sydlige Kirgisistan, hvor hun har ledet et team der har etableret et beredskab ala Beredskab / ambulancetjeneste for den tyske udgave af Danida. Hendes firma har vundet opgaven, der har været i udbud. Jeg kan ellers forstå på både hende og vores konsul, at Europa nu fokuserer på Mellemøsten og Afrika for at forebygge flygtningestrømme. Det er jo såre fornuftig og svarer til de mange løfter om at hjælpe i nærområderne. Som altid er verden kompleks, og mens vi fokuserer på ustabiliteten sydfra, så investerer Kina, Rusland, USA og store mellemøstlige magter som Saudi, Tyrkiet og Iran i indflydelse her. Her er handel, olie, narko, og jorden til en ny Silkeruten med tog til varer og olieledninger. Syd for skræmmer sporene fra Afghanistan lederne i de nordligere Stan-lande til at holde islamisk fundamentalisme i skak. Det er en ledelsesmæssig balancegang at navigere et samfund gennem dette. Som så ofte før, rejser jeg herfra med en mere nuanceret forståelse af et land. Med større respekt for opgaven med at lede det, der er mere kompleks end fsva de fleste virksomheder. Med sværere ved at kritisere og fordømme. Og samtidig med dybfølt stolthed over den danske samfundsmodel og vilje til at forsvare den med ligestilling, demokrati, velfærdsstat, højskoler og alt hvad jeg ellers synes, der ellers gør os danske.