Dushanbe, Tajikistan

Hvor finder du verdens højeste flagstang? Hvilken by har flest potteplanter og gartnere? Hvor mangler Danmark på landkort? Hvor er der stadig et marked for mænd med et rigtig kamera ved alle monumenter? Hvor er ældre stadig ikke trygge ved at have deres billede digitalt og på SoMe? Hvor har kvinderne de længste og tykkeste fletninger? Hvor er det stadig så usædvanlig at møde en kvindelig, engelsktalende rejsende at man skynder sig at øve sit engelsk, fordi sproget ses som nøglen til end bedre fremtid. 

Dushanbe i Tadjikistan har i hvert fald verdens højeste flagstang. Resten vinder de også på, men da blot ud fra mine rejseindtryk fra en lang weekend. 

Med flagstangen følger en af mine yndlingshistorier om eksport. Bag den står nemlig et hollandsk firma, der producerer og sælger tårnhøje flagstænger. Så sælger de verdens højeste i eet land. Derefter rejser de rundt til de øvrige lande, hvor den slags er i høj kurs og sælger så igen verdens højeste flagstang. Nu lidt højere end den forrige. Lige nu er det Dushanbe, der har æren med en flagstang, der er 165 m høj. Det er eksport der er til at forstå. Jeg undertrykker her et grin over noget fallos, macho identitetsnoget. Tak til Jakob for historien!

De optimerer bymidten, for at den er særlig attraktiv, nøjagtig som byudviklere lærte os i Gribskov og alle andre steder i danske provinsbyer og købstæder. At man skal prioritere en bymidte, der er virkelig skøn, uanset hvor lille man så har potentiale til, at den bliver. Det skal ikke spredes ud i første omgang. Det har de gjort i Dushanbe. Og det virker. 

De mange lys tænkte jeg først gik imod alle igangværende klimahensyn. Men her kan man ikke bare droppe af hensyn til klimaet, for her er der 45 grader midt på dagen på denne årstid, så det er om aftenen folk har mulighed for at gå ud og mødes og være sammen med og spise ude etc. Det gør alle generationer og meget fint og hyggeligt med legende børn og flirtende unge og tålmodige ældre.

Dunshanbe er gæstfrit. Det er endnu et lidt lukket og autoritært land, og regeringen har gjort 2019 til officielt turismeår. Så det er vigtigt for alle, jeg møder, at jeg virkelig er glad for at besøge deres land. De vil også gerne høre, hvordan landet opleves, og det er jo dobbelt, for jeg kan dårligt svare andet end pænt på spørgsmålet.

Samtidig er jeg chancen for at øve engelsk. Den benytter de modigste og dygtigste. Så jeg blev trænet på i hvert fald fem gange bare i botanisk have. En mor ringede til sin datter og holdt mig hen imens, så datteren på 15-16 år, kunne nå at komme, og en anden ringede til sin søn, for at han skulle tale i telefon med mig. Det er lidt vildt og ret uskyldigt som turistdestination. Der er langt til utålmodige ringeklokker på cykelstien, når turisterne forvilder sig derud eller til Paris, hvor museumsansatte på Louvre mener, at der er for mange gæster (?!)

Tre søstre med tante, bedstemor og børn snakkede jeg længe med. De var læger og økonomer, og datteren på snart 16 mindede mig om min egen ældste datter. Jeg vil jo gerne, at mine børn møder andre kulturer og tør og har lyst til at indlede en samtale, spørge og lytte og lære, så jeg slog programplanlægningen fra, og tog mig tid til endnu en af de gode snakke, som man altid selv lærer mindst lige så meget af. De inviterede sågar hjem, hvilket jeg alligevel var for genert til. (Jeg skulle have rejst med dig Marianne ;-)) Det var så sejt med de veluddannede søstre, der synes deres børn og her datteren skulle mere, og de har plantet store drømme, for hun vil gerne være læge i USA. The sky is the limit. 

De har mobiltelefoner, men alligevel bad de stadig en fotograf med stort kamera tage foto af os og betalte ham for det. Derfor kunne jeg lige få et foto med min iphone. Det fik én af dem også derefter. Især familier fra landet får fotograferne til at tage billeder stadigvæk, men yngre mere kosmopolitiske byboere tager selfies foran springvandene i parkerne.

Her bygger de også national identitet med uddannelse, skulpturer, monumentet, parker og smukke farvede lys overalt, når det bliver mørkt. Så samles man og nyder det og er stolte af landet. Jeg glæder mig altid over, når man bygger identitet med uddannelse, kunst, kultur, monumenter, litteratur mm. i stedet for at vælge en ydre fjende til at samle landet og i værste fald går i krig. Uanset hvor meget jeg lo i Skorpje over mylderet af statuer, så er det klart at foretrække. (Jeg nævner Skorpje i Makedonien, fordi det er det nærmeste sted ift Danmark, hvor man oplever det).

Præsidenten må have været på posten længe at dømme efter mængden af kæmpebilleder af ham på bygninger. Der er  hele rum med fotoudstillinger med ham i Nationalmuseet. Den slags hvor et statsoverhoved besøger industri og landbrug, er i natur og by, spiller fodbold, viser respekt for/magt over militæret, krammer børn og giver håndtryk til allierede statsledere. Det skal man ikke kimse af, for det er det enhver borgmester med respekt for sig selv gør, og såmænd også direktører for brancheforeninger, erhvervsforeninger, kulturministre mfl. Det tones så op og ned så det passer til konteksten. Her får den fuld skrue.

Nationalmuseet er interessant. Her kommunikerer det, det man ønsker at vise. Her er malerier af kulturen på landet med kvinder med de tykke fletninger i folkedragter, lokal mad, samt dyrkning af bomuld, abrikoser og korn. Her er udstoppede dyr fra bjergområderne, og krystaller og forsteninger. Som statskundskaber er det mest interessante dog rummet med gaver fra udenlandske samarbejdspartnere, der skal vise, at landet er anerkendt og har betydning, ligesom fotoudstillingen af præsidenten på statsbesøg i Rusland, nabolandene, Iran og Indien. Og rummet med præsidenten der er rundt i samfundet. De flotteste fotos er portrætfotos af Tadjikker, og de viser også bredden i samfundet. Positivt er det, at der er usædvanlig mange malerier af videnskabsfolk og forfattere. 

Her er ikke en Willerslev som sætter endnu en vild sjæl til at fortolke vikingetiden populært. Det havde givet mere end kritik fra enkelte partier af forvaltningen af kulturstøtten. Det er slet og ret utænkelig. 

Foran det lokale DTU møder jeg forskeren Saraf. Han er ingeniør og forsker og underviser i informationsteknologi. Han vil gerne øve sit engelsk og fortælle om landet fra Silkevejen til de seneste små 30 års uafhængighed.

Det går noget langsomt, for vi skal lede længe efter ord som vej, nord / syd… men han er rar og insisterer på at vise mig hen til kortet over Silkevejen ved monumentet for landsfaderen med springvand, parlament, regeringsbygning, nationalbibliotek og park omkring.  Jeg spørger til hans forskning i informationsteknologi. Det er vitterlig teknologi. Som mange af de danske ingeniører, jeg kender, så er det bestemt ikke SoMe, der optager ham.

Han kan fortælle, der er 8 Telekom firmaer i landet, men har ikke hørt om LinkedIn eller Instagram. Kun 2,5 mio ud af 8 mio skulle have prøvet internettet, eller måske var det Facebook? – det blev Lost in translation!

Saraf fortæller også om økonomien og energien. Det er ikke overraskende vandenergi fra sneen i bjergene, som virkelig trækker. Der er også masser af vand i byen, som i Almaty i Kazakhstan, hvor Uzbekistan var tørt.

Men så er der jo også til de kilometervis af grønne parker og stier. Den lange sti gennem centrum er noget andet end den grønne sti gennem København. Her er det ikke til cykler. Det er en bred sti, man går af når man skal rundt, samt på promenade. Der er lyshav om aftenen for romantik, national identitet og også sikkerhed. Der er brede græsplæner med blomsterbede med udplantede små potteplanter på begge sider. Dernæst et hegn på hver side ud til vejene, og der kilometervis af ens rustrøde plasticaltankasser med pelagonier, der kæmper for at overleve varmen. Antallet af gartnere med tankvogne til at vande det nyplantede, har jeg før mødt i USSR, UAE og Kina, men de er alligevel flere her.

Så her er roligt i Dushanbe nu. Man kan gå om aftenen uden at være utryg. Helt anerledes end i Centralamerika, hvor jeg foretrak at være hjemme, før det blev mørkt.

Lonely Planet mere end antyder, det handler om, at hovedparten af den mandlige befolkning er i Rusland for at arbejde. Spionfilm, hvor skurkene kommer herfra, kan jeg max finde hotellets bogreol til at minde mig om. Her står en enkelt bog The Spy mellem bøger på russisk og … tjah arabisk.

Det passer måske meget godt, det med at mændene er afsted. 24-årige Ahmad bød velkommen allerede i flyet. Han var på vej hjem fra Kina, hvor han havde været udvekslingsstudent. Han læser økonomi og vil gerne starte egen virksomhed. 

En mor med tre store børn på aftentur fortalte, at de to ældste drenge studerer hhv. ingeniør i Moskva og medicin i Dushanbe. Så de unge tager til udlandet. Lillesøster går endnu i skole. Moren ser nu lidt overrasket ud, da jeg spørger, hvad pigen skal studere, hhv. om hun selv har været på universitetet ligesom sønnerne. Det tager jeg som et nej.

Mavlova er 18 år og læser på det pædagogiske universitet. Hun vil gerne studere og arbejde i Tyskland.

Hun vil gerne verden og være diplomat, men far synes ikke, det er for en pige, så det er blevet sprog, og gør hun det godt, vil hun være tolk, og ellers er det lærer. Og det er ok, for hun skal jo adlyde sin far, når hun elsker ham, alt andet ville være at sige, man ikke elsker og ærer sine forældre. Her slog det muslimske og mellemøstlige igennem ift det russiske og sovjetiske. Hmmm. Forskellige kulturer og generationer. Jeg holder her godt fat i at bevare det samfund, vi har skabt for vores piger og er altid vred og bekymret, når det rulles tilbage. 

Enhver rejse er først ig sidst praktisk. Det er planlægning og improvisation. Jeg har lige vænnet mig til at kunne klare mig med USD, og er godt inde i rejsen, så jeg får ikke vekslet fredag ved ankomsten. En BBQ restaurant accepterer med lidt overtalelse USD. Lørdag er jeg så nødt til at gå tre blokke i den gale retning for at kunne veksle på de fine hotel Serena, for det er det eneste sted i hovedstaden, man kan veksle fra fredag eftermiddag til mandag morgen, når bankerne har lukket. Kreditkort kan man ikke betale med. Det går heldigvis fint, og jeg kan både køre med taxi og få noget at spise.

Med taxi er maps.me genialt. Download kort over byen og marker sights. Så følger den via gos hvor man er og taxichauffører er mindre tilbøjelige til at køre for langt med en. Det er også lettere at forklare, hvor man skal hen. Her er det endda fast at taxi 3333 har taxameter i deres mobiltelefoner og respekterer dem til punkt og prikke. En hjælpsom issælger og hans nevø ringede endda efter en taxi til mig, fordi jeg ikke havde skiftet simkort.

Det samme gjorde de super søde og perfekt engelsktalende på hotel Dohat. Ligesom de slet ikke vidste alt det gode de gerne ville hjælpe med. 

Så det der står tilbage er hjælpsomheden.

Det er uanset, at sidste indtryk er den internationale lufthavn uden wifi og mulighed for at veksle, når man er færdig med at handle tax free, der prøver at få os til at købe for 60 USD VIP status for mad og wifi, hvilet er dyrt. Især når en almindelig kaffe koster 0,5kr i den fine café med Eiffel Tårn overalt.

Apropos Eiffel Tårn, så har der været fine Eiffel tårn ved caféer som gerne vil vise, de har god kaffe og generelt kvalitet. Foran indkøbscentre. Ja, ret mange steder i både Kazakhstan og Tadjikistan. Så uanset om vi andre holder op med at tage til Paris, nu hvor Parisere åbenbart hverken ønsker flere airbnb eller besøgende på Louvre, så vil presset fra besøgende forblive. Det er dog langt fra sikkert ift. besøgende til Danmark. De fleste har ikke anet, at Danmark eksisterer. Jeg har måttet forklare, at det er nord for Tyskland og ved siden af England, hvorefter de har troet, jeg var engelsk. Forklaringen kan være, at Danmark slet ikke eksisterer på deres landkort. Der var i hvert fald bare hav på hotellets fine kort. Så jeg kunne ikke så godt sætte en nål i det til dem, som andre gæster havde gjort.