Ad Silkevejen i Uzbekistan

En rejse til Silkevejen, er to rejser tilbage i tiden og én rejse til fremtiden. Det er én rejse tilbage til Silkevejen som handelsrute med Orientens mystik. Det er endnu én rejse tilbage i tiden til Sovjetunionen. Og så er det én rejse til vores fremtid i en verden med fælles udfordringer med klimaet, overbefolkning, handel og teknologiske fremskridt. Her er indtryk i fotos med mennesker, kultur og især samfundet, forretningsliv og handel.

Det er Silkevejen som den sagnomspundne handelsrute, der trækker os hertil. Silkevejen har dannet rammen om mindst 2.000 års handel fra Europa, gennem arabiske kulturer, hele vejen til Kina. Den rute, hvor købmanden Marcopolo fra Venedig handlede. Med Uzbekistan midt på ruten. Så vi må hertil. Opleve den sagnomspundne by, Samarkand, hvor købmændene byttede hestene til den videre rejse. Samarkand, der er genopbygget, efter at den har været jævnet med jorden flere gange af bla. Alexander den Store ca. 300 år fvt. og igen mange år senere af Djengis Khan ca. år 1200.

Den sovjetiske historik bliver jeg mindet om allerede, da vi mellemlander i Almaty i Kazakhstan. Vi møder fire andre danskere, selv om der vitterlig ikke er ret mange andre udlændinge. Pensionister, der allerede havde været her i 1980 med dansk-sovjetisk venskabsforening. Den tygger jeg lidt på med tanke for den undertrykkelse, jeg forbinder USSR med. Men vælger at se på det positive i, at russerne med det sekulære Sovjetunionen bragte uddannelse hertil og bla. insisterede på, at ´pigerne kom i skole i stedet for at blive gift som 12-årige´ i det muslimske Uzbekistan, som en veninde med baggrund i russisk-studier udtrykker det.

Fremtiden kommer i glimt. En aften toner den klart frem på skærmen, bogstavelig talt, da man har lavet det flotteste lysshow på murene af madrassen / universitetet Registan i Samarkand. Her gennemgår man nemlig hele verdenshistorien med fokus på de største menneskelige kulturer og innovationer; fejrer uafhængigheden efter USSR; skaber stolthed om egen arkitektur og historie; og slutter af med at vise, hvordan naturvidenskab giver mulighed for at arbejde med fly, tog, rumfart, DNA-strenge, digitalisering mm. Ethvert barn må nødvendigvis gå herfra og være sikker på, at vil man gøre sit folk stolt og gøre en forskel, så er dét vejen. BTW: Her tales ikke klima, eller at mange flere skal være håndværkere. De giver både den danske folkeoplysning og VisitDenmark kamp til stregen, hvis ikke baghjul, og kommer muligvis også til at give Danmark det økonomisk på sigt.

Hovedstaden Tashkent gennemgår vi ved hjælp af Lonely Planet. Det lyder mest som en klassisk by fra sovjettiden med store monumenter, og det er heller ikke helt skævt. Den blev ødelagt af jordskælv, så her er ikke meget gammel, orientalsk Silkevej. Til gengæld giver den en tankevækkende oplevelse af et tidligere sovjetsamfund med sin arkitektur og de store veje igennem byen; parkerne og de massive statuer, hvor både mænd og kvinder ser ud til at være bygget som kuglestødere. Sådan en statue er der f.eks. på monumentet for det store jordskælv, som i øvrigt meget sympatisk forestiller en ung far og mor med et lille barn, for det var jo menneskene, jordskælvet berørte.

Til denne del af historien hører det hjerteskærende mindesmærke for de 400.000 faldne uzbekere under 2. verdenskrig, hvor de døde sammen med russerne, da Hitler gik i krig på østfronten. Det er nærmest ubegribelig mange og må have været nærmest alle mænd mellem 18 og 35 år. Det føles på en eller anden måde ekstra voldsomt, når vi er i et land på denne størrelse og så langt væk fra Europa og Tyskland. Mindesmærket er en mor, der sidder i dyb sorg ved en evig flamme. Alle navne står på kobberplader i form som bøger. Én for hver region. Samlet i pavilioner som dem familier samles i for at spise sammen i skygge og tryghed. Som mor har jeg en klump i halsen og kan fysisk mærke, hvordan frygten for at miste det allerkæreste kommer snigende, og bare stiger, indtil jeg er nødt til at gå videre. Som én der har besøgt krigsskuepladser fra 2. verdenskrig overalt i Europa, siden jeg var barn, burde jeg måske blasért mene, jeg har set det hele. Men nej; det her sted gør dybt, dybt indtryk.

Siden er der kommet monumenter til, der skal samle den unge nation Uzbekistan som uafhængig stat efter Sovjetunionens opløsning. Her er uafhængighedsmonumentet med smukke traner, der flyver mod himlen hhv. en globus. Begge er placeret ved præsidentens palads. Måske er det godt nok, at præsidentpaladset ligger lidt i skyggen af finansministeriet, eller måske er det bekymrende? Tranerne er i hvert fald elegante og et godt symbol på bla. frihed, og det ser da også ud til, at de besøgende langt overvejende er lokale familier, der er kommet ind fra landet for at blive fotograferet her og foran de fine store pools med springvand. De blandes med embedsmænd, store grupper af kinesere og sjældne rejsende som os. Et andet tiltag for at samle nationen, er den uzbekiske middelalderkriger til hest som klassisk rytterstatue, som den første præsident rejste midt i en park med store bygninger omkring – et kongrescenter, et hotel, et universitet og et museum på hver side af parken bundet sammen af en rundkørsel. Massivt og på sin vis enkelt.

I Samarkand er stemningen bevaret med Registan som centrum. Her er tre universiteter eller madrasser, som det hedder, bygget om en plads. Der er bygget af tre forskellige over en ca. 200-årig periode, men i dag fremstår de som en samlet og imponerende oplevelse. Imponerende store og smukke. Arkitekturen er de store indgangspartier, der som en mur tårner sig op og imponerer. Så kommer de noget mere moderate 1-2 etagers bygninger bagved med fire sider og en gård imellem. Kun få værelser hænger sammen. De fleste peger ud mod gårdene. Så kunne man bo eller studere der. Det var islamiske bygherrer, og der er moskeer bag madrasserne. Jeg ville gerne høre en lokal beskrivelse, så for 5 usd fik jeg en lokal autoriseret guide til at vise rundt. Det var interessant at høre, at lærdom var godt, når det altså var den lærdom, som var god for én. Der havde desværre ikke overraskende kun været mandlige studerende, men i det mindste fik de det i perioder studier betalt i 10-15 år og så godt at de kunne forsørge deres familier. Så det må have været lidt mere end en SU.

Mausoleerne vidner også om Silkevejens storhedstid. Blandt de vigtigste er to der tegnede retningen dengang. Emir Temur, der var erobreren, og hans barnebarn der var videnskabsmand og astronom. Gur-E-Amir mausoleet er for emir Temur, og Bibi Khanum moskeen bygget med hans kone som bygherrer, mens han var på felttog. Begge er must-see i mængden af mausoleer og moskeer i byen.

Iflg. overleveringerne var emir Temur væk så længe, at arkitekten faldt for konen og bad om et kys. Det skulle emiren ikke have taget let på, så det kostede arkitekten livet og førte til, at han krævede, kvinderne skulle bære slør. Så ved vi det… eller sikkert ikke, men det er en god historie.

Sikkert og vist er det, at der har været handlet på pladsen og i hele Samarkand, så det har nok været ret nyttigt, at matematik var en accepteret lærdom. Her handledes heste, kameler, guld, silke, krydderier mm. Her handles stadig. Nu er der indrettet souvenirboder i stort set alle madrasser, moskeer, byporte og sågar ved indgange til mausoleerne. De er altid klar til at handle, og heldigvis uden at være ubehagelig påtrængende, så for os uden den store lyst til bazarer og souker, hvor alle råber af en og hiver i én, og uden tålmodighed til at bruge 20 minutter på forhandling af enhver pris, da er det her virkelig en lettelse.

Næste Silkevejsby med tung, tung historie vi valgte at besøge var Bukhara. Hele den gamle bykerne har været Unesco-verdensarv ca. 20 år. Byen er den mest interessante i Centralasien ifølge Lonely Planet, og vores udgave har den lille byport Chor Minor på forsiden. Så der er ingen tvivl. Her må vi til.

Byporten er den fineste lille bygning med fire symmetriske tyrkisblå tårne. Her er souvenirbutik indenfor, så mens vi var der, opdagede ingen af de andre besøgende, at man kunne komme op på taget til tårnene. Entreen var godt 3 kr. pr. person. Der har været markant inflation, siden Lonely Planet er skrevet, så beløbene kan man ikke regne med, men så vidt vi kan regne ud ift. kursen tidligere, så er omkostningsniveauet det samme for os. Hvad det har betydet for befolkningen, kan være langt alvorligere, om end det ikke tyder på det ud fra rejseindtrykkene.

Alt bygges om her i byen. Fra grunden. Der lægges kloakker og forbedres elkabler. Såvel lokale som rejsende værdsætter toiletter og wifi. Kan man ligefrem trække toiletpapiret ud i stedet for at smide det i en spand, og kan man arbejde på netforbindelsen som digital nomade, SÅ er det noget, der rykker for værelsespriserne for de besøgende. Børnene her passiviseres og udvikles også med YouTube og spil. Alle har mobiler, og Samsungs flagsskibsbutik i Tashkent var nærmest et palads. Så må den vis, er her helt som hjemme.

De fleste af de store seværdigheder i Bukhara er allerede istandsat. Faktisk så meget, at de nærmest må være ombygget eller genopbygget. Andre er de smukke symmetriske blå mønstre ved at falde af facaderne af. Her må man så ikke gå ind. Sikkert pga. risikoen for at det styrter ned. Det er let at forestille sig, for det ligner sandslotte på stranden. Den borg, som emiren har styret områder fra med hård hånd var befæstet med uendelig mange mursten holdt sammen med træstammer og ler bygget op om siderne på en klippe. Tårnene i hvert hjørne leder tankerne hen på formen af tårne i et sandslot, når børnenes lille spand vendes på hovedet. Farven er også den samme. Det betyder nu ikke, at ledelsesmetoderne har været en leg eller blide. Der har været meget på spil i form af handel, rigdom, magt og den tro og samfundsorden, man havde bygget op.

Detaljerigdommen og de blå farver går igen i porcelæn, tøj mm. Her udvides antallet af regionale stilarter, så man kan fortabe sig i skåle, fade, jakker, pudebetræk mm med ret flotte mønstre, der for en gangs skyld, faktisk ville gøre sig glimrende i Danmark. Er man til sovjet-dimsedutter som pins og kasketter, kan man også få det.

Her kan man rimelig let køre mellem byerne med tog. Så får man en lille smagsprøve på den transibiriske i 1-4 timer. Det er faktisk ret ok. Der er både det nye tjekkede med den spidse snude og det høje tempo. Samt de mere traditionelle med samovar i hver vogn, så man kan hente vand til sin te og sine cup-nudler eller hvad man nu har med af mad. Her er gamle kupeer med fire køjer, hvor man sidder på de nederste og har et bord. Det er stemningsfuldt. Personalet er begge steder super søde og hjælpsomme. Når det går langsomt, kan man nå ud og handle på stationerne, mens der er beværtning incl. de fineste cappucinoer fra en italiensk kaffemaskine på hurtigtoget.

Lyntoget er det nye Uzbekistans stolthed. Her er video om bord med præsidenten, der holder tale for hundredevis af alvorligt udseende mænd om udvikling af landet. Udvikling er her lig jernbaner bygget af bulldozere og lastbiler. Der er ikke et ord om klima, overbefolkning eller plasticøer. Lyntoget og alle de andre tog, kører til tiden og med god service. Vi kan godt afskrive systemeksport af DSB hertil. Som dansk kan man dog blive glad og stolt af, at udvikling er lig handel, og der er sågar Mærsk containere med i videoen i lyntoget. Der er også tjek på sikkerheden, og alle opfordres til at tage det alvorligt. Ikke mindre end tre afsnit handler om, hvordan en glemt taske, pakke og pose på tog og station vil udløse, at Bombemarie kommer rullende. Man mener det alvorligt. Hverken terrorister eller folk der forstyrrer effektiviteten er velkomne.

Her er mennesker – mad – varme – unesco verdensarv – sovjet – tog – Europa møder Asien i mennesker, mad, samfundsform mm.

Det her er bare indtryk fra det hele fra Tashkent, Samarkand og Bukhara.