Cykeltur i Panama City

Cykeltur i Panama City. Ligesom i San José i Costa Rica har er man inspireret af vores cykelkultur, så man har lavet den flotteste cykelsti. 5 km er det blevet til. Det er jo ikke nok til, at man har en cykelkultur som i DK og f.eks. Amsterdam og cykler på arbejde, men perfekt til cykelture langs Panamakanalen på marinaen i byen her. Få har tilsyneladende selv cykler, så man lejer. Det er lidt pudsigt, når familierne lejer en familiecykel med plads til alle, ala vandcykel, med tag for at skygge for solen.

Søndagspromenade i Panama City er livsbekræftende. Folk her har overskud og nyder fridagen med at spise is og gå tur med familien. De spiser en af mine yndlingsretter, cervize dvs. rå marineret fisk, og får en af de lokale øl med gode navne som Panama og Balboa.

Grupper af piger danser til deres yndlingsmusik – og er ret seje til det. Jeg er jo tidligere gymnast og blev helt varm om hjertet, for de var gode, skønne og seje og med attitude. Så da jeg havde filmet dem, så blev vi lige enige om, at jeg filmede dem én gang til med deres eget kamera. De var stolte over interessen og glade for filmen med dem allesammen på.

Flere dansede og jeg fik set folkedans. Og basketball. Skateboard. Rulleskøjter.

Og engang imellem noget lokalt politi på motorcykler med skudsikker vest og automatvåben, der ikke helt fik mig til at føle mig tryg, men heller ikke kunne spolere stemningen. Jeg så dem nu også kun kontrollere tilladelser hos de små handlende med vogne med slush ice og sodavand.

Efterhånden savner jeg mine kære og er klar til at kramme. Så er det jo godt, når andre mødre med deres børn, fornemmer ens glæde ved deres stoltheder her i livet. Børnene her var ønskede. En enkelt familie og jeg havde samme tempo, så vi mødte hinanden flere gange i løbet af dagen forskellige steder. Til sidst måtte de tre piger vise mig deres sæbeboble-pustere, der unægtelig er produktudviklet, siden jeg købte den slags sidst. Nu skal man ikke puste mere, bare ryste. De øvede stolt engelsk og jeg mit svagt forbedrede spansk. Hyggelig er det jo altid at spejle andre. Det er trods alt det vi gør, når vi møder nye mennesker, uanset om det er et forretningsmæssigt netværk eller mennesker man møder på rejser.

På vej hjem fra Panama til Paris blev jeg inviteret til at holde oplæg i Honduras for en organisation, der arbejder med udvikling i samfundet og gode værdier. Det viste sig, at min sidemand/kvinde ejer både en restaurant med 80 ansatte og en kæde skønhedsklinikker. Hun var så sej – mindede mig om en række af mine seje veninder og deltagere i Bobler og Chokolade, som jeg engang imellem holder og elsker. Intens. Med ønske, vilje og evne til at gøre en forskel. Og så skal man som arbejdsgiver betale medarbejdernes uddannelse – og så kan man jo lige så godt prioritere det, når man nu ved hvor vigtigt det er, så de mange ansatte fortæller løbende at de har fået karakterer, har bestået eksamen og at deres børn har, og der lægges vægt på karaktererne er gode. En lille ting. Men med stor betydning for uddannelse af kvinder og børn.

Et af de mere fancy arkitektoniske værker i Panama er i øvrigt tegnet af samme arkitekt som Guggenheim museet i Bilbao. Det er Biomuseet, eller museet for biodiversitet. Her kan man lære om, hvordan pladetektonik betød, at Panama dukkede op af havet og bandt Amerika sammen, samt hvad det betyder ift naturen og havene. Man kan lære om landets historie. Om de mange trækfugle, som kommer her forbi – og det er yderst deprimerende læsning. For trækfuglene presses af skyskrabere, der tager mange liv, når fuglene flyver direkte ind i dem, fordi de spejler himlen + når de forstyrrer fuglenes evne til at navigere + når de og alt andet byggeri betyder at hvilepladser forsvinder. Sidst men ikke mindst ændrer klimaet sig hurtigere end trækfuglene kan tilpasse sig, så en del flyver ikke og dør af kulde. Andre flyver for tidligt eller sent ift hvornår der er mad til deres unger, når æggene klækkes. Panama ligger centralt på ruterne mellem især Canada og det nordlige Latinamerika. Derfor denne rigdom af fugleliv og lige denne bekymring netop her.

Hostels kan i øvrigt anbefales. Det holder udgifterne nede. Man kan dele værelse, men kan efterhånden få eget rum. De har også gode tips og hjælp til ture og til bedre værdi for pengene end på de store hoteller. Her hostel posada i en skøn gammel villa, der hvert øjeblik kan blive omdannet til skyskraber som nabogrundene. Elsker den farvestrålende indretning, der er alt andet end dansk indretningsarkitekt og minimalisme.