Roatan, Honduras

Det er menneskene, jeg møder, som gør varige indtryk i Honduras. Trods verdensklasse koraler, dovendyr, aber og papegøjer.

Det er blide Chelsea med 5 børn med 3 kvinder, der var sikker på, den første var den rigtige, og nu er sikker på at han endelig har fundet den helt rigtige, og som ser sig som en gammel sjæl på næsten 40 (!) trods sine kun 32 år.

Seje Natalie med Peru-Texas baggrund, der er flyttet til Roatan, arbejder med at undervise lokale børn, som desværre får ringe skolegang, fordi folkeskolelærerne knapt får løn, og som nu står for børneklubberne på de store hoteller (det kan man da kalde ‘all-inclusive´). Det mest overraskende ved Natalie var nu, når hun fortalte om sin lokale kæreste, som hun havde valgt for hans gode hjerte, men nu lige måtte forklare svigermor, at hun som 28-årig stadig mente, at han skulle fri rigtig, at at de skulle have sparet op til et bedre hus, før børn kom ind i billedet. I mellemtiden arbejdede hun på 4. år i Franks Cigarbar i West End, for så fik hun løn, mens hun så sine venner.

Det samme gjorde canadiske Megan, som ved enormt meget om cigarer, fordi hun stort set voksede op i onklens tatovørbutik og betragtede hvordan han røg cigarer, og siden bare er fortsat med at researche selv om dem, så nu arbejder hun også i cigarbaren og fortæller begejstret mere end jeg kan huske, men jeg nød det, for entusiasme og viden er altid smittende.

Der er mange udenlandske unge, som arbejder for kost og logi. Så finansierer det opholdet, måske med tilskud fra drikkepenge.

Det virker som om alle lokale er unge og har fået børn som teenagere. Patricia fra chokoladefabrikken var et livstykke uden lige. Grinende oversatte hun troligt for den søde sikkerhedsvagt Ronaldo og jeg, som ikke helt kunne få vores spansk-engelsk til at mødes, udover fælles ord som kaffe, chokolade og kolibri. Patricia viste sig at være 28 år, og mor til 3 på 11 år, 7 år og 3 mdr. Det havde været et drama, da hun fortalte sin mor, hun var gravid som 17-årig. Det måtte jeg tilstå, at jeg godt kunne forstå! Natalie gjorde mig lidt klogere på Patricia, Chelsea mfl. ved at fortælle, hvor lidt uddannelse, der er udover grundskole, og at der florerer myter ala ´den her te gør, så du ikke bliver gravid´ , eller ´du skal bare bade i saltvand bagefter, så bliver du ikke gravid´…

På chokoladefabrikken gjorde generte Daniel sit bedste for at forklare alt om bæredygtig produktion, som skaber job blandt de lokale, som fortrænger palmeolieproduktion, samt hvordan vi skal huske at tjekke vores chokolade, at der bruges kakaofedt og ikke palmeolie, og så skal den helst være økologisk aht. miljøet. Min chokolade-entusiasme slog igennem og jeg fik smeltet den søde dame som pakkede chokoladen, mens jeg fik lov at se selve køkkenet.

Amerikanske turister betyder, at her er dyrt, og at man irriterende nok skal betale både prisen, 19% afgift for at betale med kreditkort, andre afgifter som ikke er opgivet men løber op og drikkepenge. På den gode side, så betyder de også, at her overalt er papkrus, hvor barer mm opfordrer til, at man dropper sugerør aht. skildpadderne. Altså ingen plastickrus og sugerør. Det var noget mere konsekvent end i Belize og Guatemala, hvor plasticflasker ihvertfald ikke blev genbrugt, og hvor sugerør mm blæste i havet fra barerne. De betyder også, at en velfungerende iværksætter butik understøtter 80 lokale familier ved at sælge souvenirs produceret på øen af genbrugsmaterialer fx. skeer, bliktage, ølflasker, hængslerne fra dåser, gammelt glas og bildæk etc.

Her er såmænd også en lille dyrepark med bla dovendyr, aber og papegøjer. En del hører ikke hjemme i Honduras, men er blevet bragt hertil, fordi nogen har prøvet at sælge dem til turister fra USA. Nu var de endt her, hvor jeg fik lov at lege. Dovendyrene havde det så godt, at de formerer sig, og selv en 3 mdr gammel unge er både langsom og nuttet. Det virker som om, de passer godt på dem.

Det gjorde de også på mig, da jeg ville afsted og snorkle. Med oplevelser fra rev i det meste af verden bag mig og samtidig en øvre grænse for min styrke, og så lige forskrækkelsen fra båden der nær havde sejlet mig ned den anden dag, fik mig til at tage en luksus, nemlig at sejle ud med en som både sejlede og snorklede med mig. Det viste sig at være både helt almindelig her, og også den mest geniale måde at opleve virkelig meget af et af de flotteste og mest levende og sunde koralrev i verden. Megaflotte bløde koraler. Her kunne jeg godt mærke den der snert af at rejse alene som kvinde, da jeg først snakkede med Kevin i diveshoppen ved hotellet. Så ringede han til Fredi, som sørgede for, at WIlliam tog mig afsted og passede godt på mig.

Kelly og Jason fra USA må også nævnes, for de tog ikke bare dykkerudstyret med, men også mentalt deres kirke. Kelly købte dåsetun og fodrede de hjemløse katte på hotellet, og når hun var på restaurant bestilte hun en aften en ekstra kylling, som blev tilberedt særlig uden krydderi, til en hjemløs hund. Jeg sad ambivalent og tænkte, om ikke den tun havde haft det bedre i havet og klimaet havde haft det bedre uden kyllingefarm, fiskeri og nu flere herreløse hunde og katte på øen. Hun oplevede glæden ved at give og gøre gode gerninger.

De øvrige gæster fra bl.a. 3 enlige mænd oppe i årene og skønne skæve personligheder, som kom for dykningen og ligesom mig værdsatte at der var fred og gode rabatter, fordi skoleferien i USA først er næste uge. De og jeg styrede med bestemt og venlig hånd af Mariela, som ledte stedet, der lå ekstremt naturskønt med Iron-beach ud til kysten.