Isla de Flores, Guatemala
Alle præsidentkandidater bør tage The Miami Challenge!
Der var valgkamp i Guatemala i maj 2019, og mange præsidentkandidater kæmper om posten. Overskrifterne er farverige, f.eks. er to kandidater røget ud af kampen, fordi de var i Miami og fik problemer med det amerikanske DEA – Drug Enforcement Agency.
De vælgere, jeg møder undervejs på min rejse i Guatemala, joker derfor med, at samtlige kandidater burde tage en tur til Miami, for politiet dér er tydeligvis bedre til at holde dem ansvarlige, end de er derhjemme.
Kriminalitet er hverdag i mange af Guatemalas byer og handel med alt ulovligt fylder; det gælder også den handel, som handler om kontrakten mellem politikeren og vælgeren.
Vi, der ikke er politikere, er vant til at tænke på valgløfter som politikernes løfter til os vælgere, men på min rejse rundt i Guatemala bliver jeg mindet om, at valgløfter også kan være til sponsorer.
Det er måske derfor, at de to kandidater mødtes med narkobagmænd i Miami, eller hvad de nu lavede der, funderer mine lokale rejsefæller. Men uanset om det blot er gisninger eller ej, så har de lokale både humor og intelligens, så nu griner man lidt og udfordrer resten af kandidaterne til at tage The Miami Challenge.
Mine rejsefæller oplever, at Obama og Trump har forskellig retorik om immigration, når man hører den tolket i medierne, men vurderer, at den førte politik er den samme
Når det er sagt, er Guatemala fortsat et vidunderligt rejseland med imødekommende mennesker, en rig flora og fauna samt et skønt klima – især sydpå med et tæt befolket bjergområde, hvor man også kan nyde et behageligt tropisk klima med sommerregn. I syden kan man også finde aktive vulkaner og området har hyppige jordskælv.
Maden er også velsmagende og billig, så det er ikke for ingenting, at denne folkerige og mest indiansk prægede stat af de centralamerikanske lande (ca. 60 pct. af befolkningen er af indiansk afstamning mere specifikt efterkommere af maya-indianerne) har et af de bedste ry i regionen som rejsemål.
Selv nød jeg under min rejse i Guatemala den uregerlige og uforudsigelige natur, hvor jeg bl.a. var så heldig at se en vild tapir i skoven, da jeg var ude at vandre. Det tidligere så højtudviklede Maya-samfund med alt hvad dertil hører af astronomi, handel og særegen ledelsesstruktur, fascinerer også.
Arven fra Den Kolde Krig og den katolske kirke
Den Kolde Krig har også haft sin indvirkning på Guatemala. I årene 1960-96 var landet plaget af borgerkrig. Rusland og Cuba støttede guerillaerne, og USA støttede regeringen og militæret. Mønsteret var velkendt fra andre lande i regionen. særligt El Salvador. Ialt døde 200.000 døde ud af en befolkning på dengang ca. 6 millioner.
Siden har her været fred. Turisterne besøger Guatemala i betydelige mængder, og økonomien har det bedre. Nu er befolkningen desværre steget til 13 mio., hvilket nok kan bekymre både for overbefolkning og dennes globale klimabelastning.
Ikke desto mindre virker det mindre kompliceret at komme videre for befolkningen, end jeg ville have forventet. De skønne mennesker, som jeg rejser rundt med, er besøgende i eget land, om end nogle af dem har boet eller stadigvæk bor i USA.
Dem, som bor i USA, var mest på regeringens side under borgerkrigen, og nu er de en del republikanere i USA. De oplever, at Obama og Trump har forskellig retorik om immigration, når man hører den tolket i medierne, men vurderer, at den førte politik er den samme.
Det er interessant, når vi i Danmark mest hører om den ene som en helt, der gjorde alt rigtigt, og den anden som en, der gør alt forkert og er ved at bygge en mur.
Tikal er det flotteste Maya-tempel område, jeg har oplevet
Jeg spørger om det i neutrale termer, omend både Trump og den katolske kirkes abortmodstand fylder meget hos mine rejsefæller. Her får jeg vist ikke overbevist nogen om, at fri abort, prævention m.m. er det eneste rigtige, men vi kommer alligevel langt med at udveksle fakta om landene, for alle mine rejsefæller er videbegærlige og nysgerrige.
Den ældre kulturarv – Tikal er verdensklasse
Det varmer mit eksport-rådgiver-hjerte, at Tikals 2000 år som stormagt var baseret på, at være centrum for handel fra nord helt til Mexico og herfra forgrenet sydpå i Maya-riget. Der blev eksporteret alt fra kakao til jade frem til 980 AD. Da flyttede mayaerne, fordi der var blevet for mange af dem ift. hvad naturen understøttede, dvs. hvor mange der var vand og mad til. Her kan man tale om, at historien gentager sig.
Templet for den store Jaguar og Maskernes tempel var stedet, hvor astronomer fandt ud af, hvornår det var optimalt at høste. Jeg tog turen op på samtlige af de templer, hvor det var muligt, på trods af det varme og fugtige klima; udsigten er det hele værd. Tikal er det flotteste Maya-tempel område, jeg har oplevet.
Tikals tempel fire er det højeste i Maya-kulturen/regionen. Her er stolthed over, at det var med i Star Wars: Return of the Jedi.
Jaguarens tempel rummer graven for en så magtfuld leder, at han fik 15,5 kg jade med i graven og sit ansigt udskåret øverst. Se, om du kan undlade at trække lidt på smilebåndet, når du ved, de lokale kærligt kalder ham for Mr. Chocolate.
Enhver embedsmand og forsker jeg kender, vil blive begejstret over den orden, der var på tingene. På sten foran hvert tempel skrev man info om lederne, og hvorfor man byggede det. Man malede, skrev det i cement eller huggede betegnelserne ud og angav, om der var tale om ledere, astronomer eller andre i et nøje til rettelagt High Class-system. Det avancerede klassesamfund havde en politisk klasse, der bestod af astronomer, krigere, arbejdere, landbrug og håndværkere.
Den nedskrevne registrering bidrager til meget viden i dag. Man ved bl.a., at der var 33 herskere i alt, selvom kun 10 pct. er udgravet.
Man byggede også et nyt kompleks hvert 20. år. Lederen ledte de religiøse ceremonier. Med religion fik man folk til at dyrke markerne og bygge templerne, ellers fik indbyggerne ikke noget mad. Eller for den sags skyld kom ikke igennem de 9 niveauer i underverdenen eller de 13 niveauer i himlen efter døden. Modsat kunne man ende som dem, der blev ofret for at sikre regnen og høsten.
Jeg gjorde et til dels forgæves forsøg på helt at forstå rationalitet i datidens mange menneskeofringer…
De bestod dels af fjender, man havde vundet over i kamp, og det blev noteret, hvem der var tale om, og hvornår man ofrede dem, hvilket er rationelt nok.
Hvis der opstod en langvarig vandmangel, ofrede man også nogle – det gav ikke mere vand, men ofringerne fik det vand, der var, til at holde længere; forhåbentlig lige til der er mere vand igen. Man kan også tale om ofringerne som en regulering så mængden af mennesker passer til det, jorden kunne holde til. Hvis man skulle tale om det i nutidens sprogbrug hang befolkningstilvækst og klimatilpasning også sammen i Maya-riget. Historien gentager sig.
Kolonitid i ferietempo i Flores
Hvis man ser på Guatemala med kulturelle briller, skinner kolonitiden klart igennem i arkitekturen. Skal man til UNESCO verdensarvstedet Tikal, skal man til byen Flores.
Og hvis man blot har tid til et enkelt højdepunkt i Guatemala og have mindst rejsetid ift. andre steder i Centralamerika, så er det stedet.
Her kan øen Selen i søen midt i byen anbefales. Vandet i søen er lige til at bade i. Her er ikke meget trafik. Huse og hoteller og restauranter ligger tæt og alligevel fredeligt.
Om eftermiddagen kommer unge tilbage fra udflugter, arbejder og studier. Så samles de i grupper og springer i vandet, men solen går ned. Imens er det myldretid – den lokale udgave af det fænomen, hvor en enkelt lille færge kommer sejlende med den samme bil, som jeg ser sejle den anden vej om morgenen.
Man har ikke været et sted uden at smage deres øl.
Maden er fantastisk. Min favorit er rejer, mango og masser af koriander på tortilla, der er så godt, at jeg måtte spise det to aftener i træk.
Der er alt i det centralamerikanske køkken og såmænd også pizza, hvis man modsat mig ikke lige er til det lokale. Mojitos er også altid en fryd for ganen. Og med den sur-søde kraftige mint og lime, der trives i det solrige klima, er denne drink populær i Guatemala.
Derudover kender en del erfarne rejsende, der ikke mener, de har været i et land, før de har smagt den lokale øl. I Guatemala hedder øllet bl.a. Callo og sælges til priser, der nok kan få en rejsende med en slunken pengepung til at snuppe en ekstra – og så har jeg ikke sagt for meget:
Boutique- hostels og work-aways giver nye muligheder
I Guatemala trives en form for overnatning, som jeg bliver gladere og gladere for. Især på en rejse som denne, hvor jeg rejser alene.
Boutique hostels kaldes det og det skal forstås som en hybrid mellem det klassiske hostel og boutique hoteller.
De har oftest et boutique hotels gode beliggenhed og lidt lækkerhedsfaktor i indretning af reception og café område samt måske en lille pool. Samtidig har de et hostels lave priser, og man kan vælge mellem enkeltværelse eller sovesal med f.eks. 4. Jeg er 47 år og føler mig for gammel til at gide unge backpackers, YouTube influencers og digitale nomader hele tiden.
Det kan give flere års lærerige oplevelser for os voksne at rejse ud og arbejde blandt unge for kost og logi i stedet for et 9-17 arbejdsliv for dem, der kan og tør
At rejse blandt unge i mindre doser, er til gengæld ikke bare OK, men horisontudvidende. Man lærer f.eks. en del om, hvordan unge ser verden som én arbejdsplads, de kan arbejde i ved f.eks. at arbejde for kost og logi på hoteller eller undervise i engelsk og tjene nok til at betale for en seng i et fællesværelse her og mad fra supermarkedet, hvis de spiser en papaya til morgenmad og æg og agurk til frokost.
Det kan give flere års oplevelser at rejse ud og arbejde for kost og logi, i stedet for et 9-17 arbejdsliv for unge, der kan og tør. Det er i stigende grad også blevet en mulighed for et afbræk i et langt arbejdsliv for voksne.
Hostels holder også rejsebudgettet langt nede og giver dermed mulighed for endnu flere oplevelser, især fordi de altid arrangerer transport ud til seværdigheder langt billigere, end de store hoteller gør.
Så man sparer både på seng, mad, transport og oplevelser. Fænomenet med ’boutique hostels’ er mere udbredt i Guatemala og Centralamerika, end det er i andre regioner, jeg har rejst i. Her er også langt flere unge rygsæksturister end i f.eks. Afrika og Centralasien.
Naturen er endnu et højdepunkt
Naturen er som nævnt rig og unik, hvilket jeg oplevede på nærmeste hold under min rejse rundt i Guatemala.
Mit højdepunkt under rejsen i Guatemala ift. dyreliv var at opleve en vild tapir, også selvom den er ret fredelig snarere end vild.
Det er så usædvanlig en oplevelse, at motorcyklister var stoppet på vejen og vi kunne derfor i en lille minibus også stoppe og følge chaufføren, som selv skyndte sig hen for at opleve den og tog sit kamera med. Så ved man, at man ikke skal spørge, bare følge med.
Naturen er ikke til pynt men uvurderlig
Men tapiren var ikke alt, jeg så også familier af både Spider Monkeys og Howler Monkeys (brøleaber) i træerne og vaskebjørne samt de største væverfugle, jeg nogensinde har set. De mindre har jeg tit oplevet i store flokke med deres hængende reder i Latinamerika og Afrika.
De store væverfugle har et flot navn – moctezuma oro pendula. Guld og pendul. Navnet på de store gule, vævede reder, der hænger i træerne. Der hænger mange sammen fordi fuglene lever i flokke. De hænger for at slanger ikke kan spise æggene. Som altid er der en mening i naturen. .
Her er biodiversiteten tæt. På de store træer vokser bromeliaer, der holder på vandet, tæt. Særlige lianer indeholder en halv liter vand for hver 1 meter lian. De runde palmeblade bruges til tag og er tætte. Naturen er ikke til pynt men uvurderlig.
Jeg sluttede min rejse i Guatemala med en fyldt fornemmelse i både maven og hjertet.
Hvis du vil følge Mette Ehlers Mikkelsens rejser rundt i verden så se med på Instagram her.
