På afveje i Lesothos bjerge

Skrevet sammen med Jakob Linaa-Jensen og tidligere også bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, 2018

Der lyder et bump efterfulgt af en hvislende lyd, og bilen begynder at ryste ukontrollabelt. Vi må bremse og holde ind til siden. Den værste forventning bliver bekræftet. Venstre bagdæk er eksploderet mod en skarp sten og har nu en 30  centimeter lang flænge. Vi har kørt ad forfærdelige veje i et utilgængeligt Lesotho i to dage og nu dette! Men når nøden er størst er hjælpen nærmest. Tag med Jakob Linaa Jensen og Mette Ehlers Mikkelsen på et roadtrip i Lesotho, hvor ingen kort eller GPS-ruter passer!

Turen starter ellers forudsigeligt tilbage i Johannesburg. Vi får vores firehjulstrukne bushcamper af en flink mand, som minutiøst gennemgår alle facetter af bilen, inklusiv hjulskift og brug af sandstiger. Turen ned gennem Sydafrika går glat gennem åbne, tørre landskaber med spredt bevoksning, fjerne nedslidte bjerge og ind i mellem små townships med blikskure og legende børn i vejkanten. Bilen er med sine to et halvt tons tung i optrækket og sluger meget benzin, men vi bliver hurtigt venner alligevel.

GPSen, som vi med vanlig rettidig omhu har lejet sammen med bilen, er derimod en katastrofe allerede i Johannesburg. Det kunne have givet os et hint om, hvor elendigt den ville virke i Lesotho. Gange ti. Med det fysiske kort i hånden når vi byen Ficksburg og dermed grænsen til Lesotho. Der er plakater mod børnesmugling og for abortklinikker. Bekymrende og / eller dejligt at se fremskridt… Grænsen er uproblematisk. Lille og lidt rodet ved første blik. Men er er orden i kaos, og vi kommer hurtigt igennem. Snart er vi inde i en kaotisk støvet markedsgade i den lille by Maputsoe i Lesotho, hvor alt mellem himmel og jord faldbydes. Der er støv overalt, og vi kører videre til den fine hovedvej, hvor mørket efterhånden falder på. Det er kun dag to på rejsen, og vi gør allerede en af de ting, vi har lovet hinanden ikke at gøre, nemlig at køre efter mørkets frembrud. Erfaringen siger os, at der oftest er lidt eller intet gadelys, hullede veje, folk og dyr der går langs vejene og derfor overhængende risiko for en påkørsel og deraf følgende bøvl.

Men nu er vi altså her og for langt fra det planlagte overnatningssted langt inde i Lesotho til, at vi kan nå derhen. Vi finder endelig stedet Blue Mountain Inn i en lille faldefærdig by. Da vi kommer derind ankommer først det ene venlige menneske og så det næste til receptionen. Men på trods af brede smil er der ingen hjælp at hente: ”no fully booked”. ”no you cannot stay in camper outside”. ”no, no, no”.  De vil ikke ringe til deres chef, der er gået hjem, og de viser ikke antydning af bekymring ved at sende os videre ud i mørket. This is Africa og problemer sendes videre eller ignoreres, hvis man kan slippe afsted med det. Vi er begge kendte for vores talegaver og er ret rystede over, vi ikke kan snakke os til en løsning.

Bliver I hele natten?

Så vi må videre og ender med efter mareridtskørsel i mørket at finde et usselt guesthouse i et slumkvarter uden for hovedstaden Maseru, hvor vores camper parkeres i gården. Da vi kører ned ad den stejle jordvej gennem en indkørsel, som blot er jord med huller og lapninger af sække og gamle bildæk, er stemningen allerede lidt trykket. Og da vi drejer ned af den sidste virkelig stejle bakke, må vi hen over så dybe huller i vejen, at kun ejernes nødtørftige opfyldning med presenninger og pap forhindrer bilen i at køre fast. I mørket er det ikke til at vurdere, om vi kan få vores tunge firhjulstrækker op ad stigningen igen næste morgen. Der er én ansat på arbejde. En ung pige, der kigger ud på os gennem et massivt gitter og bliver inde i sikkerhed, mens hun spørger, om vi bliver der hele natten! Først da vi har bekræftet det og har betalt, kommer hun ud. Så sørger hun til gengæld for, at vi kan køre bilen ind bag bliklågen, så den ikke kan ses udefra. Her er faktisk pænt, men nu er Mette, der har kørt, helt færdig og der er ikke overskud til at se potentialet i det brune og bare rum med en meget smal seng. Vi får stegt et par bøffer på bilens gasblus, som vi nyder i det spartanske værelse. Vi sover dårligt og gruer for opturen næste dag.

Gennem Lesothos bjerge

Tidligt næste morgen er vi oppe før solopgang, og vi får morgenmad, lavet af den unge pige fra aftenen før. Den flinke altmuligmand med de mange spørgsmål skal bare bære bakken ind til os og sludre om løst og fast. Han forsikrer os, at ”we will be fine”. Så langt så godt. Med de yderste af bilens kræfter kommer vi op ad den forfærdelige vej, mens det første daggry rammer, og vi ser et flot morgenrøde over bjergene, som vi kører på ”omfartsvejen” uden om hovedstaden Maseru. Klokken er 6.30 og trafikken allerede kaotisk med lastbiler, handlende, høns og børn, der krydser vejen pludseligt og i tilfældig orden. Ifølge kortet burde det være en fin vej, og det er den da også i starten. Vi vælger en rute på tværs af landet, da vi tror, den er bedre. Vi kører i flere timer med smukke udsigter til grå men lidt slidte bjerge.

Vi drikker kaffe lige før Mohale Dam som er et flot bygningsværk med en smuk opstemmet bjergsø. Netop her er udsigten særlig imponerende. Mens vi holder pause kommer flere hold hyrder forbi os. De rider på æsler og hilser venligt og nysgerrigt. Herfra går vejen videre mod Thaba Tseka, forbi landsbyer med typiske runde afrikanske lerhytter og flere fine bjerge.

Vel fremme bliver vi stoppet af politiet. ”Åh nej”, tænker vi, men de er nu venlige og slet ikke ude på noget. Det er dog som om, de vil fortælle os, det er svært at køre videre. De spørger venligt og lidt forundrede hvad vi dog vil videre i sydøstlig retning. Om vi har penge, narko eller smuglervarer med. Vi klarer åbenbart troværdighedstesten, men de undrer sig. Betjenten skal så forklare os, hvor vi finder benzintanken, hvortil han ærligt svarer, at han ikke sans har for retninger eller afstande, så det kan være 500 meter eller 3 km, men han peger dog i en retning, hvor vi efter nogen besvær finder en interimistisk benzintank med to gamle tanke med ramponerede slanger på en stejl jordhøj. Åben ild kan klart ikke anbefales i en omkreds af 500 meter!

I intetheden

Politiet har såmænd ret i at det er noget af en tur, vi giver os ud på. Vejen bliver kun dårligere. Vi vil mod syd til Sehlabathebe Nationalpark, som for nyligt er tilføjet Unescos berømte liste, men vejene bliver værre og værre, og ingen afstande eller GPS-angivelser passer. Det bliver igen umuligt at nå noget inden mørket. Denne gang desværre helt umuligt, fordi området er lige så øde, som det er storslået. Her er ingen skilte af nogen art, så vi aner ikke, om vi er inde i parken eller hvor i alverden, den lodge vi har læst om, ligger henne. Der er intet andet i området end stadigt mere spredte bittesmå samlinger af lerhytter. Da det er ved at blive tusmørkt, finder vi ved hjælp af vores GPS en campingplads. Tror vi. Vi når endelig frem til en den flodseng, hvor der ifølge vores moderne stykke teknologi skulle være en campingplads, men GPS-kortet må være fra et andet årtusinde. Her har ikke været campingplads i mange år. Skiltet angiver, at pladsen ejes af en lokal stamme, og at man skal betale ca. 30 kroner for overnatning. Men det er rustent og fuldt af alger, og der er helt tydeligt ingen, der har overnattet her i nyere tid. Det er for farligt at køre videre ad de smalle bjergveje uden afskærmning eller lys, og vi må overnatte her, midt i det vilde og uden hegn omkring os. Det er ingen af os glade for. Vores køretøj og ejendele er mere værd, end disse fattige folk i lerhytterne tjener på et helt liv, og man ville nærmest ikke engang kunne fortænke dem i at røve os, hvis de skulle have de lyster.

Vi er nødt til at ignorere bekymringen og lave mad, inden det bliver helt mørkt. Der går en lokal dreng rundt med hund og hest. Vi giver ham appelsiner fra den store sæk, Mette købte til spotpris nogle dage tidligere, og vi føler os som gammeldags rejsende, der kommer med glasperler til de indfødte! Han bliver glad for de orange frugter, og kort tid efter kommer han igen, denne gang sammen med en voksen mand. Det viser sig at være hans far, og også han vil gerne have appelsiner, som han tager imod med et smil og nogle uforståelige brokker. De virker fredelige og lidt ligeglade med os, bortset fra appelsinerne. Vi bliver færdige med maden og går til ro i teltet på taget af bilen. Der kommer en del lyde fra bjergene omkring os, og vi ligger stille og lytter. Vilde hunde hyler, og der kommer, hvad vi synes er uhyggelige råb fra bjergsiderne. Senere kommer mænd til fods og hest, da vi ligger i teltet, men heller ikke de ænser os rigtigt. Der er formentligt slet ingen fare på færde, og efter en del tid falder vi omsider til ro.

Den lange vej til Qasha’s Nek

Vi har sovet ok, især Jakob, og vi starter igen med morgenmad før solopgang. Vi har en lang dag. Nu ved vi jo, hvor lang tid selv korte stræk på kortet kan tage. Vi vil udenom nationalparken og i stedet nå grænsen sydpå ved Qasha’s Nek og derfra ind i Sydafrika. Det er en fin morgen med en smuk solopgang. Vejen er ikke for god, og ved alle sving må vi passere vandløb skabt af regntiden. Der er ingen skilte men flere korsveje, og adskillige gange må vi gætte ruten. Vores GPS er stået helt af i dette uvejsomme terræn. Der er små samlinger af lerhytter med stensætninger til at indhegne lidt æsler og geder. Børnene sendes afsted som gedehyrder fra de er 5 år. Jo mindre dyr, desto yngre børn. Vi møder børn i forskellige aldre sammen med høns, geder, æsler, køer og heste. Vegetationen er nu kun agaver, kaktus eller sukkulenter. I et område har alle lerhytter et fint skinnende toilet lavet af bølgeblik placeret ovenpå en solidt muret cementsokkel. Vi gætter på, hvilken bistandsorganisation som har været forbi.

Endnu en skillevej uden skilte. Op over bjergkammen eller ned mod en landsby er de to muligheder. Vi gætter oppe ved en høj med en radiomast og vælger landsbyen. Hernede påstår de da også, vi er på rette vej. Det er vi ikke. Vejene bliver værre, mindre og senere stejlere. Helt håbløst bliver det, da vi kører på en smal hylde langs en flod. Aldrig har Jakob, der kører, været så bange i en bil. Den mindste kørefejl, og vi tager turen hundrede meter ned. For enden er der ikke mere vej. Vi er havnet på en flodbred, og der er ingen forbindelse over. Vi orker stort set ikke at køre tilbage, for vejene er smalle, stejle og elendige, og vi aner ikke, hvornår vi kørte forkert og dermed hvor langt tilbage vi skal, endsige hvordan vi kommer til grænsen. Lige netop da ved vi kun, at GPS og kort ikke hjælper os, og at dem, vi har spurgt om hjælp i den seneste landsby, med stort smil og entusiasme har vist os i den forkerte retning.

Som et mirakel kommer en 2WD minibus nu kørende ned mod os. Chaufføren skal hente nogen på modsatte bred, der dukker op og gør klar til at sejle over. Vi aftaler, at chaufføren skal vise os til grænsen, samtidig med at hans to søde unger får appelsiner. En stolt udseende lokal dreng rider rundt om os på sit æsel, og her er faktisk ganske fint. Problemerne fortsætter dog.  Selskabet på den anden side kan ikke  finde nøglen til deres bådmotor, så seancen kan komme til at tage tid. Man begynder at fragte enkelte passagerer over floden på æsler, men dyrene stritter klogeligt nok imod. En hest og et æsel stiller sig snedigt ud midt i floden. De har opdaget, at ingen andre har snor i dem eller lyst til at vade derud. Så der står de, mens drengen begynder at kaste med sten efter hesten for at få den til at gå igen. Flere går opad floden for at vade over længere oppe. Alt tager lang tid.

Den tandløse vejviser

En gammel mand med et flot stammetæppe er blandt de første ovre, og da han skal besøge sin bror i Qasha’s Nek bliver det aftalt, vi får ham med som vejviser. Han taler ikke et ord engelsk og har endnu færre tænder, men han er flink og venlig, medbringende intet andet end sig selv og en computertaske. Han er glad for de tilbudte appelsiner, pæren og cherrytomaterne og sidder bagi og nikker venligt. Hvis der er nogen tvivl, peger han lige frem eller til siden. Ingen tvivl om, han kender vejen. Det tager kun halvanden time at komme tilbage til der, vi drejede forkert, fire landsbyer  senere. Turen ned tog to timer. Det var oppe ved radiomasten, vi kørte forkert.

Nu er vi på rette vej, og så begynder det at gå nedad i hårnålesving over flere floder med enkelte helt nye broer. Vi kan se bjergene, der markerer grænsen, men vejene er så snoede, at ti km i luftlinje er 50 km på landjorden. Omsider er vejene dog ved at blive bedre, landsbyerne ligger tættere, og så sker det. Vi rammer en af de virkelig mange ekstremt skarpe sten, der ligger i siden af vejen pga. stenskred og de uendelige vejarbejder. Dækket siger en høj lyd, og bilen begynder at ryste. En flænge på 30 cm i venstre bagdæk, og vi må i gang. Det tager os tid, for bilen er virkelig tung og med en speciel vægtfordeling pga. metalkassen med telt og grej placeret højt. Vi er dog kommet i gang med at skifte dækket, da en truck fra Lesotho Electricity Company stopper. Manden præsenterer sig med sit tilnavn ”Machine”, og så kommer der fart over feltet. Dækket bliver hurtigt skiftet, men da vores kompressor åbenbart ikke kan pumpe helt op, vil han vise os vej til et værksted oppe ved grænsen. Han er lidt en helt netop da. Ved tydeligvis hvad han gør og er smilende of hjælpsom.

Afbalancering og dæk pumpet op: 5 kroner!

Vi er ret lettede over at være nede fra bjergene igen, og vejen er igen god. Til sidst er der endog asfalt for første gang siden dæmningen, og det går som en leg med at komme op til grænsebyen. Her venter  både Machine og den gamle mands bror. De sikrer sig, at vi kører ind ved et diminutivt skur af bølgeblik. Her er rodet og støvet. Maden i skuren ved siden af tør vi ikke spise. Inde i blikskuret og udenfor er der fyldt med gamle dæk. Men Machine havde ret. De får effektivt afbalanceret vores dæk igen. Og inden vi har set os om er vi klar. De flinke folk på værkstedet pumper alle dæk, inklusiv det ekstra reservedæk for kun 5 kroner MED drikkepenge.

Vi siger farvel til både mekanikerne, Machine og vores hyggelige tandløse rejsefælle og begiver os mod den lille grænse, hvor kontoret også er i en container, og vejen ind til Sydafrika går gennem en rusten låge. Vi siger farvel til Lesotho, et smukt land med venlige mennesker, men hvor ingen kort virker og tålmodighed er påkrævet. Forude venter Sydafrika og Swaziland, hvor turen bliver noget mere behagelig og uproblematisk. Men det er en anden historie.