Pool med søpindsvin – og øgler
Lærke, Nicolai, Mette og Rogerio tog afsted tidligt for at komme til en særlig strand – Atalaia. Her dannes der en pool, hver dag ved lavvande, hvor vandet er 30-100 cm dybt, og hvor fiskene derfor er lette af komme endog meget tæt på. For at beskytte dyr og koraler må der kun komme 100 mennesker i poolen i løbet af hver dag, og kun en halv time hver. Man holder i kø og bliver lukket ind i hold.
Vi ventede på den nærmeste strand i en time med sandslotte, og så var det vores tur. Nicolai og Lærke fik begge svømmevinger på, snorkel maske og strenge ordrer om ikke at stå op på koralerne i poolen, hvilket er svært at huske, når man kan bunde. Heldigvis er det meste sandbund, og børnene opdagede, hvor sjovt det var at gå på bunden med hænderne i sandbunden, og sådan trak sig frem i stedet for at svømme.
Det første stop blev, da Mette opdagede en hel klippevæg med vel 50 store hvide og lyseblå søpindsvin. Så var det med at få stoppet Nicolai og Lærke, inden de ramlede ind i dem. Klippen gjorde, at man kun kunne se dem under vandet. Det samme med en stor stime røde fisk og en stime blå fisk, der gemte sig under klippekanterne. Nysgerrigheden fik Nicolai til at trække masken på og stikke hovedet under vandet, for søpindsvin og så mange fisk er jo lidt sejt. Ellers klarede begge sig mest med at se direkte ned på de mange farvestrålende fisk i det lave, klare vand.
Eftermiddagen brugte vi på Sueste stranden. Nicolai og Lærke var begge med Mette ude og svømme, mens Mette snorklede. Der blev leget i brændingen og lavet sandslotte. Vi så de sejeste store øgler på stranden, men de løb nu ind i det grønne krat, når vi nærmede os. Mette kunne næsten ikke bære, at hun ikke kunne snorkle ud til skildpadderne, som vi vidste var få hundrede meter ude, men hun ville ikke lade ungerne være alene. (Siden kom de derud 2 gange, for det var virkelig fantastisk). Ture på stranden uden Christian giver uvægerligt kontakt med brasilianske mænd, som kommer hen og snakker og beundrer ungerne “som jo er smukke efter deres mor….” … hmmm. De brasilianske kvinder snakker vi altid med, for de synes at ungerne er smukke, fordi de har lyst hår og blå øjne. De brasilianske unger er nu også blandt de smukkeste, vi har set. Folk er varme, og det er let at føle sig rigtig godt tilpas her i landet.
