Dykning i verdensklasse

Dykningen på Fernando de Noronha havde vi hørt en del om – men det er alligevel svært at forestille sig hvad man har i vente. Store grotter, og tunneller på 15-20 meters dybde – med luftlommer og befolket med kæmperokker og hajer og alskens andre fisk – ind i mellem dukker der så en 200 kilos skilpadde op – sådan en fætter der er lidt længere end en selv og lidt mere folkevognsagtigt bygget. Ganske forrygende og med sigtbarheder mellem 20 og 50 meter (halvtreds meter!) er det virkelig fantastisk at opleve.
Mettes brasilianske studiekammerat fra London – Patricia – som hun mødtes med i Rio, havde rost dykkerfirmaet Aguas Clares i skyhøje vendinger – og efter 10 dyk med dem er jeg helt enig. Jeg var ellers liidt skeptisk til at begynde med – en minibus med 9 mennesker hvor alle pånær jeg selv, maks havde dykket 3 gange. Hmmmm…. men da vi kom til båden blev jeg trukket til side, for jeg skulle tilsyneladende med en anden båd – sammen med instruktøren Bill (Gilar) og den skøre skipper Fitch – så der var kun mig og guiden på de første dyk – med de imponerende kæmperokker – måske egentlig ikke kæmper for en havbiolog- men når de er godt 1,5 m i vingefang og 2,5 meter med hale så virker de ret velvoksne for os andre! Og med den størrelse bliver det ret personligt når de svømmer ind til en, mens man er inde i en grotte 18 m nede som er ca. 15 m i diameter og 5 meter høj – og har een indgang. Nåja, der var da heldigvis plads til de to rokker og Bill og jeg i fred og fordragelighed. I toppen af grotten var der en luftlomme hvilket er ganske fascinerende at opleve – vi manglede bare lige sørøverskatten.

Næste dag var vi fire dykkere på det erfarne hold om formiddagen og vi havde nogle herlige dyk i strømmen mellem det indre og ydre hav som de kalder det – vi dykkede i et koralområde, der bedst kan beskrives som noget, der ligner et oversvømmet Pompeji – Det var virkelig svært at vurdere, om det var naturlige stenformationer, eller om der måske en gang for længe siden havde været stenhytter på det område – men det er efter sigende naturlige koraller – supergodt til at hilse på fiskene tæt på, når man kan svømme rundt i de “top-åbne” labyrinter og stige lidt op for at suse med strømmen ind imellem.
Bill spurgte om jeg havde nogen specielle ønsker til eftermiddagens dyk – og med min viden – og guidebøgernes totale utilstrækkelighed mht. Fernando de Noronha – kunne jeg så meddele at det havde jeg skam ikke, bortset fra at det meget gerne måtte være sjovt og interessant. Da vi mødtes ved båden var det så endt med at 5 af staff-medlemmerne havde besluttet at holde en halv fridag og tage ud og dykke sammen med mig på det suverænt bedste favoritsted de har. På med en velfyldt 15 liters tank (de normale er 11 liters) og så tog vi Pedras Sedecas I og transit under vandet over til Pedras Sedecas II – det betyder noget i retning af de tørre sten. Det er tunneler, grotter og fantastiske klippeformationer med et fiskeliv der er fuldstændig indifferent overfor os dykkere.
I en af kløfterne blev jeg overhalet af en godt 3 m lang haj som svømmede ca. to meter over mig igennem den samme kløft – pyha var min første tanke, rart at den svømmede væk… og så tager man instinktivt løsdele og arme tæt ind til kroppen… for derefter at opleve at hajen vendte om, kom ned i min dybde og svømmede tilbage gennem kløften lige hen mod mig. Jeg blev mere og mere stille imens hajen kom ind på ca. 50 cm afstand og kiggede på mig. Havde slet ikke lyst til at bevæge mig eller stritte med armene, mens jeg konstaterede at hajen havde noget der lignede en gammel krogflænge i venstre side af gabet. Hajen fortsatte efter lidt tøven uden om mig og passerede helt tæt – der var ikke plads til andet. Hmmm, det kostede en hel del ilt bagefter, phew. De andre fra staffet var på vej ind hhv. lige kommet igennem kløften og synes det var ret cool med vores close-up som jeg nu synes var ret nervepirrende. Min intimsfære for hajer er ca. 3+ meter. Videre på dykket mødte vi nogle seriøse hummere som var kommet på afveje – de plejer ellers at gemme sig i deres huler, et par Barracudastimer, White Jack stimer og mange andre fisk. Ganske forrygende dyk og med min specialflaske og de andres erfaring og superkondition nåede vi en god dykketid på omtrent en time. Der var flere dyk som var ganske fantastiske og mødet med de helt store skilpadder står ret klart – det er nogen imponerende størrelser. Ved afslutningen på et af dykkene råbte skipperen golfinhas… delfiner, og ganske rigtigt – i et øjeblik var vi omringet af otte delfiner som lige skulle se hvem vi var og hilse på. Delfinerne havde desværre travlt, så rendez vous’et varede ikke meget mere end 10-15 sekunder og så var de væk igen – men hyggeligt at hilse på!