ExpandingOurHorizon

Følg rejsen til alle verdens lande med børn og bliv inspireret til selv at komme afsted ved at læse med eller booke et foredrag.

ExpandingOurHorizon
Jordomrejse 2006-2007JordomrejserLatinamerikaRejserRejser med børn

Usædvanligt vejr bekymrer

Næsten i alle de lande, vi besøgte, har vi fået at vide, at netop i år var vejret helt usædvanligt. Det var varmere, end det plejede at være. Det var vådere. Det var anderledes. Hvert enkelt sted, fortalte lokale os om netop deres sted, men vi blev noget bekymrede over klimaet generelt efterhånden som vi hørte det igen og igen. Nu har vi fulgt med i klimadebatten og udviklinger, og global opvarmning er jo ikke et nyt fænomen, men det gav en tand ekstra selv at opleve det på denne måde.

Vi startede rejsen i Kina. FNs klimarapport fra april 2007 taler om kommende oversvømmelser i Asien, der vil påvirke millioner af mennesker. Smeltende sne på Himalaya med deraf følgende jordskred, oversvømmelser mm. Tsunamier. Hvordan nogle områder vil kunne høste langt mere, mens andre kun langt mindre end nu, med de sociale problemer det vil give. Samtidig har vi netop købt et Newsweek på engelsk (fremfor alle de portugisiske blade), hvor hele temaet er at leve med global opvarming. De skriver, at Kina vil bygge 562 ekstra kulkraftværker til inden for 8 år, svarende til 50% af verdens samlede kapacitet. Vi håber virkelig, at eksporten af dansk vindkraft erstatter så mange som muligt af de planlagte kulkraftværker. Vandkraft ville også være velkomment.

I Australien har de haft utrolig tørke i år – vandmangel og trussel mod det store koralrev, som vi desværre allerede oplevede var noget prøvet og slidt for nogle år siden. I NZ talte man meget om, at vejret var usædvanligt. I Chile oplevede vi et af deres mange jordskælv. I Brasilien har vi oplevet naturens utrolige rigdom og kan næste ikke bære at tænke på, at meget af junglen er truet af at blive til savanne grundet temperaturstigningen, og at mange af de fantastiske dyr og planter vil forsvinde.

Vi tager så hjem til ShuBiDuas Costa Kalundborg og tænker på, at Estlands strande kunne blive et tropeparadis… hm. Christian vil nu hellere bevare de mange gode skiområder i Europa. Vores venner Anja og Jonas på Grønland skulle også fortsat helst have sne og isbjerge, ligesom alle pingvinerne, vi så i det sydligste Argentina. Det er let at tale med store ord i generelle vendinger om miljø og forurening. Det konkrete kommer, når man tænker på hvordaN vandmangelen kommer til at påvirke millioner, primært af verdens fattigste i Afrika og Asien, samt på hvor meget skov vi selv skal købe, hvis vi skal kompensere for de mange flyrejser, vi har haft på rejsen her.

Skriv et svar