På besøg hos lokal familie

En familie åbnede deres hjem for os. Det var vi glade for. De boede 12-13 i huset… vi lo lidt af det upræcise antal, som dækkede over, at en svigersøn arbejdede i byen og derfor kun boede der engang imellem. En patriark, hans kone, døtre og masser af kønne børnebørn. Hvor er deres piger dog kønne. Vi var heldigvis også forældre til søde børn, så vi snakkede lidt mere sammen, end man ellers gør, og blev så inviteret op på førstesalen af huset, hvor familien sover i hængekøjer og tre dobbeltsenge i hvert sit forældresoveværelse. Patriarken selv sad på gulvet og reparerede en bådmotor.
Et gaskomfur ala Bedstemor And stod i køkkenet, men det var sjældent, at familien købte gas til det. De lavede mest mad i køkkenet udendørs. Livet står lidt stille herude. Familien lever af at fiske, have besøg af os og dyrke maniok. Vi mente, at maniok var lidt som kartofler. Marco var hårdere og sagde, at maniok er som at spise plastic – det giver kulhydrater og mæthedsfornemmelse, men ingen næring. Skole går man i ca. 4 år og skolen er kun 5 år gammel. Læger er gratis, men kun i Manaus, dvs 2. timers sejlads og en halv times kørsel derfra. Den ene af døtrene havde derfor født to gange i det lille træhus på grunden, for der var ikke tid til at komme på hospitalet. Marco beskriver livet som det samme fra generation til generation. Familien er et mix af indianere og hvide. De tilbageværende indianerstammer bor langt dybere inde i junglen, og dem må vi ikke besøge.
Familiens abe var virkelig fræk… den ledte alle vores lommer igennem og tyvstjal vores myggespray. Vi var ret sikre på, at den ikke ville få myggestik den dag. Aben havde nemlig både sprøjtet med myggesprayen og bidt hul i den. Aben skulle være meget intelligent, men af en race, der generelt ikke kan lide børn, fortalte Marco.