Carsten 61 år
Så var det Carstens tur til at holde fødselsdag. Sang, tegninger og flag som morgenvækning. Ingen af os syntes, at det var et år siden, at Carsten holdt den store fødselsdagsfest og stoppede på Skovbakkeskolen. Tiden er gået stærkt. Nicolai og Lærke skal vist se fotos fra skolen og festen igen for helt at huske det, men de snakker meget om farfar og farmors huse – det med legepladsen, og det med skoven og stranden (sommerhuset). Vi er overhovedet ikke i tvivl om, hvad der giver huse værdi i børns øjne.
Det meste af dagen blev fejret, da vi ankom til Iguazu- vandfaldet. Vi gik en tur langs floden op mod vandfaldet, og fik et første indtryk af det enorme vandfald, der ialt er 275 vandfald.
Vi tog tidligt afsted til lufthavnen i Rio og var lidt spændte på rejsen, da der har været mange forsinkelser på indenrigsfly i Brasilien det seneste halve år. Vi havde heller ikke kunnet bekræfte vores billetter, da vi ikke kunne komme igennem til flyselskabet… vi kom i god tid, men fik 5 pladser på 4 forskellige rækker, INGEN ved siden af hinanden. Med to mindre børn var det ikke holdbart, og heldigvis var medrejsende og personale flinke, så vi endte rent faktisk med at sidde rimeligt samlet. Christian ved siden af et amerikansk ægtepar, der begge var specialister indenfor IT og Medico, så der blev snakket livligt. Familiesvagheden for boghandler fik vi også udlevet, og givet grundigt videre til børnene. De voksne kom igennem et for Sydamerika overraskende godt udvalg af engelsksproget litteratur, mens Nicolai og Lærke læste sig igennem børnebøgerne med drager, spøgelseshuse, dinosaurer, riddere, prinsesser og jungle.
Hotellet viste sig at være ren luksus. Midt i regnskoven med udsigt til vandfaldet. ISO14001 miljø-certificeret og i lyserød kolonistil. Det sjoveste ved, at skoven var lige udenfor døren var næsebjørnene. De ligner vaskebjørne og leder i skraldespande efter mad. Lærke “tabte” sin banan, da de første kom forbi ved restauranten ved poolen. Den blev hurtigt spist, og Nicolai og Lærke måtte virkelig tøjle deres lyst til at klappe dem, da de jo er søde at se på, men kan bide.
Nicolai var i sit es med spejderudstyr og natur omkring sig. Han kunne sagtens huske, at Christian i Chile viste ham, hvordan man tændte ild med brændeglas, så han forsøgte at tænde ild i tørt kokosmateriale og græs med forstørrelsesglasset i den stærke sol. Da han ville udforske mere, brugte han kikkerten til at holde forstørrelsesglasset, så det kunne tænde ild, mens han lavede noget sjovere. Carsten konstaterede, det var som at se Christian som barn. Vi synes, det var godt fundet på, omend vi holdt nøje øje med projektet.
