Kolonibyen Parati

Parati var et af de første steder, Portugiserne ankom til i 1500-tallet. Her mødte de en bugt at ankre skibene op i, strande, bjerge og regnskov. Det må have været som at lede efter en nål i en høstak at finde guld og ædelstene langt inde i den tætte regnskov her, men det lykkedes ca. 600 km inde igennem bjerge og ufremkommelig regnskov. Det kan man da kalde guldfeber. Fra en lille boplads udviklede Parati sig til en by. Indianerne kæmpede man med og prøvede at få til at arbejde i minerne. Det var de ikke så gode til, så man bragte slaver fra Afrika i stedet. Guldet blev sejlet ud. Sørøverne ventede på skibene med guld. Parati ventede på sørøverne med et fort med kanoner, og gader der er krumme, så sørøverne ikke kunne skyde kanonkugler ret langt op ad dem.
Arkitekturen i byen er utrolig velbevaret – ironisk nok, fordi byens økonomiske betydning er faldet lige siden. Derfor er husene bevaret fremfor at være blevet revet ned og fornyet. Se, det er da lidt af en sej historie, så Nicolai lyttede intenst til (sø)røverhistorierne.

Vi nød at sidde ved stranden og se ud over bugten med dens mange øer, mens ungerne soppede og legede med muslingeskaller. De gode restauranter. Hotellets pool, hvor Nicolai begyndte at springe i fra kanten sammen med Christian. Bogcafeen. Kulturhuset med de overraskende moderne mediefaciliteter. Museet på fortet med minder fra fiskeri, madlavning, karneval, skibsbyggeri mm. Fodbold på stranden. Fiskebådene med religiøse tekster skrevet på. De forskellige kirker, hvor en var til sorte, en til hvide og en til mulatter. Muldyr der trak hestevogne med varer igennem gaderne.