Favelaerne vs. finanscentrum
Der er store økonomiske forskelle i Brasilien. Som danske besøgende undrede vi os over, at landet omfordeler så lidt mellem rige og fattige. Udover det solidariske og hvor meget det ville betyde for landets virkelig fattige, så forekom det også os at være i middelklassens og de rigtig riges egen interesse. Som det er nu, bruger selv middelklassen penge på vagtmænd i opgangene og store tremmer udenfor hoveddøren til deres trappeopgange. De store forskelle skaber utryghed, og rige og fattige bor lige op og ned af hinanden.
De fattiges kvarterer i Rio hedder favelaerne. Der er 750. Den største, Rocinha, har 60.000 indbyggere (eller 180.000, det ved de ikke helt), andre har få hundrede. Vi besøgte Rocinha, så unge der har lært at male, mod at de går i skole frem for at gå med i banderne, der oftest handler med stoffer. Bandemedlemmer lever tilsyneladende ikke længe. Alkoholproblemer er udbredte i favelaerne. Der lugter pga. affald i gaderne. El får folk ved at hægte sig på elmasterne. Det gør de så også så grundigt, at vi så adskillige blå ledninger med internetforbindelse (Cat5 ethernetkabler!!!). Da der ingen byplan er, så er der heller ikke mange gader. De fleste er smalle, snoede trapper. Udsigten er der dog, og den er imponerende. I Rio bor de fattige oppe af bjergsiderne med fantastisk udsigt, mens de rige bor neden for bjergene ved vandet. I en lille favela med kun 2.500 indbyggere besøgte vi et projekt, hvor skolebørn kom og fik undervisning halvdags. I Rio går man i skole halvdags, enten formiddag eller eftermiddag. Den anden halvdel af dagen sendes mange børn ud og arbejde, tigge ea., men her kan de altså surfe på nettet, lære engelsk, lave lektier mm. Endnu et godt projekt. Guiden viste en gammel valgplakat og fortalte, at politikerne kun huskede favelaerne op til valg, lovede en masse som fik de fattige til at stemme på dem, og så glemte det igen lige efter valget. Trist. Der er rigdom nok i landet til, at der ikke behøvede være så mange fattige. Der skulle være sikkert i favelaerne for beboerne. Banderne holder ro og orden, så politiet ikke blander sig. Guiden og hendes firma har så også en aftale med dem… og laver socialt arbejde. Det eneste vi kom ud for var Nicolais mindre brandsår efter 5 ture ned af en meget varm rutchebane helt af træ – men han og Lærke ville til gengæld gerne have spillet TeenTitans og ScoobyDoo med børnene i skolen.
Finanscentrum er derimod høje glasbeklædte huse, som de er flest. Masser af dem. En gammel ækvadukt, der er bygget til vand men længe har været broen for en sporvognslinje. Den grønne plads omkring den var mest til hjemløse og lugtede af offentligt toilet eller manglen på samme. Slidte men smukke gamle smalle huset i portugisisk stil langs gågaderne. En skøn cafe i wienerstil, hvor vi virkelig nød vores kaffe og kager ovenpå dagens gåture i varmen.
Katedralen er kun 25 år gammel og kontroversiel. En atomkraftværklignende betonbeholder at se på udefra, men indeni behageligt kølig, lys og luftig med fire enorme, farverige og moderne glasmosaikker.
