ExpandingOurHorizon

Følg rejsen til alle verdens lande med børn og bliv inspireret til selv at komme afsted ved at læse med eller booke et foredrag.

ExpandingOurHorizon
Jordomrejse 2006-2007JordomrejserLatinamerikaRejserRejser med børn

Buenos Aires

Navnet betyder god luft. Hmm tjah måske. Her er ihvertfald flotte brede boulevarder og mange parker. Her er langt mere rigdom, end vi havde forventet. Shopping gående mod uendelig, kunst på museer og i gadebilledet. Ligesom i Chile taler vi om, at vi tror, de færreste danskere forestiller sig, hvor meget rigdom der er i Latinamerika – og dermed hvor meget efterspørgsel og købekraft til danske eksportører. Vi har shoppet tøj og bøger, omend selv den smukke boghandel indrettet i et teater mest havde bøger på spansk. Samtidig er der også stor fattigdom. Mennesker, der samler plasticflasker og sorterer affald. En betjent stod udenfor teatret, hvor vi så tango, og deres restaurant hele aftenen. En tigger blev ledt ud af restauranten af tre mandlige tjenere. Byen er nu skøn at være i, og vi føler os på ingen måde utrygge.
Byen er delt op i områder. Lidt om et par af dem vi har gået rundt i – der er godt 40 i alt! Le Boca, hvor Maradonna kom fra, med bølgeblikhusene. San Telmo med antivitetsmarkedet og kunstnerne. Plaza Mayo med den lyserøde regeringsbygning, hvorfra Evita talte til folket. Her er fortsat demonstrationer næsten dagligt på hverdage iflg. Paula. Udover smukke huse, bymuseum og kirken, hvor landets befrier San Martin er begravet, så det der gjorde mest indtryk på os en cirkel med hvide tørklæder malet på fliserne rundt om en skulptur midt på pladsen. Her gik mødrene til de, der forsvandt under perioden med diktatur hver torsdag i 30 år for at minde om, at de stadig ledte efter deres børn!!!
Området Recoleta er skønt med aristokratiske bygninger, masser af kunstmuseer, kirkegården hvor Evita er begravet mm. Lige ved siden af ligger Palermo, hvor den lokale version af Louisiana er. En japansk have er der også blevet plads til. Smuk og stemningsfyldt og populær til bryllupsbilleder. Pudsigt at finde her. Legepladserne findes, omend de er noget mere knirkende end i DK og hos kiwierne.