Grib, El Paso og Arica
Dagen startede roligt i Santiago. Vi fik lov at vente med at tjekke ud fra vores gode hotel Rugendas til kl 17. Så vi kunne nyde både morgenmad og frokost der, ordne diverse praktiske ting og holde fri, som Lærke siger, inden vi skulle til lufthavnen. Indenrigsfly til Arica er ok, men med to mellemlandinger og ankomst ved midnatstid i Arica, så var Nicolai stadig vågen og Mette derfor træt. Vi måtte lige igennem biludlejningen i lufthavnen, hvor Hertz ikke havde den rigtige bil til os, og spurgte x gange, om vi nu havde betalt det hele… selv om vi havde betalt en formue for at leje bil hos Hertz via Marcopolo. Nu kan Christian så får lov at race lidt rundt i en firehjulstrukken pickup. Næste morgen måtte vi omkring biludlejningens hovedkontor, og dernæst en tur i Aricas eneste megaindkøbscenter efter en autostol til Nicolai, for ja… de havde kun een hos Hertz, og anede ikke at vi skulle bruge nogen overhovedet. Den superflinke bestyrer af det lokale Hertz kontor lovede os dog, at hvis vi kom forbi to dage senere, så ville han have en bil med lukket bagagerum til os – en større end den oprindeligt bestilte og uden beregning, så alt i alt meget heldigt. Det var heldigvis sjovt at være i supermarkedet med udvalget mm. der siger meget om befolkningen.
Arica selv er varm, tør, fattig, fyldt med legepladser, liv om aftenen, palmer og casino… og mennesker der danser til æggende musik selv om her lugter mere af fisk end i Esbjerg på en dårlig dag. Vores hotel hedder El Paso og er noget slidt. Gribben, der sad på skiltet udenfor ledte vores tanker hen på en øde cowboyby.
Den tyske indflydelse er stor her i Chile generelt. Der var mange tyskere i Chile allerede før verdenskrigene. Det forklarer for os, hvorfor Chile modtog mange tyskere efter anden verdenskrig. En lang række chilenere kom så til Tyskland på flugt fra Pinochets militærdiktatur. Den tyske kultur ses tydeligt i kagetraditionen, hvor Nicolai feks. ønskede kage – og fik en rigtig god sachertorte! Her i Arica kørte vi igennem et langt velhaverkvarter med store grunde omhegnet med høje mure og ståltråd. Her kunne man bo både godt og sikkert, eller godt og skjult. Der lå så også en stor tysk skole. Det spanske og tyske betyder, at Chile virker langt mere europæisk, end vi havde regnet med. På en virkelig positiv måde. Ting virker. Fly, veje, internet. Menneskerne er flinke, hjælpsomme, smilende og her udenfor Santiago… stort set kun spansktalende. Vi klarer os nu fint. Fransk, engelsk, lidt spansk og en ordbog kommer vi langt med.
