Ines Suarez og Pedro de Valdivia
Historiefortælling er uvurderligt. Vi har fortalt drabelige historier, hver dag siden vi ankom. Historier om Maputheindianerne og spanske riddere/conquistadores. Både Nicolai og Lærke har været fuldstændig fascinerede, har ædt hvert ord rådt og plaget om flere historier og gentagelser.
I 1500-tallet ankom spanierne til Chile. De red ned gennem ørkenen fra nord og slog sig ned i dalen her og etablerede den bebyggelse, der i dag er Santiago. Havnen i Valparaiso stammer ligeledes fra den tid. Der levede dog allerede ca. 10.000 indianere i forskellige grupper i dalen. Kampene, der fulgte, var blodige og varede flere hundrede år.
Den første spanske kvinde, der ankom til Chile var Ines Suarez. Hun ankom sammen med hendes elsker/samlever, hærføreren Pedro de Valdivia, og forholdvis få soldater og langt flere indianere. De red via Arica ned gennem ørkenen. Legenden fortæller, at hun reddede dem flere gange – først ved at finde vand i ørkenen, og siden ved at hugge hovederne af 6 indianske fanger og kaste disse ud blandt de angribende indianere. Et slag, hvor indianerne stort set havde vundet, blev pludselig vendt til, at spanierne reddede livet og en del af deres bebyggelse, fordi de stirrende øjne ansås for at være et dårligt varsel.
Isabel Allende beskriver Ines’ liv i bogen Ines of my Soul. Den er hermed varmt anbefalet! Pedro de Valdivia blev i 1653 fanget og dræbt af indianerne, måske hurtigt, måske over flere dage hvor de sluttede med at hælde flydende guld i halsen på ham, da han jo var tørstig efter guld og havde ladet mange af dem arbejde i guldminer for at spanierne kunne blive rige.
Vi besøgte allerede i løbet af de to første dage her, Plaza des Armas, stedet hvor Ines og Pedro og deres spanske conquistadores og medfølgende indianere etablerede den første bebyggelse. I dag er pladsen en oase med palmer, springvand, cafeer, kunstnere der sælger deres malerie og ballonsælgere. Duerne bliver fodret og aet. Lokale og turister sidder omkring på bænkene og på skulpturen for de oprindelige indianere.
Bymuseet ligger i den del af den oprindelige guvenørbygning, der er bevaret. Lige ved siden af pladsen. Her var der modeller af slagene mellem indianere og spaniere. Modeller af Maputheindianernes landsbyer og af spanske landsbyer. Maputheindianerne i Chile var langt sværere at besejre end Incaerne og Atztekerne, for Maputheindianerne havde ingen centraliseret magtstruktur og adlød kun een høvding i krigstid. Frihed var det vigtigste for dem. Derfor kunne spanierne ikke narre en Maputhe høvding til middag og fange ham, få udbetalt løsepenge i guld og alligevel henrette ham – som de gjorde med Incaerne. Derfor tog det lang tid at erobre landet. De fleste chilenere i dag nedstammer fra både spaniere og indianere. Skulpturene i gaderne er dog alle af spanske erobrere til hest… ikke at vise høvdinge.
På pladsen ligger katedralen. I dag en katolsk domkirke som de er flest, omend med flere martyrer udstillet som livagtige og fuldstørrelses træfigurer i glaskister under store skulpturer af præster. Ret morbidt. Det er den femte kirke på stedet. Den første blev bygget af Ines Suarez og Pedro Valdivia. De havde meget at takke deres gud for. At komme igennem ørkenen, at have overlevet indianernes angreb, at overleve fattigdommen i processen med at etablere en by midt i et land hvor naturen var rig, men hvor de ikke var velkomne. De havde også egen præst med på rejsen, der skulle missionere. Som så mange feltpræster bestod hans opgave også i at motivere tropperne – og ifølge Isabel Allende blev han rig på opdræt af heste sammen med Ines Suarez, der i modsætning til Pedro blev en gammel rig kvinde.
Den første kirke i den sydlige kant af den første settlement er også genopbygget en række gange og rummer i dag både kirke og museum fra kolonitiden. Spaniernes og kirkens rigdomme i sølv. Enorme malerier i dystre farver med motiver af stolte og barske conquistadores. Et Dannebrog-lignende flag fra en religiøs orden havde nogle af dem tilsyneladende også med…
Det første Pedro de Valdivia, Ines Suarez mfl. gjorde, da de ankom var efter sigende at ride op på bjerget Cerro san Christoal. Herfra kunne de se ud over hele dalen. Bjerget er i dag kun et lille bjerg dækket af en park, og det ligger midt i byen. Der er bygningsværker, så det minder lidt om en gammel ridderborg. Der er kyssepladser til de unge lokale par. Der er en stor smuk fontæne med Neptun. Man kan købe is.
