Britisk og fransk kolonialisme
Sjovt at besøge de tidligere – og nuværende kolonier. Fiji der fik sin uafhængighed i 1970 fra England – og Fransk Polynesien, som stadig er en del af Frankrig og dermed EU (pånær deres møntfod). Sjovt fordi det er øgrupper og befolkninger, der – i vores overfladiske optik – godt kan sammenlignes lidt -, og resultaterne af koloni-indflydelsen er markant forskellig. På godt og ondt er Tahiti nået meget længere med civilisationens goder til alle, men måske samtidig på bekostning af de lokale særpræg og traditioner.
Den franske tilstedeværelse er meget tydelig – der er mange “rigtige” franskmænd, som bor her. De lokale på Tahiti har mange flere midler generelt. De har mere tid og flere penge – børnene leger meget i haverne og ved strandene, og de unge surfer i hobetal langs kysten.
De kører i store firhjulstrækkere, og der er masser af villakvarterer med haver. Vi oplever kun, at der tales fransk og næsten ikke lokale sprog parallelt, som på Fiji. Kirkerne er større, men det er katolske kirker vel generelt. Frankrig har placeret mere af deres kultur her med god fransk inspireret mad og effektivt postvæsen, men desværre også ø-priser som er Frankrig+50%! Dog med et statsstøttet postvæsen som den billige undtagelse. Internetadgangen på Tahiti er laaangsom og dyr. Fjernsynet på vores resort er tre franske kanaler, der stort set udelukkende viser folk, der snakker sammen i studier… lidt tørt selv om det er fin sprogtræning. Selve øen Tahiti virker meget udviklet, og det ser ud, som om øen hviler i sig selv i rollen som gateway til de omkringliggende atoller og tropeøer som Bora Bora. Der er en række store dyre resorts, men det ser ikke ud til, at der bygges flere.
På Fiji mødte vi ganske få briter, men tilgengæld rigtig mange australiere, amerikanere og kiwier – som også ofte er investorer og ejere af turistaktiviteter og hotellerne. Koreanere og japanere var også godt repræsenteret blandt turisterne. Der var 3 sprog – engelsk, fiji og hundustan (indisk) med engelsk som officielt sprog. Fattigdom er langt mere udbredt – men humøret og venligheden fejler tilsyneladende ikke noget, og virker større og mere umiddelbart end på Tahiti. Fiji er det eneste sted i verden, vi har oplevet lokale vinke til os, når vi kørte forbi på landevejen. Der er umådelig mange små kirker overalt for forskellige kristne trosretninger, samt moskeer og hindutempler. Kirkerne er ofte i dårlig stand, og midlerne bruges formentlig mere på at drive de forskellige trosretningers sponsorerede skoler. De unges leg er ofte koncentreret om rugby, og det ser ud som om det tilsyneladende vedligeholder drømmen hos mange unge om en international karriere som rugbyspiller. Et springbræt ud af fattige kår – en rugby kontrakt i Australien. Måske har surferne på Tahiti samme drømme og mål. Prisniveauet er noget i retning af 50% af DK-priser. Internet på Fiji er sjovt nok både billig hurtigere og bedre end på f.eks. New Zealand hhv. Australien. Fiji er på mange måder inde i en rivende udvikling, med masser af byggeprojekter og en livlig handel med jord og ejendomme – og masser af beach front property development – og begrebet “freehold land” som betyder, at man kan købe jord uanset nationalitet.
Et par af lighederne finder vi i naturen, klimaet med varmen, øerne der er opstået efter vulkanudbrud for mange år siden. De varme smilende mennesker, der i turistbranchen gerne har blomster bag ørene og blomsterkranse lige i nærheden. Husene som er funktionelle men
ikke nødvendigvis udpræget æstetiske. Rengøring af offentlige områder er sporadisk, og der er mange løse hunde uden halsbånd. Mange af de lokale spiser lidt for mange [billige] kulhydrater og bliver notorisk overvægtige. Man klæder sig pænt om søndagen på vej til de mange kirker. Sidst men ikke mindst vil vi huske, at der er masser af glade og harmoniske børn overalt. Børn som tydeligvis er prioriteret i familierne, som får skolegang trods fattigdom, som får pænt tøj på og skal opføre sig ordentlig i kirken om søndagen, og som får lov at lege.
