Med Gauguin Tahiti rundt

Øen rundt – 120 km – og et lille smut ud på tangen på den østlige side. Vi havde fortsat lejet bil, og tog afsted. Igen mødte vi lokale surfere i stort tal øen rundt denne søndag. Vi så bjerge, vandfald, hav, palmer og bølger. Paracelhuse i massevis langs kysten. Grønt og frodigt overalt. Et fransk vejkort, som var helt og aldeles hen i vejret.

Gauguinmuseet var en fin kronologisk gennemgang af Paul Gauguins liv. Vi genopdagede, at han havde været dansk gift med en Mette Gad, som han fik 5 børn med. Nu gik der så ikke så lang tid, før han ikke kunne forsørge dem, efterlod dem i København og tog til Frankrig og så til Polynesien, heriblandt Tahiti. Han havde rødder i sydamerika, som han mente, han måtte finde tilbage til. Theo van Gogh, maleren Van Goghs bror, var hans forhandler og troede ikke meget på Gauguins satsning på sine indianske rødder i begyndelsen. Successen i dag er jo sikker. Gauguin døde af et hjerteanfald i Polynesien 55 år gammel og er begravet herude. Museet har ingen originaler, men en oversigt over alle hans malerier kategoriseret efter, hvor i verden de er. Rusland har virkelig mange, især på Erimitageslottet i Sankt Petersborg – vi
kan huske, vi har set dem, men tænkte ikke dengang over, hvor mange de egentlig havde. Danmark har nogle. USA har mange. Frankrig har relativt få – måske et udtryk for, at det er svært at blive berømt i sit eget land ? Eller noget museumsfolk og kunstelskere i Frankrig i
dag ærgrer sig over? Halvdelen eller flere af hans malerier er i privat eje.

Vi legede i vandet foran museet. Der var strand og flodmunding og især en flok lokale drenge, som sprang i vandet og kogte friskfangede krabbekløer på et bål på stranden.

Botanisk have lå lige ved siden af Gauguin museet var overraskende stor og frodig. Der var palmer, blomster, tropiske træer med spændende rødder og to store galapagos-skildpadder, som de ansattes piger legede med.

På tangen på den østlige side af øe skulle der være et udsigtspunkt – men det kendte ingen af de lokale, vi spurgte, og vi kunne simpelthen ikke finde det. Så vi kørte op af diverse sideveje – den ene havde rent faktisk en flot udsigt, men endte med at blive smallere og smallere, og holdt til sidst helt op… så måtte vi trille nedad baglæns og få vendt på et smalt hårnålesving.

Gadebilleder er der jo altid mange af. Eksotisk. Frodigt. Fattigt. Vores favorit var vejskiltet med påskriften “Silence Cult”. Hvad enten vi skal undlade at forstyrre en lokal kult, eller kultmedlemmer skal holde mund, sååå er det ikke uden humor. Vi morede os ihvertfald med
kreative oversættelser. (Det stod før ca hveranden kirke, og vi undlod høfligt at dytte netop der… nå ja, det gjorde vi alligevel ikke).