Militærkuppet på Fiji
Militæret har taget magten på Fiji. Det gjorde de ved et kup en måned før, vi skulle dertil. Vi læste rejsevejledninger fra Australiens udenrigsministerium, USAs, UKs og på WIKIpedia, …De var ikke betryggende. Men der var roligt i landet og havde været det hele tiden, så vi valgte at tage afsted. Det fortrød vi bestemt ikke, for der var roligt i de tre uger, vi var der. Det gav også et spændende førstehåndsindtryk af en ledelse, der grundlæggende ved, at militærkup ikke kan legitimeres og så alligevel synes, at nu var det nødvendigt. Vi fandt det rart at se, hvor hårdt regeringen prøvede at få alting til at blive juridisk så korrekt som muligt, indenrigs og udenrigs i forhold til FN og USA især. Aviserne er rimeligt frie. Vi fik den ene leveret ved døren af hytten dagligt. Der var store forsidehistorier dagligt, som oftest er kritiske overfor regeringen. En mand er død i politiets varetægt – er han myrdet eller var det følgerne af et slagsmål nogle dage tidligere. To fijiere der er med i den engelske hær drillede og lo af lokale soldater ved et checkpoint og endte med tæsk og fængsling. Ikke de bedste historier! Samtidig er det ligesom aviserne, som stort set alle andre vi mødte, vurderer, at den siddende regerings forslag om privat ejerskab af havet og strandene ville skabe voldelige sammenstød mellem lokale landsbyer og udenlandske resort/hotelejere. Lokale fiskede på koralrevet foran vores resort. Skulle de fremover have tilladelse til det eller måske betale for det? Skulle de have lov til at ride forbi langs stranden, eller skulle vi betale dem for at bruge stranden, bade eller ride? At den siddende regering var korrupt, synes de fleste også at være enige om. Nogle mener, at det er derfor, at der kun er et teleselskab og en ordentlig internetforbindelse er svær at få for hotellerne. Selve militærkuppet lagde vi kun mærke til, fordi der var roadblocks rigtig mange stedet udenfor de store byer Suva og Nadi. Soldaterne smilede og grinede venligt til os, hvem gang vi kørte forbi, hvilket alt andet lige gjorde os mere rolige, de to dage vi havde leget en bil og kørte omkring på øen og ind til hovedstaden Suva. Hermed en opfordring til at besøge Fiji – det er et superdejligt og venligt land – og ikke mindst med fornuftige priser på det meste.