Til middag med kannibaler
OK – det er måske lige dramatisk nok. Det er jo en del år siden, at kannibalismen trivedes på Fiji – ca. 100+ år. Virkeligheden var dog næsten lige så grænseoverskridende.
Vi havde aftalt, at vi skulle på skovtur med Wami fra resortet, hans kone Lani, der flettede Lærkes hår, og deres to børn. Vi havde betalt maden, og det var deres familieudflugt dagen, før børnene skulle begynde i skole igen. Vi glædede os til dagen. Så slog socialrealismen igennem. Kl 10 blev vi godt nok hentet, men af en ung fyr i fattigt tøj med machete, som vi ikke kendte. Han havde nu et dejligt smil og præsenterede sig som Luke, Wamis yngre bror. Vi fulgte med hen af vejen, ned på stranden og videre langs vandet. Et øde og smukt sted mellem træerne var der et gammel ildsted, og her slog vi os ned. Luke gik i gang med at tænde bål.
Den ene version af dagen blev, at flere og flere (fattige) unge mænd med macheter kom, drak øl og sad og snakkede omkring os, og især Mette var utryg, da ihvertfald den ene var høj fra dagen før og tilsyneladende i et længerevarende kava/marijuanamisbrug. Wami dukkede først op, da vi var ved at være færdige med at spise og uden kone og børn. Han undskyldte 50 gange oprigtigt og forklarede, at han havde kørt en australsk ven og guldgraver til lufthavnen aftenen før, og de var gået ud og drikke sig fulde. Hans kone var blevet så vred, da han kom fuld hjem, at hun aflyste skovturen. Synd for både børnene og hende. Han var godt klar over, at det ikke var smart. Mette ristede ham en ekstra gang.
Den anden og lige så sande version var, at alle disse søde unge mænd, var smilende og venlige, gjorde deres bedste for at glæde os, og lavede en rigtig mandefrokost til os. Lovo er den traditionelle måde at lave mad på. Rødglødende sten i et hul i sandet. Kylling, lam og pølser pakkes ind i flettede tasker af kokospalmeblade og lægges ovenpå stenene. Den lokale kartoffel, rodfrugten Kasava (Tapiok) lægges ovenpå. Det hele dækkes til med palmeblade, og evt. pap og derefter sand. 1,5 time senere har man et måltid.
Den ene læste til ingeniør og lavede vindmøller til Nicolai og Lærke af palmeblade, samt et ur af palmeblade. Han lærte Nicolai, hvad Fiji time er. Når man spurgte Nicolai, hvad klokken var, så han på uret og sagde “the same as before”. Den anden havde 3 ansatte og 20 heste, som han lånte til turister, der gerne ville have en ridetur på stranden. Den tredje læste avisen og fortalte sin version af kuppet. Christian var brobygger, diplomat og beskytter og snakkede med dem i fire timer. Imens fik Nicolai, Lærke og Mette bygget turens hidtil største sandslot, pyntet med koraler, konkylier, grønne og røde sten og kokosnødder.
