ExpandingOurHorizon

Følg rejsen til alle verdens lande med børn og bliv inspireret til selv at komme afsted ved at læse med eller booke et foredrag.

ExpandingOurHorizon
Jordomrejse 2006-2007JordomrejserRejserRejser med børnStillehavet

Dykning under Blue Maomao Arch – nytår

Poor Knights Island er på listen over de 10 steder, som Jacques Cousteau mente var de bedste dykkersteder i verden. Den vurdering kan Christian ca. bekræfte (30+31.12). 2+2 dyk gav enestående oplevelser.

Dykning gennem en 50 m lang tunnel – Blue Maomao Arch. Tunnellen var fyldt med fisk. Så meget, at man oplevede dem som en hel væg af fisk, man svømmede igennem, mens de høfligt lod en passere forbi. Først svømmede dykkerne under dem og derefter ind igennem “væggen”. Undervejs så Christian nudibranches (juletræslignende små søanemoner), sting rays (rokker), muræner, fiskestimer (White Snapper, Blue Maomao og alle dem vi ikke kender) og masser af kelp (tang). Bernies cave var dykning i en grotte, hvor indgangen lå 14 m under havet, derinde kunne man så stige op i grotten, hvor der var luft øverst, så masken kunne tages af og Christian kunne se sig omkring.
En anden grotte var så stor, at de sejlede derind med båden og en japansk ubåd skulle efter sigende have brugt den som skjulested i adskillige uger under WW2. Dykning i verdensklasse. Se evt. disse undervandsbilleder fra stedet og operatøren på http://www.diving.co.nz/

Nicolai og Lærke har leget igennem med julegaverne, tegnet mm. to dage i træk. Nicolai bygger LEGO, så enhver forældre og især ingeniøren er stolt. De har lavet nogle opgavebøger færdigt. Aftalt med Mette hvilke legeting der skal sendes hjem fra NZ, for vi kan ikke slæbe det hele jorden rundt i fly. Der har været tid til at smøre frokost selv – og madder med ost, syltetøj og honning smager nu engang enestående, når man selv har valgt og smurt dem. Nicolai satte bord og stole op og forkælede sin mor – Uhmmm. På vej til mad på lystbådehavnen om aftenen svømmede den lokale kæmperokke forbi os.

Nytårsaften var vi igang med bøffer og rødvin, da nogle kiwier kom forbi med kingfish, de lige selv havde fanget (for anden dag i træk). Vi nød fisken, og især ungerne spiste den så hurtigt, at forældrene måtte skynde sig for at få smagt den. Dagenes dyr er klart: blå maomao og rokke hhv king fish. King Fish har vi nu fået af hende som sashimi, marineret, grillet. røget… skønt. Vi blev inviteret til barbeque og drinks hos dem, hvor vi grinede nogle timer, inden vi vaklede i seng. Sjovt og udpræget kiwi.

Skriv et svar