Tæt på guløjede pingviner med 8-hjuls terrænkøretøj
Vi har simpelthen set 5 af de 4.800 guløjede pingviner, der er tilbage i verden. Pingvinen er et af verdens mest truede dyr. Det er den tredjestørste pingvin, ca samme højde som Lærke. Den er truet, fordi NZernes millioner af får bruger meget plads, ofte helt ud til kysterne. Pingvinen går op til 1 km ind i landet, hvor de lægger æg.
Æggene bliver spist af de katte, possumer/pungræve og hunde, som NZerne har bragt til øen. Mennesker og selv kaniner (som NZerne også har bragt til øen) skræmmer den, så den ikke kommer ind til æg og unger med mad, men bliver i havet. Alt i alt en vanskelig situation for den guløjede pingvin. Heldigvis er der privat initiativ. På Otago halvøen ud for Dunedin på sydøstsåidsen af sydøen ligger et lille reservat startet af entusister og så har een familie et kæmpe landområde, som de fuldstændig har reserveret til dyrelivet.
Vi besøgte Perry og Tracy Reid. De ejer et stort landområde, herunder 6 ud af NZs kun 9 privatejede strande. Ingen mennesker får lov at gå på strandene. De tager turister med ud og køre i området i seje små 8-hjulede terrængående vogne. Vi fik en utrolig naturoplevelse. Fra observationsposter kunne vi se en strand med guløjede pingviner og verdens mindste pingvin, den lille blå pingvin, tæt på uden at genere dem. Fascinerende. En guløjet pingvin lå på rede på skrænten mellem blomsterne. En ung pingvin var gået op på stranden tæt på observationsposten og stod i læ der. Først kom 2 pingviner op af vandet og gik på tværs af stranden op til skrænten, så en til. Det var 5 af de 4.800 guløjede pingviner, der er.
En lille blå pingvin lå og puttede sig i en hule i sandet i skrænten lige op af observationsposten. Så ud af en luge kunne vi kigge ind til den på kun en halv meters afstand. (og nej ingen flash her!)
NZs pelssæler har koloni på Otago halvøen. Med 8-hjuleren kørte vi hen til kolonien, hvor hannerne holdt godt øje med hunnerne. Hunnerne skal snart føde. Derefter parrer de sig straks igen, og så er det for hannerne om at have trommet så mange hunner sammen som muligt.
Hannerne ligger gerne i en uge og passer på “deres” hunner uden at få noget at spise. Hannerne lå med snuden i vejret og vejrede som en hund. Den har rent faktisk en lugtesans som hundenes, snuden ser også ens ud, og den fulgte med i, hvad vi nu ville. Når den ligger med næsen i vejret kan den se 360 grader rundt. En sælhun får sin første unge, når hun er en 6-8 år, og så er hun ellers gravid stort set konstant resten af sit liv, og får en unge om året. Imens løb alle ungerne fra sidste år rundt og legede. De var simpelthen så søde.
En koloni af skarver havde reder på de barske lodrette klippevægge. Vi stod få meget fra uden at de lod sig mærke med os.
NZerne priser sig meget af, at de ikke jager hverken hvaler, delfiner eller sæler – i modsætning til os på den nordlige halvkugle. Derfor har dyrene ingen naturlige fjender, og økoturisterne kan komme tæt på dem. Derfor skulle sæler til naturparker ofte være sæler fra den sydlige halvkugle, for de er mindre sky – tjek det næste gang, i er afsted. Dem sydfra har to halefinner, som de bruger til at gå med foruden at de har øreflipper. De er nemlig i nær familie med søløverne.
Vi tænker lidt på potentialet for økoturisme på Grønland. Det må være utrolig stort. Omend sælerne der har naturlige fjender udover sælfangerne… isbjørne… så helt tillidsfulde bliver de nog ikke. Flypriserne, især på indenrigsfly, skal Grønland ihvertfald gøre noget alvorligt ved først. Vi har nu alle planer om at rejse dertil, men Jonas, Anja, Naja og Solveig er der.
En fantastisk sted. Familien Reid har haft stedet i mange år. De har naturligvis fået tilbudt pæne summer for at sælge, men er noget så sjældent som idealister, der har gjort det til deres livsværk at bevare naturen og dyrelivet på stedet. De får ikke offentlig støtte, for de vil selv bestemme på stedet, og de lader heller ikke forskere forstyrre dyrene, så ukontroversielle er de garanteret ikke. Men beundringsværdige, det er de. http://www.natureswondersnaturally.com
