Hue – Da Nang – Hoi An

Vi kører fra Hue tidligt for i dag skal vi de 160 km fra Hue til Hoi
An, og vi vil gerne opleve noget undervejs.

Hele området sydøst for Hue er præget af de enorme mængder vand, som står på rismarkerne og på markerne/jordstykkerne omkring de enkelte huse, der hvor vi andre ville have en græsplæne og et staudebed. En del har små broer fra veje over til deres huse. Man må gå på de
smalle bælter med jord og stier mellem rismarkerne for at komme ind til alle de bittesmå huse med sten og bølgebliktag, der ligger midt på markerne.

De store marmorgravsteder for forfædrene ligger højt på små bakkedrag og i landsbyerne samlet i hele kirkegårde. Altid lidt højere. Altid en standard, som må have været dyr for familien. Den ældste søn står for at begrave den afdøde i jorden. Skellettet graves op efter ca. 2
år, hvor den ældste søn så renser og polerer knoglerne og sørger for den endelige begravelse i det fine marmorgravsted.

Vi kører over bjergpas med poetiske navne, som “den rige familie” (hmm) og når til fiskelandsbyen Lang Co. Her tager vi en pause på den skønne strand, hvor ungerne og Mette får bygget sandslotte. Selv om det er efterår(vinter her, og det endda kun er formiddag, så kan vi godt mærke, at solen brænder. Bølgerne og brændingen på 2-3 meters højde får det til at ligne et surfparadis.
Lærke og Nicolai og Mette sopper. Selv om vi står langt fra bølgerne, så er vandet alligevel stadig højt på børnenes ben, da det skyller hen over os. Ungerne hviner begejstret og bliver meget mere våde, end Mette havde planlagt. Mette kan ikke lade være at tænke på tsunamien,
for strømmen er stærk, da vandet løber ud igen, og hver gang, kan vi mærke, hvordan sandet skylles væk under os.

En gammel mand, der står og fisker, kommer hen til os. Han er rar og snakker med ungerne, og siger så, at hvis vi vil tage et billede, så er vi velkomne. Rigtig hyggeligt, og så meget desto mere desillusionerende og irriterende, da han bagefter bliver ved med at sige “money, dollars”.

Vietnameserne kommer her i stort tal og holder ferie om sommeren. Da er der ikke bølger, hvilket må være en forudsætning for, at det er sikkert at bade, men til gengæld er det jo så varmere. Vi har absolut ikke lyst til at planlægge en strandferie her må vi indrømme.

Selve bjergpasset kører vi nu over. På turen kan vi se amerikanske bunkers og tårne på bjergkammen. Her er stejle bjerge, tilgroede med regnskovsaftig bevoksning. Selv her om efteråret/vinteren er der varmt, og luftfugtigheden er høj. En del mindre vandfald løber ned af
bjergsiderne. Det har ikke været nogen spøg at føre krig her. Samtidig er her utroligt smukt med de stejle grønne bjergsider, og udsigten over vandet, hvor brændingen slår vandet hvidt og vi kører igennem en masse små fiskeribyer. Naturen og udsigten minder os om vores tur sidste år langs Highway 1 i Californien op til San Fransisco.

Vejen med hårnålesvingene er sat i stand sidste år for at forebygge de mange trafikuheld på ruten. Der er en masse løbespor, hvor lastbiler og andre kan køre ind og bremse bilen, hvis bremserne ikke dur, og vognen er løbet løbsk. En venlig reminder om at det ikke er helt risikofrit at bevæge sig i trafikken i Vietnam, men vejen var sat flot i stand nu, og absolut ikke noget at være bekymret for. Der er ihvertfald ingen grund til at køre genem den nye tunnel under bjerget, hvis man er turist og har god tid.

På toppen af passet var der store amerikanske og franske bunkers og tårne, et mindesmærke for vietnamesere, der er faldet i kamp med franskmændene, et tempel for trafikofre, en masse souvenirbutikker, en del anmasende lokale som ville sælge/have penge/…, men udsigten og historien var det hele værd. Guiden fik så også lige vist ungerne en plante, der trækker sig sammen, når man rører bladene, og fortalt os at de frugter vi så på, faktisk var små gule og grønne auberginer.

I Da Nang findes en laaang hvid strand, hvor amerikanerne tidligere yndede at holde “ferie”. Nu er det vietnameserne selv, som tager på ferie hertil. Stranden er helt åben, uden den mindste form for skygge. Lige nu er palmerne ved den turistvenlige nyanlagte vej langs stranden ret forblæste for at sige det mildt. De fleste af lysmasterne har hældt ind mod land iflg vores guide. Han fortæller, at man allerede har været ud og rette dem op igen i stor stil. 21 mennesker døde
i Da Nang for et par uger siden, da tornadoen ramte byen. 2 af dem i et højhus, som er ved af blive bygget. De sov i huset, da en af etagerne kollapsede. Vi så huset, og ligesom med resten af byen, skal man virkelig se godt efter for at opdage skaderne, men de er der.

Byen har et stort monument for faldne i kamp for fædrelandet. Lige så potent og kommunistisk designet som alle de andre steder, vi har set dem. Blot insisterer guiden her på at kalde dem for friheds-monumenter.

Cham-folket er en minoritet, som efterhånden er ved at forsvinde, så der nu kun er 100 personer tilbage i en landsby langt herfra. Ca. 30 km fra Hoi An og Da Nang er der ruiner fra en Cham-kongeby, der på billederne ligner Mayaruinerne, vi har set i Mexico. Cham-folket er hinduister, og deres skulpturer bærer meget præg af dette. En del af det ligner igen abekongen Lui’s ruin af et slot ude i junglen i Indien i junglebogen. Museet i Da Nang for Charm-folket har en flot samling statuer med de festlige figurer med bryster (urmoderen), mand med enorme læber (den mandlige gud), elefanter, aber, løver og drager og en fuglegud.

Marmorbjergene udgør et område, hvor folk i generationer har brudt og
forarbejdet marmor. I dag er det forbrudt at bryde marmoren, men
håndværket har de lokale fortsat, og det er utroligt, hvad de kan
skabe med godt håndværk og hårdt arbejde. Hvis vi ikke kunne leve
uden en marmorfigur i haven, så skulle den nok være herfra – man kan
helt sikkert tegne hvad som helst og få det lavet til mål her. De har
kasser med statuer stående klar til at sende til USA, Australien og…

Silke er også noget, de er dygtige til her i området. I Hoi An fik vi forevist produktionen af silke. Det var første gang, Nicolai og Lærke så silkeorme som små, store, i kokoner… trak i silkesnogen fra kokoner, og så hvordan silken blev spundet og vævet. Pigerne der broderer smukke mønstre med silketråd efter fotos af malerier, er virkelig dygtige. Det samme er dem, der sad og skar detaljerede billeder i træ. De fik os til at snakke en del om de to bedstefædres
værksteder. Pigerne, der flettede sivmåtter har også vores beundring. Sikke et tempo, de arbejder i.